Skip to content

Knud Christensens åbningstale ved LO's 30. ordinære kongres

Ingen kendte rettigheder

Om

Taler

Knud Christensen
formand for LO

Dato

Tale

1. Vi står i fagbevægelsen og den samlede arbejderbevægelse over for kolossalt vanskelige økonomiske og politiske problemer i samfundet. Det har vi faktisk gjort gennem alle de snart 10 år, Danmark har mærket konsekvenserne af den internationale økonomiske krise. 
Men ved åbningen af LO's 30. ordinære kongres denne gang tror jeg, det er rigtigt at konstatere, at dansk arbejderbevægelses situation er vanskeligere. – De problemer, vi står overfor, er sværere – end på noget andet tidspunkt siden krisens gennembrud i 1974. 
Vort alt-dominerende problem er arbejdsløsheden ... Så megen tabt idé-rigdom, så meget tabt initiativ og menneskelig kundskab, så omfattende produktionstab og velfærdstab, så store menneskelige og sociale problemer – alt det, som følger i kølvandet af den omfattende arbejdsløshed, kan næsten ikke gøres op. 
Een ting står derimod klart: Intet samfund kan i længden holde til en arbejdsløshed af dét omfang. 
Derfor tager vi skarpt afstand fra en regering, som fører en økonomisk politik, der u-undgåeligt skubber nye lønmodtagere ud i ledighed – uden perspektiv og uden troværdige chancer for nyt arbejde i en overskuelig fremtid. 
Vi har nu haft borgerligt styre her i landet i 15 måneder – det er 15 måneder for meget! 
Vi har fået en borgerlig regering, som har taget nedskæringsmetoder i brug og gennemført skævheder i byrdefordelingen i en kynisk og brutal lovgivning, som overgår, hvad vi har set i efterkrigstiden. 
2. Arbejdsløshed og beskæftigelse, realløn og byrdefordeling, statsfinanser og betalingsbalance – alt dette er naturligvis ikke fagbevægelsens og lønmodtagernes problemer alene. Kampen mod arbejdsløsheden og valutaproblemer må være en fælles opgave for alle grupper og for hele samfundet. 
Men vi i LO og fagbevægelsen er nu en gang en del af samfundet – som repræsentanter for lønmodtagerne – måske den vigtigste del af samfundet. Sådan har det altid været – derfor er arbejdsløsheden naturligvis også vort problem.
Derfor er de politiske og økonomiske vanskeligheder naturligvis også  en del af vor kamp.
Noget kunne tyde på, at solidariteten er blevet svagere under indtryk af den mangeårige krise og den massive borgerlige meningsforvridning, som vi næsten dagligt udsættes for. Erhvervslivet og arbejdsgiverne holder sig heller ikke tilbage i forsøg på at argumentere for, at større ulighed er en del af vejen ud af krisen. 
Noget kunne tyde på, at appel til den lille egoisme og det borgerlige snæversyn har en vis medvind fortiden. 
Alt det skal vi ikke lade os kue af. Det er et sølle samfund og et sølle menneskesyn, erhvervslivet og borgerlige politikere ønsker fremmet. Det er et samfundssyn, som ikke har bærekraft i dette land. 
3. Vi kan allerede nu se, at man er stærkt på vej ind i en blindgyde. 
De nøgterne vurderinger, vi har foretaget i fagbevægelsen, viser os, at med den retning, man har lagt sig fast på i den borgerlige økonomiske politik, vil man ikke i indeværende år-ti nå ned på det ledighedsniveau, den nuværende borgerlige regering startede på. 
Vi skal fastholde, at denne regering – med eller uden erhvervslivets skulderklap – skal bedømmes på evnen til at imødegå samfundets kriseproblemer på en socialt afbalanceret måde. Vi skal fastholde, at regeringen skal bedømmes på dens evne til at sætte effektivt ind over for arbejdsløsheden.
Dén opgave har det borgerlige Danmark ikke løst, fordi man har satset på ensidige metoder, skæv byrdefordeling og kompromisløst søgt at holde den socialdemokratiske arbejderbevægelse uden for beslutningsprocessen. 
Så ensidigt kan man ikke regere i Danmark ret længe! 
4. Derfor er det meget afgørende, at vi i fagbevægelsen – sammen med Socialdemokratiet – kan samles om et virkeligt troværdigt alternativ. 
Et alternativ, der på én gang giver lønmodtagerne perspektiv og håb om at få bragt arbejdsløsheden ned og samtidig standser opløsningen af den sociale tryghed. Et alternativ, som også kan skabe bedre balance mellem arbejdslivet og fritiden. 
Vi får ikke noget forærende i dét stykke arbejde. Arbejdsgiverne har allerede stejlt – og uden nogen forhåndsdiskussion – sagt nej til enhver form for kortere generel arbejdstid – “gå på mere deltid“, siger man i stedet. 
At opbygge denne indsats og samles om en sådan solidarisk vej – det er vor ene hovedopgave i den tid, der ligger foran os – den kommende kongresperiode. 
5. Den anden opgave er tæt knyttet til de voldsomme forandringer, der i disse år finder sted i vort samfund – fritiden, arbejdslivet, vore bysamfund, vor måde at informere hinanden på, vor måde at opleve og være sammen på – alt dette vil ændre sig i de kommende år i et tempo og et omfang, som vil overgå de voldsomme forandringer, Danmark gennemgik under den første industrialiserings-periode. 
Hvordan tager vi denne udfordring op? - Hvilke linjer kan vi i Danmark samles om over for denne udfordring? Det er den anden store hovedopgave for overvejelserne på denne kongres.
6. Vi kan – og vi skal – enes om et holdbart og troværdigt alternativ til den nuværende økonomisk-politiske hovedlinje, som den borgerlige regering har bragt landet indpå. Lige så vigtigt er det, at arbejderbevægelsen kan få genskabt den nødvendige solidaritet og det nødvendige helhedssyn hos et flertal blandt lønmodtagerne. 
Som enhver på denne kongres ved, har Schlüter – med meget lidt statsmandssind, men under konservative klapsalver – givet udtryk for den mening, at befolkningens tillid til regeringen er  betinget af, at man kan fortsætte samarbejdet med Fremskridtspartiet og holde Socialdemokratiet udenfor!
Det er perspektivet! Det understreger måske mere tydeligt end noget andet, hvor fantastisk vigtigt det er, at vi – dagen efter, månederne efter – denne kongres – i fagbevægelsen og i Socialdemokratiet – virkelig kommer igennem i medierne og ud med vore budskaber og vore forslag til holdbare, flerårige løsninger på samfundets hovedproblemer. 
Dén forståelse kommer bestemt ikke af sig selv eller ved alene at blive trykt på papir – det kan jeg forsikre for! 
At vinde den forståelse bliver den tredje hovedopgave i den kongresperiode, vi nu tager fat på. 
7. Sidst, men ikke mindst: Nu som før er dansk fagbevægelse en del af en større, international fagbevægelse. Det kommer til udtryk på mangfoldige måder. Vi skal fastholde, at der findes et gennemarbejdet alternativ til den nuværende nationalegoisme, som præger økonomierne verden over. 
Vi skal fortsat kæmpe mod undertrykkelsen af menneskerettigheder og faglige rettigheder dér, hvor den kommer til udtryk. 
Og endelig skal vi – overalt i verden – samles om et fælles krav om fred og sikkerhed. De rakettrusler, vi står foran, er i færd med bringe verden hen til kanten af det uoverskuelige. Derfor må de aktuelle nedrustningsforhandlinger føre til resultater. 
Det er vor fjerde, afgørende hovedopgave i den nærmeste tid. 
********** 
8. Det er blevet sagt, at denne talerstol er dansk fagbevægelses vigtigste og mest indflydelsesrige. 
Det tror jeg er rigtigt. 
Derfor vil der blive lyttet intensivt til de hovedlinjer, der bliver trukket op for vort arbejde, og de signaler, der i de kommende dage bliver afgivet herfra. 
Når vi i arbejderbevægelsen lægger vort fælles lod i samfundets vægtskål, vil det u-undgåeligt sætte sit præg på udviklingsretningen! 
Det er mange store opgaver, vi står foran. Derfor bliver det en fantastisk vigtig kongres. Denne kongres kan blive signalet til et vendepunkt – den kan blive et gennembrud for den nye linje, som så mange lønmodtagere inderst inde håber på. 
Lad de nærmeste fem dages LO-kongres vise den gamle tids liberalkonservative støttere, at de tager fejl! 
Danmark kan ikke i længden fungere ordentligt og meningsfyldt på  egoisme, borgerligt snæversyn og arbejdsløshed. 
Lad os komme igang med at få vendt udviklingen. 
**********
Med dette udgangspunkt erklærer jeg LO's 30. ordinære kongres for åben.
**********

Kilde

Kilde

LO's arkiv, kasse-nr. 3010

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags