Der er snart gået mange timer, siden vi startede diskussionen her i dag, og den diskussion, der er foregået, har for så vidt dokumenteret, at fredagsklubben, den ansvarlige sekskant, ikke rigtig ved, hvad det er, den vil, ud over at den vil have flere skatter, og at det, man kalder en skattereform, er en gang pærevælling, og at denne gang pærevælling hverken gavner beskæftigelse eller sikrer et udvidet forbrug. Vi kommer meget let i den situation, hvor den økonomiske ekspertise får ret, at hvis vi fører en sådan politik, vil det samfundsøkonomisk blive noget pjat, og det vil blive til stor skade både for befolkningen, for beskæftigelsen og for forbruget.
Vores bedømmelse af denne skatteskala. af det, man kalder en skattepolitik, vil jeg gerne stå ved endnu en gang. Vi gjorde opmærksom på, at netop denne skala, hvor man tog fra de svageste og gav til dem højere oppe, hvor man opnåede en skattelettelse seks gange så høj ved en indtægt på 90.000 kr. som ved en indtægt på 30.000 kr., ikke var noget, vi foretrak. I stedet er vi tilhængere af, at man skaffer de midler, landet skal bruge ifølge love, der er vedtaget af os i dette ting - også dem, vi ikke er tilhængere af: ved at man laver en helt anden skatteskala. Jeg vil erindre om, at vi har dokumenteret, at man ved at flytte om på byrderne, ved at beskatte al faktisk fortjeneste, ved, at ophæve dobbeltbeskatningen, dvs. både forbruget og lønnen, kunne sikre en skatteskala med en 40.000 kr. bundgrænse, hvad angår statsskatterne. Det er helt befriet for sociale nedskæringer, og det vil samtidig betyde, at man kan fritage fødevarer, byggematerialer og medicin for moms. Jeg ved godt, at det blev afvist, fordi man sagde, det var lidt vanskeligt at klare den side af sagen, at rydde op i de ekstraordinære afskrivningsbestemmelser og beskatte de 19 mia kr., som nu unddrages beskatning.
Alligevel laver man en skatteskala med en lidt højere bundgrænse, men det, man ikke ville, var at tage fra dem, der var rigest. Man ville ikke tage fra jordspekulationen, ikke fra militaristerne, og man ville hoverhovedet ikke interessere sig for, hvorvidt det gavnede eller skadede beskæftigelsen.
Netop på den baggrund synes jeg nok at man bør besinde sig endnu en gang, og jeg var meget uforstående over for hr. Kjeld Olesens bemærkninger om, at man ville undlade at stemme. Ad den vej reddede man jo faktisk regeringen.
Man kan komme med alle de forklaringer, man vil, men sagen er, at inflationen ikke bliver angrebet, at regeringen benytter denne vedtagelse til erklæringer om, at nu skal der føres en indkomst-. politik, hvor løn og skat skal afstemmes, og at denne indkomstpolitik skal føres med LOs formand, der s& vidt mig bekendt i gar har udtrykt, at dette her ikke har noget med en skattereform at gøre, men var en overføring af byrder fra staten til den enkelte eller til kommunerne. Det vil man heller ikke lytte til, selvom Thomas Nielsen foretrak et valg.
De faglige kongresser, fagforeninger og arbejdspladser, som har forlangt, at man skulle få sat system i beskæftigelsen, har jo afvist indkomstpolitikken som metode, de har afvist, at man laver det sammenrod, og nu kommer folketinget og forklarer, at man skal tage hensyn til de ting. Hr. Schlüter kan måske erindre, at på et tidligere tidspunkt, hvor vi foreslog, at man indregnede skatter og afgifter i pristallet, da sagde folketingets flertal: Nej, lad os holde den sag helt udenfor, det har jo ikke noget med problemet at gøre. Nu vil man altså prøve at fremstille det som en skattelettelse, man skal betale senere på anden måde, og bruge det over for overenskomstforhandlingerne, men det sker jo samtidig til tonerne af statsministerens bemærkninger, som jeg forstod dem, til hr. Anker Jørgensen. Jeg citerer: »I første omgang skal parterne på arbejdsmarkedet have lov til at forhandle selv.«
Jeg vil nok tro, at det har glædet mange fagforeningsmænd rundt omkring i Danmark, at man nu har fået tilladelse til at forhandle selv. Jeg vil også lige gøre opmærksom på, at hvis ikke dette folketing fra starten knæsætter princippet, at vi har respekt for, hvad parterne bliver enige om, så kan man lige så godt opgive enhver tanke om at føre politik på anden måde, end man har gjort i øjeblikket.
Vi står på det grundlag, at fagbevægelsen skal have ret til selv at formulere sine krav, den skal have ret til at gøre det udelukkende ud fra medlemmernes interesser, og herudfra er det, den tager samfundsøkonomisk stilling for at udvide sin købekraft og for ad den vej at sætte beskæftigelse i gang.
Må jeg så have lov til at stoppe al den snak, der nu og da kommer frem om, at vor arbejdskraft er så dyr i Danmark. Det er da rigtigt, at nogle af vore arbejderlønninger ligger højere end i det sydlige, men det er også for en meget større indsats, det er for bedre og mere effektivt arbejde. Hvis man måler ud, hvad man laver pr. time, vil man se, at denne produktionsfaktorpris, man rent reelt har i Danmark, ikke er højere, men lavere og altså i høj grad konkurrencedygtig, så man skal ikke prøve på allerede nu at tage dette halve skatteforlig til indtægt for, at man så godt kan føre indkomstpolitik.
Der har været sagt mange smukke ord også fra Socialdemokratiets formand og ordfører, og alligevel var det sådan lidt ærgerligt, at vores halve mistanke blev bekræftet, at man kun halvhjertet gik imod regeringen. Man skal da have lov til at tage stilling til forslagene, som man vil, men når man kan konstatere, at man kunne have væltet regeringen, da vi stemte ved den tredje afstemning, er det en lidt forbavsende ting for os, at man ikke gjorde det; når man samtidig erklærer, at man vil tage sig af de svage, man vil beskytte de fattige, man vil gøre, hvad man kan for at få beskæftigelsen i gang, må man da også gøre sig klart, at den første og mest alvorlige hindring er den regering, som faktisk er kommet i mindretal. Det er ikke for at hjælpe Socialdemokratiet, men for at aflive en del myter både om tingets troværdighed og om, hvorvidt vi stiller forslag bare af parlamentariske spilfægtergrunde eller ud fra det reelle hensyn, hvormed vi motiverer vore forslag, at jeg om lidt vil fremsætte et dagsordensforslag.
Jeg noterer, at både hr. Glistrup og hr. Kjeld Olesen har brugt udtrykket »et valg var ønskeligt«. Nu har man vedtaget en del af de ændringsforslag, der foreligger, og så er der to muligheder: enten at stemme imod lovforslaget som helhed, sådan som vi gør, eller at støtte det forslag om motiveret dagsorden, som jeg skal tillade mig at stille. Jeg vil nok sige, at vi havde håbet, at vi kunne have undgået at foreslå en dagsorden. Der er blevet foreslået en række dagsordener, man stod nærmest i kø her i formiddags, og vi var de eneste, der havde bebudet, at vi ville foreslå en. Nu kommer vi antagelig med den sidste, fordi vi håber, at den vil vise, at man kan have tillid til, at hvad der tales om i dette ting, det tales der om ud fra interessen for at afdække enkelthederne, være konkrete og konsekvente, og det er sanddrueligt.
Da min taletid er udløbet, skal jeg nøjes med at fremsætte følgende:
Forslag om motiveret dagsorden.
»Idet folketinget konstaterer, at partier repræsenterende et flertal har udtalt mistillid til regeringen, opfordres regeringen til at drage de parlamentariske konsekvenser heraf.
Tinget går hermed over til næste sag på dagsordenen.«
Tinget går hermed over til næste sag på dagsordenen.«
Da denne regering startede, startede den med en erklæring om, at der ikke var konstateret et flertal imod den. Det var på den baggrund, man kunne danne regering. Vi var ikke tilhængere af det, men det gjorde man, og det var på den baggrund, man har skabt et folketing, hvis arbejdsduelighed ikke kan blive forringet af et valg, men kan blive forbedret. Når man har kunnet regere med 22 mandater, så skulle da også en ny arbejderregering, eventuelt i mindretal, eventuelt støttet af hr. Hilmar Baunsgaard og hans parti, have mulighed for at rette op på noget af det, der var ødelagt, og vi kunne få den skattereform.
Det er på denne baggrund, jeg synes, at man simpelt hen endnu en gang må konstatere, at dette folketing ikke bør gå ud fra, at man kan sætte matematikkens love ud af kraft, hvis der er en eller anden, man ikke synes så godt om, der peger på, at 2 og 2 er 4, eller 91 er flere end det tal, der ligger bag skattereformen. Det er et simpelt spørgsmål om at gøre det, man gør i det praktiske liv, og når man ikke kan komme videre på denne måde - og det kan man ikke - så må man simpelt hen finde nye veje, og de nye veje består i at spørge vælgerne. Hvis det er specielt kommunistisk at spørge vælgerne, så må jeg sige til hr. Schlüter og hr. Melchior og andre, at jeg takker for tilliden. Vi synes ikke, der er specielt kommunistisk, men vil meget gerne, at man skal gøre det alligevel.