Som præst kan man nogle gange tage sig til hovedet over udvalget af de bibeltekster, der skal prædikes over til søndagens gudstjenester. En ting er, hvad der står i Biblen, og hvordan teksterne kan forstås her i deres oprindelige sammenhæng. Men det er anden sag, når man skærer et stykke af teksten ud og udvælger det som prædiketekst, hvortil menigheden skal reagere med udråbet "Gud være lovet for sit glædelige budskab".
Er det et glædeligt budskab, at man skal hade sin familie og sig selv for at følge Jesus? At man kun skal følge ham, hvis man virkelig har overvejet det grundigt og er parat til at miste alt?
Der er ingen tvivl om, at en bærende vision i Biblen er foreningen af mennesker og Gud på tværs af skel. Evangelierne fortæller om, hvordan Jesus overskrider skel og grænser mellem mennesker og hvordan han gradvis overvinder de fordærvsmagter, der skiller mennesker fra Gud, indtil han til sidst overvinder selve døden.
Foreningen af mennesker og Gud er en bærende vision i kristendommen. Alligevel har kristendommen alt for ofte været årsag til splittelse og foragt. Mennesker har slået hinanden i hovedet med Biblen eller slået hinanden ihjel i dens navn. Eller man har med løsrevne bibelvers som dem i dag stivet sig selv og sine egne overbevisninger af og foragteligt vendt andre ryggen, som om det var den sande tros største dyd at vende sig væk fra verden og andre.
Jeg har svært at finde det gode budskab i dagens tekst. Selvom jeg godt kan se, at det til tider kan være en trøst for pressede, truede eller forfulgte kristne at høre Jesus sige, at det kan have store omkostninger at følge ham. Og den der har ører, skal høre, siger Jesus til os. Så vi må se, hvad der kan findes af visdom i ordene, om der er en mening i galskaben, som det vitterligt er at opfordre til had mod sine børn.
Jeg hører for tiden ofte den 76-årige amerikanske musiker T-Bone Burnetts nye album "The Other Side". Et album, som i den grad peger på lys i mørket, mening i galskaben, glæde i en trist verden. En af sangene hedder "Everything and nothing". I et interview fortæller T-Bone Burnett, at sangen blev til, da en af hans venner formulerede sætningen: "Everybody wants to live forever but nobody wants to get old". Alle vil leve for evigt, men ingen vil blive gamle. Det satte ham i gang med at formulere andre sætninger, der udtrykte dobbeltheder som menneskets evige ønske om at få uden omkostninger. Alle vil kende sandheden, men ingen vil høre den. Alle vil have fred, men ingen vil overgive sig. Alle vil tilgives, men ingen vil indrømme deres fejl. Alle vil være frie, men ingen betaler prisen. Tankevækkende ord på en valgdag som denne. Men også tankevækkende helt generelt.
Der kan ofte være noget lunkent over vores indstilling til livet. Vi vil noget, men vil også det modsatte. Vi vil have det hele, men vi vil ikke hellige os noget helt og fuldt. Sådan kan man også sige om vores tro: vores kristendom er lunken, kan man af og til høre. En salme, der bliver brugt på dagen i dag, men som vi ikke synger, siger det sådan her: "Ak, når jeg de første guldkristne betragter, den iver, den møje, den kamp, de har haft, og mærker, hvad nu er vor kristendoms fagter, da hører vi navnet – hvad ser vi for kraft?" Altså: Sikke en vilje til at give køb på alting for at følge Jesus, vi finder i Biblen. Sikke en sølle lunken kristendom nutildags i sammenligning hermed.
Denne salme er skrevet af Brorson på baggrund af et tysk forlæg. I stedet for den skal vi synge en salme med samme anslag, som oprindeligt er skrevet af Brorson, men gendigtet af Grundtvig. Salmen handler ligesom dagens tekst om at give køb på alt og følge Jesus. Alt, hvad jeg mister, får jeg igen, siger den. "Kunne over ham jeg glemme med mig selv mit eget nu, hos min Gud jeg da var hjemme, kom som mit hans liv i hu." Hvor ville mange ting være lettere, hvis vi kunne slippe alt det, vi hænger ved, og give os hen til det ene vigtige; hvis vi kunne glemme alt jordisk, vores hjerter hænger ved, og give os hen til det evige liv, som Jesus vil give os: "Turde jeg på verden træde med dens lyster, guld og glans, ind jeg til min Herres glæde gik med brudens rosenkrans."
Men hvordan skulle vi kunne det? Hvordan skulle vi kunne sige nej til alt det, vi lever i og med? Det er salmens underforståede pointe, at det kan vi ikke. Og så kommer det glædelige budskab i slutverset: Det skal vi heller ikke. Det evige liv er ikke noget, vi kan få ved at gøre eller at undlade at gøre noget. Det er Guds gave i Jesus skænket ved Helligånden. Det kan vi kun tage imod som et lille barn tager imod. "Dog, i Jesus-Kristus-navnet alt er skænket den, som tror; deri hjertet bod for savnet finder med Guds Ånd og ord."
Det kan vores hjerte hvile i. At Gud vil os det godt, og derfor har skænket os sin søn og er med os i sin ånd ved døbefont og nadverbord, hvor Gud selv giver os ører til at høre det levende ord. Og når hjertet hviler i Guds løfter til os, kan vi måske smide lidt af bekymringerne, lidt af vores lunkenhed og opgive alt det unødige og åndsvage og give os til livet og hinanden og leve, som Gud har skabt os til at leve. Amen.