„Vor Herres Jesu Christi Naade, og Guds Kærlighed, og den Hellig Aands Samfund være med os Alle!"
(Matth. Evgl. 3, 8-10)
(Matth. Evgl. 3, 8-10)
„Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og mener ikke at ville sige ved Eder selv: Vi have Abraham til Fader, thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Afkom af disse Stene. Men Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden".
Denne Kirkedag har ikke vore Søndages og vore Høitiders hellige Indvielse; den er af Forfædrene gudeligen indstiftet for den Menighed, der hører hjemme i vort lille, for Tiden faa haardt betrængte, danske Folk; det er de danske Menigheder, som ringes sammen paa denne Dag; og det er til os, som kalde Danmark vor dyrebare, elskede Moder, ved hvis Bryst vi have diet, hvis Liflighed fryder os, hvis Brød mætter os, — det er til os, Danmarks Børn, at Johannes den Døbers Ord lyde i denne Dagens Time. Gjennem en lang Række Aar har den almindelige Bods- og Bededag kaldet paa Menighederne i vort Fædreland, til at møde for Gud, ydmyge sig for hans Aafyn, og, efter det hellige Menighedens Præstedømme, frembære mindelige Offre: Taksigelser for det Gode, som blev annammet; Bøn og Paakaldelse af hans Forbarmelse og naadige Hjælp, naar Hjemsøgelsens og Vredens Tider hvilede tugt over Folk og Land; denne Dag har kaldt og kalder paa det danske Folk til at møde for at fremføre sine Begjæringer, udgyde sine Bekymringer, nedbede Velsignelse over Konge og Folk og Land, og enes i den Bøn, som fra gamle Dage er givet os at bede: „Herre! Du handle ikke med os efter vore Synder, Du betale os ikke efter vore Misgjerninger; hør vor Bøn og lad vor Røst komme til Dig!"
Til andre Tider har det kunnet være fornødent at give nærmere Oplysning om denne Dags Betydning og Værd; iaar er det anderledes, idetmindste burde det vare anderledes. Denne Vinters haarde Trængsler, — Hjemsøgelsens Tider, da vi prøves i Fornedrelsens Ovn, — have selv kunnet give os Virkelighedens Oplærelse til at forstaae og skjønne paa en Dag, hvor det er givet os, ja! der ligefrem opfordrer os, som et dansk Folk, til at møde i Guds Huus for at udgyde vore Hjerters Sorg og Smerte for Ham, der forbarmer sig som en Fader over dem, der frygte Ham. Det er vel saa, idetmindste burde det være saa, at vi alvorligere, stærkere, inderligere end nogensinde maae have lært, at der er en Moder, hvis Børn vi ere som danske Mænd og Qvinder, og som vi, efter Hans Villie, der lod os fødes i dette Land, ere Kjærlighed skyldige; og det burde idetmindste være saa, at Alle, i hvem der slaaer et dansk Hjerte, og som føle, at Moderens Nød og Fare og Trængsel er Børnenes Nød og Fare og Trængsel, maae have kjendt sig trængte ind til Gud som vor Tilflugt i Angester, vor Hjælp mod Voldsmænd; og skulde det da ikke være forstaaet, hvor godt det er os, at denne Dag kalder os sammen for at vi skulle søge Gud i Bøn?
Ofte i denne Vinter er paa dette hellige Sted vort Fædrelands Nød draget ind under Lyset af det Guds Ord, der er os, som et christeligt Folk, betroet; og hvorledes var det muligt at undlade dette? Jeg holder for, det burde os saaledes at gjøre. Ofte have vi søgt Gud i vore Bønner og spurgt efter hans Frelses Time, men strængt og smerteligt have vi erfaret, hvorledes Herren, ei blot i et enkelt Menneskes Liv, men i et heelt Folks Nødstid, kan synes at staae langt borte og skjule sig i en Sky, hvor ingen Bøn trænger igjennem. Men lader os ikke forsage og blive trætte, lader os holde ved i Haabet, at Herren er god mod dem, der bie efter Ham, og at det er godt, at man haaber og er stille til Hans Frelse. Mindes Du ikke nok, Du bekymrede danske Menighed! da vi atter i denne Vinter havde Ordet at udlægge om hiin cananæiske Qvinde? Vi fandt deri et Livsbillede, der havde en slaaende Anvendelse for os. — Danmark i sin Jammertilstand er en Moder, som vel maa raabe efter Herren og bede: forbarm Dig, Herre, Davids Søn! Herre, hjælp! Og Herren drog sig længer og længer tilbage, skjulende sin Barmhjertighed i det, der synes ubarmhjertig Haardhed. Men glem saa heller ikke, at hiin Bedende seirede, at Herren paa det Sidste lod sit Ansigt lyse mod hende og blev hende naadig; thi hun slap Ham ikke, for hun blev bønhørt; glem ikke dette Vidnesbyrd, efterdi det bør os, Enhver for sig i Løndom, og Alle i Samfund med hverandre, i Bøn at holde fast ved Gud som „vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, hvilken er befunden meget stor" (Ps. 46, 2).1
Et ydmyget, haardt tugtet, slaget og plyndret Folk, mishandlet af Fjender, svigtet af saakaldte Venner, samles idag efter at have gjennemlevet en mørk Vintertid. Der begynder at vise sig Foraarstegn i Skabningen omkring os, men endnu intet Foraarstegn for Danmarks Sag! Mørket har sluttet sig tættere og tættere om os; endnu i disse sidste Dage er et rystende Budskab føiet til de andre, som have krænket og saaret vore Hjerter; og, naar vi nu samles idag med en bedrøvet Aand, saa lyde disse alvorlige, strænge, truende Ord til os fra Johannes den Døber: „Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges Du kjender godt disse Ord, Du har ofte hørt dem tilforn, men gjøre de ikke idag et dybere Indtryk end saa ofte ellers under roligere og lykkeligere Dage? I Mørkels og Ulykkens Tider kan Hjertet ofte fyldes af tunge og knugende Tanker, og maae nu ikke disse truende Ord, idag henvendte til os, forøge den tyngende Byrde, som hviler paa hvert alvorligt og varmt dansk Hjerte? Er det ikke, som løftede Gud gjennem disse Ord sin Finger truende mod os? Visseligt ere de vel skikkede til at vække Bekymring og Frygt, og de maatte heelt kue vor Aand, hvis der ikke i de lærte Ord var gjemt et Vidnesbyrd om den levende Guds Naademagt, et Vidnesbyrd, som kan gjenføde os til Haab og opreise de Nedbøiede. Men et saadant Ord har denne Dagens Text; og vi ville ikke lade det ligge ubenyttet; skulle vi ikke unddrage os for den Alvor, Johannes den Døbers, Røst kan fremkalde, ville vi udtale vor Frygt og vor Bekymring for hverandre — saa lader os ogsaa søge at gjøre os rede for det Haab, vi kunne og bor nære.
Johannes den Døber traadte frem og løftede sin Røst i en Afgjørelsens Tid for Israels Folk. Profeterne havde vidnet om en stor Herrens Dag, der skulde komme; og den var nu oprunden. Der kommer i Menneskelivet, i den Enkeltes som i Slægtens og i Folkenes Liv, Timer og Dage, Afgjørelsens Tider, da Herren er som „en smeltende Ild og som Tvætterens Sæbe" (Malach. 3, 2 flg.),2 da Han skal sidde og smelte og rense Sølvet og luttre de Forsøgte som Guldet og Sølvet i Ild, men da de Uretfærdiges og Ugudeliges Liv og Gjerning skal være som Halm og Herrens Dag som en Ild, der antænder og Ingen slukker. Der kommer Afgjørelsens Tider enten til Fornyelse og Gjenopreisning, eller til Udslettelse og Ødelæggelse; enten saa, at et sundere, renere, kraftigere Liv fødes under Afgjørelsernes Alvor og Trængslernes Ildprøve, eller saa, at det gaaer nedad for de Prøvede, nedad mod et fattigere, svagere Liv, mod en ussel Tilværelse, en Hendøen til endelig heelt at udgaae af de Levendes Tal. — Kunne vi vel unddrage vor Sjæl for Tanken om, at en saadan Afgjørelsens Tid er kommen for os som Folk? Intet alvorligt Menneske blandt os kan undlade i Aandens Frygt at spørge: „Herre, hvad vil Du os med Alt dette, Du har ladet komme over os? Vil Du byde, at Træet skal omhugges? Har Du afsagt Dommen over os? Eller har Du endnu Langmodighed med os? Vil Du endnu taale og bruge os? Vil Du bevare os i Din Naade, og gjennem alle disse Fornedrelsens Omskiftelser frelse os til et forynget Folk?"
Øxen ligger ved Roden af Træerne. Det er ængstende Ord. Jeg gruer for den Tanke, at Gud ikke længer skulde have Brug for os som et Folk, fordi vi ikke befindes dygtige til nogen alvorlig Livets Gjerning i Hans store Husholdning paa Jorden; jeg gyser tilbage for Synet af et affældigt Folks Tilværelse, naar det er blevet ligt et Menneske, som er afsat fra sin Virken, henviist til at slide Tiden op, til Døden kommer, uden alvorlig Opgave for sine hensygnende Kræfter og kun syslende med Smaating; min Sjæl knuges ved Muligheden af en Tilstand, i hvilken vort Folk er uden anden Fremtid end at synke sammen i en mat Alderdomstilværelse, et Skvggeliv af hvad det var, uden Gjenopreisningens Haab; om det saa end har en fortid, og kan leve i og af skjønne Minder fra forbigangne Tider, det vilde, uden fyldig Nutid og uden Fremtid, være blevet et ulykkeligt Folk. Og der gives saadanne ulykkelige Folk!
Johannes den Døbers Røst lød hos Israel. Hvilket Folk havde det engang været? hvilken Fortid, hvilke Minder lød ikke i deres Sange, hvilke lysende Navne havde det ikke at huske? Men hvad er det nu? En adsplittet Hjord, et fordrevet Folk, adspredt i Landflygtighed over Jordens Kreds. Vel kunne de boe fredeligt i mange Lande, de kunne findes driftige til Livets timelige Gjerninger, de kunne blive rige og leve i al Rigdommens Overflødighed, de kunne blive berømte — men hjemløse, landflygtige Børn blive de bestandig, og i de Oprigtiges Hjerter maa der boe en dyb, lønlig Smerte, fordi en Guds Dom er gaaet over deres Folk og Fædreland.
Men Israel er sat Jordens Folkeslag til et Vidnesbyrd. Jeg veed det, at Guds Rige er ikke lukket for nogen Israelit, der omvendes til Christus; læs, christl. Menighed, Apostlen Pauli Ord i Br. til Rom. 11, 25—29;3 Du finder der et stort Haab udtalt for det „ganske Israels" Frelse; — men et ulykkeligt Folk er det! Jeg har den Overbeviisning, at et Menneske, afsat fra sin jordiske Virksomhed, agtet ubrugelig til menneskeligt Arbeide, alligevel har Himlen aabnet for sig og kan agtes brugelig til at Naadens Magt stadfæstes paa ham — men tungt er det at have overlevet sig selv. Vel er det saa, at en Hustru, som mister sin Mand ved Doden og sidder Enke med sine Børn, og saa mister alle disse saa hun sidder alene tilbage i Sorg, kan finde Lægedom og Hvile hos Ham, der har Hjælp i al vor Hjertenød — men hvo vilde vel ikke ynkes over en saadan Lidende? Hvilken Hustru vil ikke bede: Herre, skaan os for saadan Nød? Og, om nu Danmark kom til at blive lig en Enke, der havde mistet sine Børn, eller blev forladt af dem?
„Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden." — Disse Johannes den Døbers Ord maae falde tungt paa hvert Hjerte, som er bekymret i ængstet Fædrelandskærlighed. Vistnok ere de udtalte til hiint Israel, som fornægtede og korsfæstede Frelseren, og vi ere et Folk, der nævnes christeligt, hos hvilket den christelige Menighed er opbygget som et aandeligt Huus; vi døbe i Faderens og Sønnens og den Hellig Aands Navn, Guds Riges Evangelium forkyndes iblandt os, den hellige Nadvere uddeles, vi sige ved os selv: „Vi ere Christne" — men, naar Johannes vidner: „Mener ikke at sige ved Eder selv: vi ere Abrahams Børn —", maae da ikke disse Ord slaae os paa Munden, om vi ville rose os selv af vor Christendom? Johannes retter sine Ord mod Israels aandelige Selvbedrag og falske Tillid til det nedarvede Navn, de bare; findes der nu Intet as dette hos os? I den gamle, fra Fædrene modtagne Bøn paa almindelig Bods- og Bededag hedder det blandt andre Bekjendelser: „Vi kalde os selv Christne, men Gud bedre os! hvad for en elendig og slet Christendom vise vi ikke tit og ofte hos os!" — Monne det ikke vilde være større Sandhed, at bøie os i samme Bekjendelse, end at løfte Hovedet og sige: Nu staaer det anderledes godt til hos os! Der er faldet Ytringer i denne Tid, hvilke jeg ikke tør undlade at berøre; der har været hørt en Stemme, som udtalte, at Gud ikke kunde undvære det danske Folk, og derfor maatte lade Danmark bestaae; der er faldet Yttringer iblandt os, som vare vi fremfor andre Folkeflag et udvalgt christeligt Folk, fra hvem et nyt Lys skulde udgaae. Saadan Tale og saadanne Tanker bringe min Sjæl til at gyse; det er mig, som fristede vi Gud dermed og udæskede Hans Vrede. I alvorlige Tider læres eller bør det læres at vogte paa sine lønligste Tanker, for at vi ikke skulde forspilde Guds overbærende Naade, den vi sandelig have behov, men komme det Ord ihu: „Du skal ikke friste Herren, Din Gud!".4 Du skal ikke friste Herren, Din Gud! Men vilde det ikke ogsaa, fuldt saa vel være at friste Gud, om vi lode os sænke i Haabløshedens og Fortvivlelsens Dyb? Er det ikke ogsaa at friste Gud, om vi, beseirede af Frygt, fortabte i Sorg, nedbøiede i modløs Bedrøvelse vilde slippe Ham og Hans Hjælp og Hans Frelsning? Visselig, ogsaa dette er at friste Gud; og saaledes bør det ikke være. Haardt er det at stride den Strid, hvor der skal bevares Haab mod Haab; vanskeligt er det at holde ud i Tro, naar det bliver trangere og trangere om os, naar det ene Lys slukkes efter det andet, den ene Forventning skuffes efter den anden, naar Raabet til Gud synes ikke at blive hørt; men Abraham troede med Haab mod Haab og blev ikke beskæmmet; hiin cananæiske Qvinde holdt ved i Troen, og seirede. „Bærer Omvendelsens Frugter", hedder det idag til os. Det er Omvendelse til Abrahams Gud, den levende Gud, der fordres; og til Omvendelsens Frugter hører Tro i Lighed med Abrahams og Haab som hans Haab, og Kjærlighed til Gud, den Kjærlighed, som er rede at bringe Offret, naar det kræves. Bærer Omvendelsens Frugter! det er Hjertets Omvendelse fra Ugudelighed, Vantro, Mistrøstelighed, til Gudsfrygt, Tro, Haab. Disse Ord lyde nu til os idag under de nærværende Trængsler; men under Trængsler i Nød og Livsfare er det Omvendelsens Frugter, at troe Gud „som en Hjælp i Angester, der er befunden meget stor"; at hænge fast ved den Usynlige, og blive standhastige, biende til Hans Time kommer, da Han vil hjælpe. I Davids 10de Psalme tales om de Ugudeliges Tænkemaade og Færd; „I Hovmod forfølge de", saaledes hedder det, „den Elendige; deres Tanker ere, at der er ingen Gud; deres Mund er fuld af Banden og Svig og Løgn; under deres Tunge er Møie og Uret, og de sige i deres Hjerter: Gud har glemt det, han har skjult sit Ansigt og seer det ikke". Det er Voldsmænd, der nedtrykke den Ringe og Elendige, hvorom her handles; men vilde det i Nøds Tid sømme sig for de Undertrykkede og Elendige at tænke med lignende Tanker? Er det saaledes de Lidende skulde tage deres Plage, at de sukke i gudforladt Sorg og jamre: Gud seer det ikke, agter ikke derpaa, kjender ikke vor Nød, har intet Hjerte derfor, eller har ingen Hjælp tilovers? Bør det sig saaledes at være? Eller var det ikke bedre om vi kunde bare „Omvendelsens værdige Frugter" i at troe med David: „Herre! Dit Øie er over Alt dette; Du skuer min Møie og Fortræd! Du hører de Elendiges Begjæring!" Sandelig, ogsaa i Bedrøvelse kunne vi friste Gud ved at slippe ham; dette skee ikke bos os! thi vee de frygtagtige Hjerter og de efterladne Hænder, og en Synder, som gaaer to Veie! Vee et efterladent Hjerte, thi det troer ikke, derfor skal det ikke beskyttes!" (Jesu Sirach. 2, 12—13).5
Johannes den Døber træder advarende, straffende, truende frem for det Folk, som havde Guds Forjættelser og Kald, og for hvem en Frelse var beredet; men han skulde ikke skræmme Israel bort fra Gud eller slaae dets Haab ihjel; hans Ord udsige ikke, at den afgjørende Dødsdom var fældet over Træet uden Haab om Benaadning efter Guds Barmhjertighed; først da Israel forskjød Ham, der kom til det med Naade, og ikke forstod, hvad der tjente til Fred, blev Dommen underskrevet. Israel blev overgiven til Bødlerne. Naar da nu hans Ord vendes til et tugtet og truet Folk, skulle de ikke kaste os ud i Haabløshedens og Mistrøstighedens yderste Mørke; men godt var det, om de kunde blive os en vækkende Røst til at søge Haabet, hvor det er at finde. Og hvor er det at finde? I Guds forbarmende Naades Magt og hans Kjærligheds Styrke! Agter for Alting paa Johannes Ord: „Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene!" Det er Guds levendegjørende Kjærligheds og Naades Magt, hvorom der vidnes i dette Udsagn; det er Naadens gjenfødende Magt, hvorved det fortabte Menneskes haarde Hjerte fornyes til Livet. Og skulde nu ikke dette høre til Omvendelsens værdige Frugter hos en christelig Menighed, hos et christeligt Folk, at der findes Tro, Tro paa Guds og vor Faders store Barmhjertighed, ved hvilken Han gjenføder; Tro paa Hans frelsende, fornyende, levendegjørende Naade i Chrifto; Tro paa den Faderlighed, at Han forbarmer sig og udsender den Hellig Aand, der gjenopvækker det Døde til Livet, og gjør de forstenede og forhærdede Hjerter levende? „Gud kan opvække Abraham Afkom af disse Stene." Lader os gribe Haabet i disse Ord. Johannes bebuder Naadens Tid, men Naadens Tid er Gjenfødelsens Tid; men Gjenfødelsens Tid er Smerternes og Bedrøvelsens og Vee'ernes Tid. Afvigte Søndag lød det i Evangeliet (Joh. Evgl. 16, 21): „Qvinden, naar hun føder, haver Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen, men naar hun haver født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden. Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse!" Christus taler disse Ord til sine Disciple; men kunne vi ikke, om vi ville søge Haabet befæstet, ja! ere vi ikke skyldige at optage disse Ord i vore Hjerter, som Lys og Vejledning for vore Tanker? Ogsaa Du, danske Menighed, har nu Bedrøvelse, fordi Din Time er kommen. Er det ikke en Haabets Tanke, — den er vaagnet hos mig, jeg slipper den ikke — at vi lide disse vor Trængsler, have Bedrøvelser og qvalfuld Sjælevee indtil at smage det Forsmædelige, og Alt dette, fordi „Timen er kommen", da et nyt, renere, sundere, kraftigere Liv end hidtil skal fødes hos os? Vilde det ikke give Kraft til at taale, lide, bare, hvad der endnu kan komme over os, om vi kunde troe Naaden, troe Naadens Livsførelse: gjennem Fornedrelse til Ophøielse, gjennem Død til Liv, — til et fyldigere og mere sandt Liv? Det høres ofte nok af dem, der ville tale med gudelige Ord om disse Tider, „at vi faae, hvad vi selv have forskyldt, at Gud tugter og straffer os for vor Synds, vor Hovmods Skyld osv."; der fældes haarde Domme, og efter Ordenes Lydelse kunne de være rette nok, men hos Mange ere de kun et bittert Sinds Udtalelse, hos Andre kun løs Tale, som nu engang skal fores, fordi Gud maa tages med, idetmindste Hans Navn. Visselig maa Enhver, som har gudfrygtig Alvor i sin Sjæl, bekjende Herren at være retfærdig ved at lade Alt dette skee os; Enhver, som ikke vil bedøve sig selv med den Forestilling: „vi ere jo dog ikke saa slette," maa vel kunne gyse tilbage for Tanken om, at Gud vil gaae i Rette med os og betale os efter vore Gjerninger, efter vor Færd mod Ham og Hans Naades Evangelium. Ville vi ikke forsætligen lukke vore Øine, maa Hjertet vel kunne ængstes ved de Ord „hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, skal afhugges"; thi der er ogsaa en Kærlighedens Sorg og Smerte, som kan blive urolig i Bekymring og kjende ydmyg Nedbøielsen for Herren under Hans Revselse; der er en Kærlighedens Sorg og Smerte, som de Alvorligere iblandt Eder maae have kjendt, naar I ikke kunde skjule for Eder selv, at Livet iblandt os lider under Mangel paa Kraft og hellig Alvor; at Forfængelighed og letfærdigt Væsen og mangehaande Daarlighed have Væxt, og at Alt dette er et Vidnesbyrd om Folkehjertet, hvorfra Livet udgaaer, et Vidnesbyrd om, at en slap, kraftløs, letsindig, verdslig Aand har Magt i os. Der er en Kjærlighedens Smerte, en Kjærlighedens Frygt, at Gud ikke skulde agte os værdige at bestaae, fordi vi befandtes uduelige til at bære Frugt, Ham til Ære. Skulde derfor det Forfærdelige skee, at vi blive overgivne til Udslettelse af de selvstændige Folks Tal, skulde det skee, at Timen kom, da vort Navn blev dømt til Glemsel, vi maatte give Gud Ret og bekjende med Smerte: „Vi saae, hvad vi have forskyldt". Men, kjære sorgfulde Menighed, skal der kun tales om Straffe, Tugtelse, Revselse som Vredens ubøielige Dom? Eller skulle vi glemme den Formaning, der taler til os som Børn: „Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe! Værer ikke forsagte, naar Du tugtes af Ham; thi hvem Herren elsker, den revser Han, og Han tugter haardeligen den Søn, Han antager sig; og Han revser os til Nytte, at vi skulle blive deelagtige i Hans Hellighed". (Ebr. B. 12,5—6). Nei! lader os ikke glemme denne Formaning, paa det vi ikke skulle forsage og blive trætte i vore Sjæle! Men, om vi end maae knnne forstaae, at Fornedrelsen, vi lide, er saa dyb, Forsmædelsen saa qvalfuld, Revselsen saa stræng, fordi der er saa meget Daarligt og Ondt der skal tugtes ud af os, monne vi ikke kunne og skulle tænke, tale og leve, stride, taale og lide i Tro paa den Guds Naades Beslutning, at en Time er kommen, da det Ord stal have en Opfyldelse for os: „det bør Eder at fødes paany". Lader os da see vor Trængsel i dette Lys: „Danmark, vor Moder, er i Fødselssmerter, fordi en forvendt Slægt skal gjenfødes, en ny Tid bryde frem".— Tænker paa Evangeliet 2den Sønd. i Advent; dette har ogsaa været givet os at Iæses i denne Vinter ved Trængselstidens Begyndelse. Herrens Ord vidner om Afgjørelsens Tider, om saadanne Dommens Dage, paa hvilke det gjalder gamle Tiders Død og nye Tiders Fødsel i Verdens Liv, nye Tider, da Guds Rige kommer nær og Forløsning stunder til. Herren vidner, at Folkene skulle ængstes i Fortvivlelse og Menneskene forsmægte af Frygt for de Tings Forventelse, som skulle komme, men Han siger ogsaa: „Naar disse Ting begynde at skee, da opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til!" —
Danmark, vor Moder, er i Fødselssmerter! Men derfor maae ogsaa hendes Børn, denne Slægt, derfor maae vi bære Korset og lide for hendes Skyld. Men skulde da til „Omvendelsens værdige Frugter" i saadanne Tider ikke fremfor Alt høre at have — og vise Kærlighed? Kjærlighed ikke med Ord og Tunge, men i Gjerning og Sandhed. Og hvilken Kjærlighed uden den, som er i Hans Aand, der ikke sparede sig selv, men hengav sig for os Andre, at vi kunne have Lægedom ved Hans Saar? Og er det ikke denne Kjærlighed, som fører og driver til at kunne og at ville lide for Andre, er det ikke denne Kjærlighed, som kan gjøre os stærke til at taale og fordrage de onde Tider, til at være udholdende, standhaftige, villige til at bringe Offre i Selvforsagelse og til at have en Aand som er redebon til at ville bøde indtil Blodet for de forbigangne Tiders og vore egne Overtrædelser, og bære Plager, paa det en kommende Slægt kan leve i bedre Vilkaar.
Johannes den Døbers Ord vare først henvendte til et Folk, en Slægt, en Tids Børn, der vel kunde holde sig nær til Herren med Munden, men som vare langt borte fra Ham med Hjertet; de kunde have et vist Gudfrygtighedens Skin, men de fornægtede dens Kraft; et Folk og en Tids Børn, der vel roste sig af at være Abrahams Afkom, men som intet Slægtskab havde med Abrahams Tro og med den Kjærlighed, i hvilken han bragte Isaac til Bjerget; de havde Moses og Propheterne, forstode vel at tale om „Loven", om den Lov, hvis Opfyldelse er Kjærlighed, men deres Liv var uden Kjærlighed. Nu vendes Ordene til en Slægt, en Tids Børn, der have Evangeliet, Korsets Evangelium, som roser sig af Kundskab og dybere Indsigt i de christelige Ting; der høres ofte Yttringer om, at vor Tid er skreden fremad i Christendom, i christelig Erkjendelse og Sandhed og Dannelse. Nu er en Prøvens Tid kommen for os, for den danske Menighed. En Time er kommen, der aabenbarer Hjerternes Tanke og Raad; da det skal kjendes om vor Kundskab er mere end skjønne og dybe Tanker, mere end Ord og Munds Yttringer, men om der ogsaa er Livskraft i os. Vi vide visselig at tale skjønt og rigtigt om Chrifti Kors, om Efterfølgelsen, om Selvforsagelse o.s.v.; hvor ofte har Du ikke, kjære Menighed, med bevæget Hjerte skuet ind i Din Frelsers Lidelse og Død? Nu skal det kjendes, om Du har forstaaet denne Christi Lidelsers Alvor, om Du med alle de Hellige har lært at begribe det Høie og det Dybe, det Lange og det Brede i Christi Kjærlighed — den at være Offeret! At gjøre Bod for alle Tiders Synd og Skyld, paa det vi kunne have Fred. Nu lyder der et Kald til Danmarks Børn: lader os ikke elske i Ord, men i Gjerning og Sandhed! og lader os see hen til vor Troes Begynder og Fuldender Christum Jesum, der leed taalmodeligen Korset. Lader os følge Ham, idet vi tage Tidernes tunge Kors op og bare det, indtil Alt er fuldbragt, fornægtende os selv, forsagende Ro og gode Dage, og Livets Velvære, paa det vi kunne fuldkomme hvad vi ere udseete til at lide. Thi vor Tid og vor Slægt synes udvalgt til at skulle bøde for Fædrenes Skyld og afføde en ny Tid; derfor skeer alt dette os! derfor smage vi det Bittre at blive forladte af Mennesker; de staae langt borte, trække ynksomt paa Skuldrene over os, men ingen Haand udrækkes til Hjælp; vi lide at overvældes med Vold og List, at blive besvegne, forraadte, solgte til vore Fjender. Nu bør det os at lide dette. Maatte vi dog bestaae, maatte vi dog befindes troe for derefter at indgaae til lysere Tider! Maatte vi dog styrkes i at være standhaftige og udholdende i Alt, selvom vi maae sukke: Vor Gud, hvorfor har Du forladt os! som Han holdt ud, indtil Ordet kunde siges: det er fuldbragt! Men hvor langt borte ere vi ikke endnu! Det fattes paa den Eenhed i Hjertets Tanker og Villie, at det hele Folk er som eet Legeme, i hvilket den ene Aand, Guds Kjærligheds Aand, virker levendegjørende og vækkende. Men „Gud kan vække Abraham Afkom af disse Stene!" Og efterdi det gjøres behov, faa lad det blive vor Bøn, at den levendegjørende, almægtige Gud vil gjenopvække det danske Folks Hjerte, at det maa banke høit og modigt, freidigt og i Haab, nidkjært og brændende i den Kjærlighed, at det ikke vil spare sig selv, men vil være lydigt — lydigt i at opfylde hvad der gjennem Lidelse og Trængsel skal fuldkommes. Tiden er der, da det bør saaledes at lide! Gud hjælpe os, at ikke en kommende Slægt, at ikke de Børn, som opvoxe iblandt os, siden skulle reise den bittre Anklage mod os: I svigtede i Afgjørelsens Stund! — men at det maa kunne siges om os: De bleve troe!