Kære minister, dear international guests, kære forsamlede
Lad mig allerførst takke dig, Eva, for at du som Minister for ligestilling og som regeringens koordinator på LGBTI+-området har ønsket, på regeringens vegne, at være vært for denne reception i anledning af Copenhagen Pride Week 2018 – hermed har vi forhåbentlig slået det fast som en tradition, at ikke blot er LGBTI+-området et politikområde, som regeringen tager alvorligt, men også at når vi holder Pride i Danmark, så er det noget, vi alle deltager i – fra den mindste græsrodsaktivist og til de, der sidder på vort lands fremmeste poster.
LGBTI+-sagen er vi i fællesskab ambitiøse på – og vi er fast besluttede på, at når der er Pride i Danmark, så skal der være noget at fejre. Der skal være sket fremskridt og forbedringer af LGBTI+-personers vilkår og stilling i samfundet i forhold til året før, og vi skal både hylde vore fremskridt og gøre status over den vej, vi endnu har at gå.
I det forløbne år har LGBTI+-handleplanen manifesteret sig i 42 konkrete indsatsområder, som vi netop i disse dage venter på at sløret løftes for, hvem der kommer til at varetage de forskellige indsatser.
Der skal lyde et klart håb herfra om, at fokus i udvælgelsen har været på at sikre, at udvælgelsen af de ansvarlige på de forskellige indsatsområder bliver så brugernær som muligt.
Hver gruppe under akronymet ved ganske simpelthen mest om deres egne liv, og det er afgørende at sikre, at brugerinddragelsen er maksimal. Det er Copenhagen Prides holdning, at transpersoner er de bedste til at rådgive transpersoner. Interkønnede ved mest om de udfordringer, man møder som interkønnet i Danmark osv.
Det her er ikke et angreb på de store omnibusorganisationer, som favner hele akronymet, og som jeg jo også selv repræsenterer. Vi kan også noget, men hvis vi i mangel på selverkendelse tror, at vi kan alt, så fejler vi. Vi skal bruge vores styrke, størrelse og erfaring til at understøtte og hjælpe, når vi bliver spurgt, og så skal vi være ydmyge nok til at træde et skridt tilbage og give plads, når grupper med særlig viden og særlige hensyn kan gøre ting bedre end vi.
Hver gang vi har talt om denne handlingsplan, er det blevet sagt, at den ikke må komme til at stå alene. Med disse initiativer og 25 mio. over 4 år, er LGBTI+-områdets udfordringer ikke løst – langt fra.
Og jeg har hørt skiftende ministre på området forsikre, at dette er det første skridt på en lang vej.
I tilgift har ministeren lovet, at hvis vi, som arbejder med LGBTI+-området og lever som LGBTI+-personer, oplever diskriminerende lovgivning, så vil man lave det om.
Skriv til mig og forklar, hvad der er galt, opfordrede ministeren i foråret på Regnbuepladsen, så laver vi det om.
Det synes jeg, er enormt opmuntrende, hvorfor jeg gentager opfordringen her, så flere har hørt den og bidt mærke i den. For med det løfte bør forandring virkelig kunne ske.
Jeg håber, den øgede opmærksomhed på LGBTI+-området også vil føre til en mere aktivistisk udenrigspolitisk satsning på området, så vi ser danske ambassader, konsulater og kulturinstitutter engagere sig endnu kraftigere i prides og LGBTI+-kulturfestivaler mv. over hele verden.
Der er så mange rundt i verden, som har behov for vores støtte, og hvis vi kan sikre, at Danmark gennem økonomisk støtte, ved at stille rum og huse til rådighed for aktivister og ved aktivt at slutte op om arrangementer i hele verden er med til at øge sikkerheden for aktivisterne og give bedre garantier for, at arrangementerne faktisk kan afholdes, så er det et meget vigtigt bidrag til vores samlede kamp.
Vi står om føje år med et gigantisk internationalt event. Vi har tiden fra nu og til da til på alle måder at vise, at Danmark er fuldkommen opsat på denne dagsorden, og vi ser frem til, at regeringen yder os den støtte til afholdelsen af arrangementet, vi har bedt om – såvel økonomisk, som i form af hjælp til logistik, planlægning, promovering osv. Vi har været enormt glade for den moralske støtte – men nu er tiden inde til, at den bliver konkret også.
Det ved jeg, vi ikke er uenige om. Og jeg ser frem til at mødes med dig, Eva, og med statsministeren i de kommende uger med henblik på at drøfte netop disse ting.
Vi står her i dag – på første dag i Copenhagen Pride Week og kan skåle med hinanden og ønske hinanden god Pride – i tryghed, i sikkerhed og med opbakning fra hele det danske samfund.
Det er tid at minde hinanden om, at det er en usædvanlig situation i verden – og at den sikkerhed, som er vor – er særegen og bemærkelsesværdig. Derfor skal vores skål nu og vores fest i den kommende uge også foregå i bevidstheden om, at den skal forandre noget.
Det er det, vi hæver vore glas for. Den forpligtelse. Den ed.
God Pride alle sammen.
Tak, fordi I kæmper sammen med os.