Laura Rosenvinges 1. maj-tale

Kære venner. 

Sikke en fornøjelse at kunne få lov at sige: Rigtig glædelig 1. maj. 

Selvom der ikke er nogen socialdemokrater på den store talerstol i Fælledparken, så er det dejligt at forsamles her med en masse gode partifæller. 

Jeg synes dog også godt, vi kan være ærlige. Vi hører hjemme oppe på den store talerstol, og vi skylder hinanden at kigge indad og lægge en kurs for vores parti, som gør, at vi igen kan stå deroppe sammen med vores gode allierede på tværs af arbejderbevægelsen.

Vores socialdemokratiske røde arbejderfaner skal hejses højere og blæse flottere. 

Lige nu fremstår de nemlig lidt støvede. 

Dagen, der ikke må benævnes, har lavet store kløfter mellem os og vores venner i fagbevægelsen. 

Vi har brudt med et princip, som vi ellers altid har hævdet: Ikke at blande os i overenskomstforhold. 

Nødvendigt eller ej. Så må vi anerkende det faktum, at vi har et stort arbejde foran os. 

Vi skal genvinde tilliden hos lønmodtagerne. Dem, der knokler for at holde hjulene i gang, og dem der løber stærkt i velfærden. 

En midterregering var nødvendig, ja. 

Men som socialdemokrater må vi aldrig glemme – vi er et arbejderparti.

Vi er socialdemokrater, fordi vi kæmper for dem, der arbejder for fællesskabet. Maskinmesteren og sygeplejersken. Butiksassistenten og SOSUen.  Jeg er socialdemokrat, fordi vi er det parti, der altid sætter fremskridt for lønmodtagerne først. 

For folk som min far. 

Min far. Der i over 35 år, sled sig op for en af de grupper, der er mest udsat i vores samfund. Mennesker med handicap. Som socialpædagog på et bosted gjorde han alt fra at hjælpe i bad, lave mad, yde omsorg for borgerne. 

En gruppe, som ikke altid har samme kontrol over deres kroppe og handlinger som os, og derfor husker jeg, hvordan han flere gange kom hjem. 

Træt og trist, fordi en borger havde slået ham. 

Min far er en af de sidste tjenestemænd i det her samfund, så han kunne heldigvis blive pensioneret som 65-årig. 5 år mere på arbejdsmarkedet havde nok knækket ham og frarøvet ham de gode år i livets efterår, som han nu nyder. 

Men noget bekymrer mig meget. 

De i min generation, der har taget det vigtige vælg at være en af dem, der passer på os andre. En af dem, der tager sig af os, når vi blive gamle. Når vi bliver syge.

Alle de fag, hvor skærmbriller og hævesænkebord er fremmede ord. 

Deres fremtid frygter jeg for. Regeringen har kastet deres muligheder for tidlig og værdig tilbagetrækning op i luften.  

Det kan vi ikke tillade os, hvis vi virkelig vil være et arbejderparti.

Min veninde Amalie har uddannet sig til sygeplejerske. Hun er en knald dygtig og empatiske sygeplejerske. Hun er en af de stærkeste og mest robuste personer, jeg kender. Hun har ikke engang været 5 år på arbejdsmarkedet endnu. 

Men hun har allerede nu sagt fra. Hun vil læse videre og have et job, hvor hun ikke skal være på hospitalet. Hun kan ikke forestille sig, at hun kan holde til et arbejdsliv med de vilkår, vi byder sygeplejersker i dag. Det skræmmer mig. Vi er nødt til at tage det dybt alvorligt. 

Vi skal forbedre deres arbejdsvilkår. Deres arbejdsmiljø. Deres arbejdstid. Deres løn. Og vi skal gøre det uden samtidig at skære ned på velfærden andre steder. 

Vi skal også huske de erhvervsskoler, der bløder. De har brug for ressourcer, så vi også i fremtiden har verdens bedste faglærte. Nyt udstyr på skolerne, dygtige undervisere. Mere fokus på de fag i folkeskolen, hvor man får en hammer, en symaskine eller en stegepande i hånden og skabt noget med sine hænder. 

Vi har endnu ikke givet erhvervsskolerne flere ressource i denne regeringsperiode. 

Det er på tide, at vi gør det. 

Vi skal give alle børn en god start, en god uddannelse, et godt arbejdsliv og ikke mindst en værdig tilbagetrækning. Selvom jeg tydeligt fornemmer de gode ambitioner i vores eget parti, så savner jeg at se handling. 

Lad os bruge i dag, på at huske hinanden på det. 

For venner. Socialdemokratiet er et arbejderparti. Det skal vi være, for i sidste ende er der ingen andre, som er det. 

Længe leve arbejdsbevægelsen. 

Glædelig 1. maj.