Jeg er den Første, der træder frem for at tale i denne Forsamling, uagtet jeg hører til de yngre Mænd. Alligevel er det ikke Forfængelighed eller Indbildskhed, som har forledt mig. Af Comiteen er jeg blevet opfordret til at holde det første Foredrag: man ønskede, at en Mand af Bondestanden skulde gøre det, og man vidste ingen, som vilde paatage sig det. – Jeg vil ikke nægte, at jeg villig gav mit Løfte; thi jeg blev glad over, at jeg, uden at værepaatrængende, kunde faa Anledning til at tale til mine Landsmænd. Jeg vidste, at der laa mig meget paa Hjerte, som jeg ønskede at faa sagt, og tog altsaa med Glæde imod Opfordringen. Vel var jeg i dette Øjeblik ikke betænkt paa, hvad jeg vilde sige; kunde heller ikke vide, om det vilde lykkes mig at faa noget sat sammen, som man gad høre paa. Derimod vidste jeg meget godt, at jeg udsatte mig for den Fare at komme fra det med Skamme, istedetfor med Ære, og at jeg let kunde blive beskyldt for Forfængelighed og Ubeskedenhed. Men dette bevægede mig ikke, da jeg selv var mig bevidst, at det ikke var Forfængelighed, der drev mig. I lang Tid, i flere Aar, har saa alvorlige Forestillinger idelig forfulgt mig, at de hverken levnede mit Sind Tid eller Rum til Tanken om, hvad der kunde bringe min egen Person Ære eller Ikke-Ære. Derfor ved jeg, at det ikke er Forfængelighed, der har bragt mig op paa denne Plads; var jeg mere begærlig efter andres Berømmelse, og mere bange for deres Spot, da var jeg blevet, hvor jeg var og havde tiet stille. Beskyldningen for Mangel paa Beskedenhed frygter jeg ligesaa lidet. Denne højpriste Dyd burde vi nordslesvigske Bønder og Borgere for længe siden være blevet kede af; den har saaledes tyranniseret os her i Landet, at den har forjaget al egen Mening og egen Villie ud af Sjælen paa os, og næsten ikke ladet mindste Gran af Selvstændighed tilbage. Det er paa høje Tid at vi prøver paa at holde Stand imod denne listige Despot, der, under en omhyggelig Hyrdes Forklædning, driver os foran sig som en Flok Faar. Men der skal Mod til at byde en gammel og indgroet Fordom Trods, og har vi Unge ikke dette Mod, saa har vi langt mindre Grund til at vente det hos de Gamle.
Dette er Aarsagen, hvorfor jeg besluttede at bryde Isen og være den første, som talte i denne Forsamling, og dog havde formodentlig den Frygt faaet Bugt med mit Mod, som jeg ikke kunde blive fri for, naar jeg tænkte paa at bestige en Talerplads, hvis det ikke var blevet styrket ved min Harme over den falske Frygt, den indbildte og løgnagtige Beskedenhed, der gør os til Slaver istedetfor frie Mænd.
Da jeg nu overvejede, hvad jeg af alle de Ting, jeg saa ofte havde ønsket at afhandle med Eder, i Dag burde vælge til Tema, saa blev jeg snart enig med mig selv om, at det ikke kunde blive nogen af disse Ting, da den første Tale paa Skamlingsbanken nødvendigvis maattehandle om Hensigten med denne Sammenkomst og Betydningen af denne Fest.
»Altsaa Hensigten med denne Sammenkomst!«
Skulde de mange Mennesker, som har indfundet sig, angive, hvorfor de er komne, da vilde de fleste upaatvivleligen sige: »I den Tanke at faa en fornøjet Dag, og med det Haab, at muligennoget nyt og uventet skulde gøre denne Fest mere end almindelig interessant.« Nogle vilde vel ogsaa sige, at de ventede at faa et eller andet Alvorsord at høre i den slesvigske Sag. Jeg har selv heller ikke været i Stand til at udfinde anden Hensigt. Jeg har talt med Bestyrelsen derom, og de Herrer har omtrent givet samme Svar: »De havde ved denne Fest ingen anden Hensigt, end at skaffe Folket, gamle og unge, høje og lave, Mænd og Kvinder en glad Dag, en Dag, hvor især den nationale Følelse kunde give Glæden et eget Præg og en større Fylde end et sædvanligt Selskab. De vilde gøre alt hvad de formaaede, for at dette kunde ske; men mere end Lejlighed og Midler til at man kunde more sig, kunde de ikke give. Om disse blev rigtigt benyttede, og om Morskaben og Glæden virkelig vilde indfinde sig, beroede paa, hvem der kom, og paa deres Sindsstemning, noget ogsaa paa Lykken og Tilfældet.«
Mine kære Landsmænd! Lad os da benytte Lejligheden! Bestyrelsen har ærlig gjort sit: den har ingen Møje og Anstrengelse, ingen Offer og Omkostninger sparet. Lad os nu gøre vort, og med aabent Sind og glad Hjerte nyde denne Dag! Her er en ypperlig Danseplads, og prægtig Musik dertil; det plejer dog at være de unge Pigers og Karles bedste Fornøjelse.
Her er Skiveskydning, hvor der gives Lejlighed til at more sig og vise sin Færdighed, og blive belønnet derfor. Men for dem, der ikke kan tage Del i disse Forlystelser, eller ikke finder nogen Fornøjelse ved at se paa dem, er der sørget for Bænke og Hvilesteder, Borde og Telte; de kan opsøge deres Venner, og i al Mag forslaa Tiden med skæmtsom eller alvorlig Samtale. Ogsaa er her den skønneste Lejlighed til at stifte nye Bekendtskaber, der kan blive Kilde baade til Gavn og Glæde.
Og nu dertil bestandig at være omgivet af den dejlige Instrumentalmusik, der alene vildevære nok til at fryde Hjertet, men som endnu meget forhøjes ved herligt udførte Korsange, der i den Grad bevæger Sjælen, at man knap ved, om man er i Himlen eller paa Jorden. Og skulde der uagtet alt dette, endnu være nogen tilbage dorsk og døsig, saa vil Kanonernes Torden ryste hans Sind op af Dvalen, for at der ikke skal være Een her paa Skamlingsbanke, som forbliver uberørt af Festens Indtryk.
Jeg haaber ganske vist, at Hensigten skal opnaas, at vi alle skal more os herligt her idag. Der er kun een Ting jeg kan tænke mig som Hindring; men den kan ogsaa være farlig nok. Det er: hvis det skulde ske her, som saa ofte, at den ene gaar bestandig og ser efter, hvad den anden gør, og tænker paa, hvad andre vil sige, uden at turde følge egen Lyst og Indskydelse, ret som om vi var fulde af uanstændige og slette Begæringer, som vi vel maa lukke for, at de ej skal fare ud og gøre os Skam og volde Forstyrrelse.
Men en saadan ængstelig Opmærksomhed paa hvorledes andre, især saadanne, som anseesfor finere og fornemmere, bære sig ad og hvad de dømmer, er ikke noget godt, det er ikke andet end en umandig Frygtsomhed, der slaar baade Sjæl og Legeme med Lamhed; og denne Frygtsomhed har endda sin Grund i en ussel Forfængelighed, ikke at ville passere for enfoldigere eller raaere end andre. Jeg kender godt denne Omstændighed. Jeg har truffet den saa ofte i Huse og Byer, hvor jeg kom for at foreslaa noget, der forekom mig saa simpelt og ligefrem. Det er en led Heks, der drager om her i Landet og forvirrer Forstanden og dæmper Modet. Derfor jag hende bort, hvis hun sniger sig omkring iblandt Eder. Her paaSkamlingsbanke maa vi dog faa hende fordreven, hvor vi har Dans og Musik, selv Kanoner til Hjælp.
Jeg har endnu nogle Ord at sige; det er angaaende den nærmeste Anledning til denne Fest. Denne er, som enhver nok kan tænke, Sprogreskriptet, som udkom for 3 Aar siden. Med hvor stor Glæde og Taknemmelighed denne Kongl. Gave blev modtaget i Nordslesvig, ved vi alle. Men denne Gang var Glæden ikke som ved saamangen Gave, indskrænket til Modtagelsens første Øjeblik; den er tvertimod bestandig taget til, bestandig blevet inderligere og almindeligere. – Jo længere vi ejer denne Skat, jo nøjere vi betragter den, desto klarere indser vi, hvilket dyrebart Klenodie vi besidder i den. Den indeslutter vor Ære og vor aandeligeFrihed. Thi om Ære og Frihed kan kun der være Tale, hvor man nyder Borgernes almindelige og nødvendige Menneskerettigheder; men dem har vi og vore Forfædre i mange Led været berøvede. De, som havde at byde og befale, og som dog lønnes af Staten, altsaa med voreegne Afgifter, for at sørge for vort Vel, kunde tale til os i fremmed Sprog og lade os selv sørge for, hvorvidt vi forstod dem eller ej. Dette er ikke at blive behandlet som rigtige Mennesker eller som fuldstændige Borgere. Den, som i Statens Navn skal tale til os, er pligtig at tiltale os i Landets Sprog; ellers er der ingen Sikkerhed for, at vi forstaar ham. Og naar Staten forlanger vor Tale, hvor det saa er, enten for Retten eller i Stændersalen, maa vi have Ret til at bruge vort Modersmaal. – Hvem binder Hænderne paa sin Karl, naar han skal arbejde, eller hænger Klodser om hans Fødder, naar han vil skikke ham i Ærinde? Dette indsaa Kongen, og derfor gav Han Sprogreskriptet. Vor forrige Konge indsaa det ogsaa, og prøvede flere Gange paa at gøre os frie; thi han kunde ikke lide Slavelænker, og han var den simple Mands fuldtro Ven. Dog kunde han ikke føre det ud; men det var vores og ikke hans Skyld: Vi hjalp ham ikke imod dem, der vilde hindre det, enten det saa var, at vi dengang var for enfoldige eller forknytte, men nu ved vi bedre hvad det gælder om; derfor vil vi denne Gang hjælpe Kongen: han skal mærke, at han kan stole paa os, og vore Modstandere skal erfare, at de ikke alene har med Kongen at bestille, men ogsaa med Folket, idetmindste med os Bønder. Det hedder nok, at vi ikke har Lov til at sætte os op imod Embedsmændenes Villie; men disse har ligesaa lidt Lov til at sætte sig op imod Kongens Villie.
Men, mine kære Landsmænd! Vi maa passe vel paa, passe vel paa os selv, at vi ikke lader os narre. Kan vore Fjender ikke faa Modersmaalet fra os med Magt, saa søger de at udrette det ved List. De søger at faa den ægte Æresfølelse i os skaffet tilside, og faa en falsk sat i Stedet, uden at vi mærker det. De vil vænne os til, at vi skal skamme os ved vort Modersmaal, og se at skjule dette for Verdens Øjne, og at sætte en Ære i at tale et andet Sprog, eller dog efterabe det saa godt vi kan. Kan de først faa os alle til den Tro, saa har de bundet Munden paa os, bundet Tanken og Villien og Hænderne paa os, saa kan de faa os til det taabeligste og forkeerteste af Verden. Og vi tør desværre ikke nægte, at en saadan Hunde-Æresfølelse – jeg kalder den saaledes, for Hunde kan ogsaa vænnes til, paa deres Herres Befaling, at skamme sig eller føle sig stolte af hvad det skal være – at en saadan Hunde Æresfølelse har rodfæstet sig hos mange her i Landet. Det kommer af, at Forfængelighed og falsk Æresfølelse let kan indpodes alle, selv de usleste Mennesker, men det er kun faa, som af Naturen har faaetSelvstændighed og ægte Æresfølelse. Men Sprogreskriptet af 14. Maj 1840 giver et bedre Lys om, hvad der er den sande Ære, og de, som hidtil har sat deres Stolthed i at følge i Halen paaderes Overmænd, vil vel efterhaanden komme til at erkende, at det er hæderligere at gaa i Spidsen for deres Ligemænd, og mindes, at Slesvigernes Vaaben ikke er en Abekat, men en Løve.
Reskriptet af 14. Maj 1840 ophævede som ved et Trylleslag den Fornedrelsesstand, hvori det nordslesvigske Folk i Aarhundreder havde været lænkebundet. Derfor skal vor Friheds- og Æresdag ogsaa være vor aarlige Fest- og Glædesdag. Lad os Alle med een Mund istemme: » Velsignet være den 14. Maj og
Velsignet være dens Giver, Kong Christian den Ottende! Hurra!