Stor tak til Cavlingkomiteen – både for prisen og for det kæmpe arbejde, der ligger bag at uddele prisen.
Tak til Dansk Journalistforbund for at sætte rammerne. Og til dem, der har indstillet historien om mink-erstatningen til prisen.
Og stor respekt til holdet fra Berlingske – Ronja, Lars og Christian – for jeres sprudlende kreative måde at gå til undersøgende journalistik på. Og stor respekt til Casper, Morten og Jacob fra Kontant på DR, I har lavet et stykke møjsommeligt, stædigt kildearbejde. Jeg lyttede til jeres præsentationer i går og tænkte, at vi er i rigtig godt selskab med jer.
***
Jeg vil gerne sige noget om jer fire, der står her – jeres historie – og noget om, hvordan den slags journalistik, I står for viser vejen ind i fremtiden. Og jeg begynder med det sidste. Så bear with me – jeg skal indlysende nok komme til jer.
Den klassiske journalistik – den der bliver produceret af et medie og ligner det, vi er vant til at kalde journalistik – står midt i en eksistentiel krise.
Mange steder i verden bliver medier udfordret af magthavere, som ikke anerkender værdien af deres arbejde.
Gamle forretningsmodeller er for længst brudt sammen. I den digitale verden har aviser, tv og radio ikke monopol på folks opmærksomhed, sådan som det var tilfældet i gamle dage. Mængden af indhold er eksploderet. Men mængden af mennesker, der har lyst til betale for og forbruge journalistik, den skrumper.
Desuden. Vi lever allerede i en fremtid, hvor en AI kan producere det samme, som mange journalister kan – bare på kortere tid og med færre kommafejl.
Nogle medier vil lukke. Folk kommer til at miste deres jobs. Nogle magthavere vil blive ved at udfordre den institution, som uafhængige medier udgør. Og det er altsammen vildt udfordrende.
Men journalistikken kommer til at overleve. Når unge er holdt op med at opsøge traditionel journalistik – så betyder det ikke, at de er holdt op med at være nysgerrige på verden. Tværtimod. De vil stadig vide noget om verden, mærke den, vækkes af den, forstå den. Og derfor bruger de massevis af journalistik, bare ikke den, der ligner en klassisk nyheds- eller baggrundsartikel, eller som lyder af det, der kom ud af FM-radioen eller tv-kanalen.
Det, der definerer mennesker som art er, at vi fortæller historier for at kunne lave samfund med hinanden. Vi kan mærke et instinkt i os, der giver os lyst til at forstå, hvad i alverden der foregår omkring os.
Og sådan vil det blive ved at være, så længe der findes mennesker. Vi har helt grundlæggende lyst til at forstå den verden, vi er en del af – så vi kan handle i den og tage ansvar for den.
Theis, Mathias, Helle og Kaare – jeres historie om den svulmende erstatning til minkavlerne er sådan et godt eksempel på netop dét.
Jeg kan huske den frokost, hvor du Theis lige havde læst en pressemeddelelse om at erstatningen endnu engang var vokset med nogle milliarder, og du undrede dig. Hen over rugbrødsmadderne stillede du verdens bedste spørgsmål: Hvorfor?
Oplysningen om den voksende erstatning til minkavlerne var tilgængelig for alle. Der var ikke noget hemmeligt ved den. Men der var ikke andre end dig, der stillede det spørgsmål. Som Marie Walter Clark skriver så sandt i Det blinde øje, bredte der sig efter hjemmel-sagen en enøjet fortælling om, at det var syndt for minkavlerne – og den fortælling, tror jeg, havde som konsekvens, at spørgsmålet om størrelsen på deres erstatning slet ikke var inde på radaren i offentligheden. Vi ved i dag, at minkavlerne helt bevidst har fået mereend værdien af det tabte som betaling. Vi ved, at minkavlerne har siddet med et flertal i de kommissioner, der har besluttet beløbet på erstatningerne. Vi ved, at regningen kan være blevet op til 10 milliarder dyrere, end først antaget.
Da I i går fortalte om tilblivelsen af sagen til FUJ’s arrangement, sagde I meget rigtigt, at historien faktisk hverken har helte eller skurke. Men I sagde også, at den har en taber – os skatteydere, der meget vel kan ende med at betale et beløb svarende til et rigtig stort supersygehus for meget i erstatning.
Historien er et stykke Danmarkshistorie. I har gravet, I har fået kilder i tale, I har systematiseret data for at dokumentere den historie. Men I har også gjort noget andet. I har virkelig fortalt historien. Lige så svært det er at grave, lige så svært er det at få nogen til at lytte eller læse med. Opmærksomheden i dag er ikke givet. Det kræver dramaturgi, fortællegreb, personlighed og en følelse af som lytter eller læser virkelig at blive inviteret indenfor i historien sammen med jer.
Jeres historier gør præcis dét.
Det er kun godt to år siden, at vi to Kaare, hjemme i dit køkken, lavede skitserne til en undersøgende gruppe på Zetland – og I begyndte at arbejde sammen som hold.
På de to år har I lavet – sammen med Frederik og Oskar – vigtig og velfortalte serier.
I er kritiske, aldrig kyniske.
I er stædige, aldrig enøjede.
I er seriøse, aldrig kedelige.
I er komplet kompromisløse, og helt vildt dejlige og åbne at arbejde sammen med.
For mig viser i vejen for, hvordan væsentlig, kritisk journalistik lyder og føles, så man har lyst til at forbruge det.
Og også af den grund er jeg helt enig med Cavlingkomiteen: I fortjener på alle måder landets fineste journalistpris.
På Zetland går vi lige om lidt amok i stolthed og glædesrus. Vi spiser pizza og drikker tusind øl på Café Sommersted på Vesterbro – og alle er velkomne.
Til aller sidst. Tak til vores medlemmer. Det er dem, der finansierer journalistikken og gør den mulig – disse fire skønne mennesker kunne ikke have vundet denne fine pris, uden opbakningen fra dem.
Tak for ordet.
