Vi har nylig holdt Stavnsbaandsfest i Danmark, Fest for Bondefrigørelsen for 100 Aar siden. Det skulde være en Fest, hvorom alle i Landet skulde samle sig, "saa lød det", og der blev stævnet til Møde i Hovedstaden for at drage med i det store Festtog til Frihedsstøtten, Mindestøtten om hin Tids Stordaad.
Naar man nu saa dette mægtige Tog, saa skulde man jo tro, at her i Danmark var alle Stavnsbaand løste - men nej! Dette Tog blev netop et talende Vidnesbyrd om, at Sukket om Befrielse endnu lyder i Danmark; thi mange var de Mænd, som ikke vilde deltage, fordi deres Frihed var bleven trælbunden, og Kvinderne var heller ikke med, de var ved et Magtbud udelukkede fra Deltagelse, "Kvinder og Børn kunne ikke deltage i Festtoget", saa lød det. - Saaledes fejrede vi Befrielsesfest den 20. Juni!
Ligesom der for 100 Aar siden, længe før Kronprins Frederik og hans Mænd udtalte det store Frihedsløsen, gik en lang kummerfuld Tilværelse forud, saaledes er det nu for Kvinden, og den er langt værre, thi den stakkels trælbundne Bonde var bleven sløvet af Herremandens Pisk, af Herremandens Forbrug af hans Tid og Livskraft, men vi Kvinder staa nu lysvaagne med klar Bevidsthed om vor Underkuelse, om den Uret, vi lide, idet det saalænge er forholdt os at leve et menneskeværdigt Liv.
Til den omtalte Stavnsbaandsfest skrev Digteren Alfred Ipsen et smukt Digt, hvoraf jeg vil tillade mig at citere nogle Strofer, da de synes mig at passe paa Kvindens Stilling. Han skrev:
"Stavnsbaand har vi nok tilbage,
Der er Baand i hundredvis,
Fattigdom og Tryk og Plage,
Dumheds Sump og Dorskheds Is,
Der er Fordom og Forstening,
Rester af den gamle Trold,
Der er Trang paa Tro og Mening,
Og paa Tanker er der Told."
Ja, "Stavnsbaand har vi nok tilbage, der er Baand i hundredvis", og skulde jeg her opregne alle de Baand, der binde Friheden for Kvinden, saa blev jeg næppe færdig i Aften, men for at nævne nogle af de vigtigste, vil jeg blot minde om Hustruens Umyndighedstilstand i Ægteskabet. Kvindens Udelukkelse fra alt Arbejde i Kommune og Stat osv. osv.
"Der er Fordom og Forstening, Rester af den gamle Trold". Ja, den gamle Trold, Fordommen, hvorledes skal vi faa ham dræbt? Hvorledes skal vi faa Samfundet til at værdsætte os som Mennesker, hvis Arbejdskraft det nok var Umagen værd at vinde?
Hvorledes skal vi faa mange Mænd til at ophøre med at prise sig lykkelige fordi Kvinden staar som Blomsten i Blomsterhaven med sin Sphære og Duft og fryder hans Øje, ophøre med at betragte hende som et Legetøj, man tager frem i ledige Timer til sin Morskab? Hvorledes skal vi faa mange Kvinder til at forstaa, at et Liv i Arbejde er den største Velsignelse for et Menneske? Hvorledes skal vi faa mange Kvinder til at kaste Paafuglehalen med sin Glimmer og iføre sig en Dragt, der aandelig talt passer for en alvorlig Kvinde? Aa, gid det kunde blive skrevet udenpaa hver Kvinde "Ej blot til Lyst", og først og fremmest indeni hvert Kvindehjærte "Ej blot til Lyst, men til Arbejde og Fuldkommenhed", saa var vi naaet et godt Stykke frem! Der gaar et Suk efter Forløsning og Frigørelse gennem den hele Kvindebevægelse, et Suk saa dybt,, smertefuldt, at det nok skal høres og smelte de haarde Hjærter, der saalænge har forholdt os vor Frihed og Menneskeret. - Dette Suk er hørt rundt om Lande i Norden, og derfor kom der hid baade Kvinder og Mænd fra hele Norden, fordi de har forstaaet dette Suk.
Jeg vil da nu byde dem alle "velkommen", baade dem, der kom for at "høre", og dem, der kom for at arbejde paa, at Sukket maatte forstumme, ja, jeg vil byde dem velkommen til Arbejdet i disse Samfærdsdage, og hertil vil jeg knytte Ønsket om, at dette Arbejde maa bære rige Frugter, saa vi snart kan holde "Befrielses fest".