Skip to content

Linnea Minghettis nytårstale

Om

Taler

Linnea Maria Minghetti
Folkeskoleelev

Dato

Omstændigheder

Børnenes nytårstaler 2025. Talen blev sendt på TV2 i samarbejde med UNICEF. 

Videokilde er taget fra UNICEF Danmarks youtube-kanal. Udsendelsen er bragt af TV2.

Optagelse

Tale

Godaften – og godt nytår! 

Da jeg jo hverken er Dronning Margrethe, Kong Frederik eller Statsminister, så kræver dette jo en præsentation. Jeg hedder Linnea. Jeg er ikke én, som du burde kende. Jeg er ikke på landsholdet i en eller anden sport, influencer eller har deltaget i juniorbagedysten. Jeg har ikke kendte forældre. Jeg er bare en helt almindelig pige – faktisk ”Barn Danmark” ligesom man kan være hr. og fru Danmark – og ”OS” helt almindelige er der jo flest af. Når man er barn i Danmark, så er det heldigvis for langt, langt de fleste børn et rart sted at være. Vi får mad, tøj på kroppen, undervisning, har fritidsaktiviteter – ofte ledet af frivillige voksne. Det er jo skønt. Tak til de ældre genererationer for at skabe sådan et samfund for os med tryghed og muligheder. Vores problemer hører ikke til i basale overlevelsesproblemer, hvilket virkeligt er så frygteligt og hjerteskærende at nogle mennesker – og desværre rigtigt mange – skal leve under. Heldigvis er det ikke sådan i Danmark. Vi dealer med nogle andre ting. Og vores barndom har mange udfordringer, som kun vi børn kender til. 

Livet og vilkårene var ikke sådan, da vores forældre var børn. De har ikke prøvet at vokse op i en digital verden. Det har vi. Vi er den første generation af børn, der er vokset op med FOMO, hadbeskeder, shitstorm, emojis med hjerteøjne osv. Første generation, der er kastet ud på dybt vand og skal lære at begå os i den verden. Nogle skoler vælger at tage telefonerne fra os i skoletiden og banne alle sociale medier og farlige sider, så vi taler rigtigt sammen – i det mindste i skoletiden. Andre skoler opdrager til, at dette er kommet for at blive. Nu er der kommet er borgerforslag omkring regler for børn og unge i den digitale verden. Lyt til os. Lad os finde ud af noget i fællesskab. I har livskundskab og lange uddannelser. Men det er faktisk os børn og unge, der er specialisterne. Så pas på os, men lyt også til os her i det nye år. Der sker så meget ude i den store verden. At være bange for krig og katastrofer er ikke for børn ... heller ikke voksne. Lige nu – vokser vi børn op i en tid – hvor der fra myndighedernes side bliver rådet til, at man skal have et forråd til at kunne klare sig i flere dage, hvis nu ... Det er for tæt på. Det bliver man bange af.

Det er vores generation, der har en ny verden, hvor vi skal løse problemstillinger, som man ALDRIG før har set i historien. Vi skal finde en vej ud af klimakrisen. Vi skal ændre hele den måde at leve på, som vi ser vores forældre og bedsteforældre lever på. Det hjælper, hvis vi ser gode rollemodeller. Jeg vil også lige indsparke – fordi jeg har mulighed for det – at det med rollemodeller også gælder på nettet. Kommenter pænt og ordentligt. Skriv aldrig noget, som du ikke ville turde at sige ”in your face” til andre. Sidstnævnte var en alle-opfordring. Min generation skal ikke længere kunne kongerækken udenad. Det kan vi hurtigt google ... eller få hjælp af ChatGPT. Vi skal selvfølgelig have en vis basisviden, men vi skal i den grad kunne tænke selvstændigt og være innovative. Og vi skal ikke kun måles på, om vi er gode til at gå til prøver eller eksamener. Jeg tror ikke, at der er et voksent menneske i hele kongeriget Danmark, der ikke har haft følelsen af ikke at være god nok. Den følelse man får, når man bliver stemplet med en lavt tal.

Vi er hele mennesker – hele børn. Vi gør – for det meste – vores bedste. Lad vores evner og potentiale blomstre og komme frem i lyset. Alle ved, at man godt kan blive en god tømrer, en god præst, en fantastisk sygeplejerske, selvom man er virkelig dårlig til engelsk. Einstein dumpede ved sin første optagelse på Teknisk Universitet og Walt Disney var mega ordblind. Barndommens land er fuld af undren, leg og fantasi. Ungdommen er fuld af letsind, dristighed, mod og håb. Det er kvaliteter og værdier som man ikke skal kimse ad. Det skal man absolut heller ikke af livserfaring. I fællesskab skal vi – børn og voksne – gå ind i 2025 med ønsket og håbet om et lidt bedre sted. Et lidt bedre sted behøves ikke at være kæmpestore højtflyvende planer eller ændringer. Vi kan alle bidrage lidt – og alt tæller - selv et lille smil. Det kan varme.

Kilde

Kilde

Manuskript taget fra unicef.dk med tilladelse fra taler og udgiver.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags