Vi skal høre nogle ord fra Galaterbrevet kap 3:
”I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.. Hér kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde – for I er alle én i Kristus Jesus! Og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelsen.”
Jeg elsker – når gudstjenesten er forbi og vi skal ud, og præsten går ned ad midtergangen – at vi da rejser os: ja for at ære præsten? Nej embedet, eller forkynderen. Af hvis mund vi nu, til vor store glæde, har hørt ”Guds ord og vor saligheds lærdom” som Palladius, Sjællands første evangeliske biskop, udtrykte det.
Jo for dét en præst er kaldet til, er netop dette.
Intet andet end dét.
Fordi det på dette sted drejer sig om grundvilkårene for vort liv: Nemlig om vor tilværelses udsathed. Vor selviskhed. Vor dødelighed. Og ikke om alt muligt andet, som lige er oppe i tiden. Hvorfor vor præst må læse sig dybt ind i Evangeliet som det mest originale af alt, og som den store glædelige nyhed for dem der er stillet som vi er det – og så lade dét tilgå os. Til liv og glæde for os.
Fint nok – men hvad så med os andre, eller det almindelige præstedømme, som enhver ”der er krøbet ud af dåben” som Luther siger, har del i?
Jamen dét er der da rigeligt med plads til, for dét realiserer vi ikke mindst i vor dagligdag! I husker vendingen fra Katekismen om det ”enhver husfar skal lære sine husfolk”, og det kan vi let oversætte, for hvad er smukkere og mere nødvendigt, end når en mor synger for sit barn og fortæller om Frelseren? ”Den broderlige samtale”, Luther igen, ikke at forglemme – mellem vennerne og dem vi møder – igen noget alle kristne har del i. Og sidst men ikke mindst – når vi som nu udgør en bekendende og lovsyngende menighed!
Så alle står vi i linjen fra apostlene! Mens nogle altså er sognepræster/nemlig dem der er
uddannede dertil, og kaldede af en menighed og ordentligt indsat. Til gavn og glæde for os alle.
Menighedens tjenere.
Mænd, såvel som kvinder.
Jamen, Herren udvalgte dog tolv mænd til at være vidner og gå ud i alverden?
Helt rigtigt!
Men som argument betragtet: en ren tankeløshed: Havde der været kvinder iblandt, kunne de ikke i hine tider være gået ud i verden med dyden i behold, for nu at sige det uforblommet. Komfortable for kvinder var datidens rejseforhold just heller ikke. Her må lidt historisk sans til.
Så kirken er et fællesskab af Kristustroende, samlet om evangeliets ord, og om den hellige dåb, den hellige nadver. Udtalt af kvinde- eller mandemund, udført af mande- eller kvindehånd – det kommer ud på et.
Og som før ordet elske faldt mig i munden – kunne jeg følge det op med at erklære: At kirken med dens gudstjeneste dog er det dejligste sted. En himmel på jord. Forsmag på det der skal komme.
Og det hvad enten du står der i fuldt ornat. Eller sidder rigtig godt i din kirkebænk sammen med alle de andre.
Som Guds børn ved troen. Alle én i Kristus.
Det kan vi ikke takke nok for!
Guds ord og vor saligheds lærdom.
Hver eneste gang vi er her.
Også i dag.
I dette øjeblik.
Arvinger i kraft af forjættelsen.
Derfor:
Gud, lad os leve af dit ord
som dagligt brød på denne jord,
og før dermed fra grådens dal
os hjem til Himlens frydesal! AMEN
”I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.. Hér kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde – for I er alle én i Kristus Jesus! Og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelsen.”
Jeg elsker – når gudstjenesten er forbi og vi skal ud, og præsten går ned ad midtergangen – at vi da rejser os: ja for at ære præsten? Nej embedet, eller forkynderen. Af hvis mund vi nu, til vor store glæde, har hørt ”Guds ord og vor saligheds lærdom” som Palladius, Sjællands første evangeliske biskop, udtrykte det.
Jo for dét en præst er kaldet til, er netop dette.
Intet andet end dét.
Fordi det på dette sted drejer sig om grundvilkårene for vort liv: Nemlig om vor tilværelses udsathed. Vor selviskhed. Vor dødelighed. Og ikke om alt muligt andet, som lige er oppe i tiden. Hvorfor vor præst må læse sig dybt ind i Evangeliet som det mest originale af alt, og som den store glædelige nyhed for dem der er stillet som vi er det – og så lade dét tilgå os. Til liv og glæde for os.
Fint nok – men hvad så med os andre, eller det almindelige præstedømme, som enhver ”der er krøbet ud af dåben” som Luther siger, har del i?
Jamen dét er der da rigeligt med plads til, for dét realiserer vi ikke mindst i vor dagligdag! I husker vendingen fra Katekismen om det ”enhver husfar skal lære sine husfolk”, og det kan vi let oversætte, for hvad er smukkere og mere nødvendigt, end når en mor synger for sit barn og fortæller om Frelseren? ”Den broderlige samtale”, Luther igen, ikke at forglemme – mellem vennerne og dem vi møder – igen noget alle kristne har del i. Og sidst men ikke mindst – når vi som nu udgør en bekendende og lovsyngende menighed!
Så alle står vi i linjen fra apostlene! Mens nogle altså er sognepræster/nemlig dem der er
uddannede dertil, og kaldede af en menighed og ordentligt indsat. Til gavn og glæde for os alle.
Menighedens tjenere.
Mænd, såvel som kvinder.
Jamen, Herren udvalgte dog tolv mænd til at være vidner og gå ud i alverden?
Helt rigtigt!
Men som argument betragtet: en ren tankeløshed: Havde der været kvinder iblandt, kunne de ikke i hine tider være gået ud i verden med dyden i behold, for nu at sige det uforblommet. Komfortable for kvinder var datidens rejseforhold just heller ikke. Her må lidt historisk sans til.
Så kirken er et fællesskab af Kristustroende, samlet om evangeliets ord, og om den hellige dåb, den hellige nadver. Udtalt af kvinde- eller mandemund, udført af mande- eller kvindehånd – det kommer ud på et.
Og som før ordet elske faldt mig i munden – kunne jeg følge det op med at erklære: At kirken med dens gudstjeneste dog er det dejligste sted. En himmel på jord. Forsmag på det der skal komme.
Og det hvad enten du står der i fuldt ornat. Eller sidder rigtig godt i din kirkebænk sammen med alle de andre.
Som Guds børn ved troen. Alle én i Kristus.
Det kan vi ikke takke nok for!
Guds ord og vor saligheds lærdom.
Hver eneste gang vi er her.
Også i dag.
I dette øjeblik.
Arvinger i kraft af forjættelsen.
Derfor:
Gud, lad os leve af dit ord
som dagligt brød på denne jord,
og før dermed fra grådens dal
os hjem til Himlens frydesal! AMEN