Vi lever i en tid med en række kriser. Vores børn og unge oplever mistrivsel i et omfang vi ikke har set før. Det er alvorligt og vi kan ikke skubbe det foran os, til at blive løst på et andet tidspunkt, hvor det passer bedre.
Forleden offentliggjorde Børns Vilkår en rapport, der kunne fortælle, at hver anden pige i 8. klasse føler sig utilstrækkelig. Mange føler sig presset til at præstere perfekt – både i skolen, socialt og ikke mindst online. En tredjedel af pigerne og 13 % af drengene taler om lav livskvalitet. Det betyder dage med ondt i maven, angst, tristhed og ensomhed. Vores børn og unges trivsel går den forkerte vej. Og det skal vi prioritere at finde en løsning på. Nu.
Vi oplever klimakrisen. Det er ikke vores børnebørn der kommer til at opleve det – det er her og nu. En tredjedel af Pakistan står under vand. Naturbrande hærger Australien og Californien og tørken har lagt Europas floder tørre. ”Hvis du ser mig, så græd” stod der på en af de utallige hunger-stene, der blev afsløret da vandet forsvandt. Varmen har også selvstændig bidraget til elprisen er gået i vejret.
Vi har krig på europæisk jord. Vi har næsten glemt de menneskelige rædsler, fordi konsekvenser af krig og sanktioner også rammer os selv så hårdt. Men vi må ikke glemme – mænd, kvinde og små børn bliver slagtet af Putin. Vi bliver nødt til at fortsætte vores støtte til Ukraine – for de kæmper også en kamp for alle os andre. Og jeg vil gerne sige her fra rigets talerstol det der ødelægger den gode stemning: Skam jer Ecco. Skam jer Rockwool. Skam jer der har sat profit over døde ukrainske børn. I har været med til at legitimere Putin. I har fodret hams krigsmaskine. I tre regioner, er Rockwool den største skattebetaler. Skam jer. Historien vil dømme jer hårdt.
...
Herhjemme rammer inflationen hårdt. Og det bliver værre endnu. Det er den hårde sandhed. Det er også derfor vi i SF siger klokkeklart til regeringen: indkald til forhandlinger med det løfte til danskerne: ingen skal gå fra hus og hjem! For det er jo faktisk det forfærdelige scenarie som mange står overfor. Det handler ikke længere om hvorvidt man kan komme på vinterferie. Eller om man skal sælge bilen. For nogle er prisen på gas, olie og træpiller blevet så voldsomme, at det truer med at trække tæppet væk under hele familiens økonomi.
Stram - det må man sige, at regeringens udspil er. Analysen er rigtig, konklusionen er forkert. For der er mange måder at være både stram og ansvarlig på. Vi er selvfølgelig nødt til at tage højde for den buldrende inflation og føre klog finanspolitik. Men i sin prædiken om økonomisk ansvarlighed anviser regeringen kun sparevejen – der er også en anden vej og det handler om omfordeling, så vi stadig kan hjælpe de der er allermest ramt af stigende energipriser og vi stadig kan investere i vores velfærdssamfund, i en tid med krise i vores velfærdsinstitutioner.
Det er mindst ligeså vigtigt at udvise social ansvarlighed. I SF mener vi, at de to ting både kan og bør gå hånd i hånd. For det har en pris at lave stram finanspolitik der ikke investerer i børn, unge, deres trivsel og vores sundhedsvæsen. Og det er de mest udsatte, der får lov til at betale den pris, hvis vi strammer for hårdt.
Årets finanslov leverer ikke svar på tidens udfordringer. I SF foreslår vi en formueskat på 0,5% af formuer over 5 mio., så penge, der bare står og samler støv på en bankkonto, kan komme ud i samfundet og gøre en kæmpe forskel for mennesker, som rent faktisk har brug for dem. Vi har brug for at rykke sammen i bussen. I alt har vi forslag for 5,5 milliarder kroner og finansiering for 5,5 milliarder kroner. Dertil foreslår vi en særskat på rederier der tjener overnormale protfitter på coronarelaterede flaskehalse og på inflationen. Ja, bidrager til inflationen. Konkret betyder det at Mærsk skal betale 12 milliarder kroner. Fra dem der tjener på inflationen – til dem der lider under inflationen.
Nogle er blevet meget rigere de senere år. Der er tale om formuer, som har vokset sig større – ikke bare under, men også på grund af – en af vor tids største kriser; nemlig coronakrisen. De penge vil vi i SF gerne sende tilbage til dem, der har lidt under og på grund af coronakrisen. Og som nu lider under den stigende inflation. Og som har måttet se sig forbigået igen og igen, når der er blevet uddelt pengegaver. Nemlig vores børn og unge. Patienterne i psykiatrien. Velfærdsmedarbejdere, der knokler til for lav løn og under vilkår, der gør dem syge. Almindelige borgere, der ikke har råd til at varme deres hjem ordentligt op, eller som må slukke køleskabet for ikke at sprænge energibudgettet.
De fleste mennesker - de kan godt. Men mange har brug for en hjælpende hånd fra fællesskabet. Af forskellige grunde: Et præstationssamfund, der sætter den enkelte under pres. En sundhedssektor, der er i knæ, og som ikke kan rekruttere nye medarbejdere. En forfærdelig krig i Ukraine, der er med til at skabe inflation og energikrise. Det gør ikke de her mennesker mindre stærke. Det betyder bare, at de har brug for en ekstra hånd. Og det er vi ikke bange for at give dem. Og vi er heller ikke bange for, at bede dem, der har rigtig meget, til at bidrage lidt mere.
Tiden er ikke til højrefløjens skattelettelser der koster titusindvis af job i vores vuggestuer, børnehaver og skoler. Tiden er heller ikke til regeringens uambitiøse finanslov. Tiden er til ansvarlig og solidarisk investering i vores velfærd; i vores børn og unge og vores velfærdsarbejdere der passer på os. Hellere nu, end for sent. For vi risikerer, at regningen i sidste ende bliver for stor at betale – især for vores børn og unge.
Og til dem, der endnu ikke ved, hvor krydset skal sættes ved det kommende folketingsvalg: Stem, som om jeres fremtid afhænger af det. For det gør den.