Tusind tak for prisen til Stafetkomitéen, tak til Vartov for dagens arrangement og til DEO, som på så mange måder har formået at tage over, hvor Jens-Peter måtte slippe.
Han nåede at få at vide, at vi skulle modtage Ebbe Reichs demokratistafet. Det blev han meget glad, meget stolt og meget rørt over. Det gjorde jeg også.
Jens-Peter vidste, at han næppe selv ville være i live til at modtage prisen. Han forberedte derfor sin takketale i god tid, liggende i sin seng på Herlev sygehus.
Han dikterede ordene den 17. marts 2021.
Jeg skrev dem ned.
Og om lidt skal I høre dem.
Men først et par ord om mig og mit demokratiske fingeraftryk.
Dengang jeg blev færdig som journalist i starten af 80’erne, var der stor arbejdsløshed i faget. En ud af ti på mit hold fik arbejde. Jeg var en af de heldige, og fik et barselsvikariat på EU-modstandernes avis Notat.
Efterhånden som jeg arbejdede mig ind i stoffet, blev det mere og mere spændende. Og da vikariatet udløb, blev jeg hængende.
Efter nogen tid tog jeg mod til mig og spurgte, hvorfor avisen ikke havde en korrespondent i Bruxelles, når meget af det vi skrev om dog fandt sted der og ikke ude på pløjemarken i Allingåbro, hvor avisen havde til huse.
Svaret var, at ingen havde lyst til at arbejde i Bruxelles. Men jeg var da mere end velkommen til at prøve – bare det ikke kostede noget ekstra.
Jeg tog af sted og forstod snart, hvorfor ingen havde lyst til at tage af sted. Når man kom fra en avis, der ikke skrev positivt om EU, så var man meget ugleset.
Nu er jeg ikke den type, der synes det er sjovt at stå i skammekrogen ret længe. Jeg fandt derfor sammen med kolleger fra andre lande. Fra Italien var der mange kvindelige journalister og nogen af dem ovenikøbet redaktører.
På den måde fik jeg masser af information, som man ikke fik ved briefingerne på den danske EU-ambassade i Bruxelles.
Jeg opdagede, at den europæiske journalistik slet ikke var europæisk – den var national.
Danske reportere skrev om konsekvenserne af nye EU-tiltag for Danmark, hvilke love skulle vi ændre, hvor meget ville det koste os – eller hvad kunne vi tjene? Hvilke kommentarer havde den danske minister? Tyske journalister rapporterede tilsvarende mest om konsekvenserne for Tyskland. Franske om Frankrig.
På den måde slap EU for nemt. Hvor var den europæiske presse, som kiggede på helheden?
Da vi kom frem til år 2000, var internettet så vidt udbredt, at man kunne etablere en europæisk presse online. Jeg startede EUobserver. På engelsk, for de fleste mennesker i Europa kan nu engang ikke tale dansk. Euractiv blev startet på samme tidspunkt af en franskmand og en belgier. Og i 2015 kom amerikansk-tyske Politico til. Så nu er vi mindst tre europæiske medier.
Uden mediestøtte eller rige investorer er det svært at starte et nyt medie. Det har derfor kostet al min professionelle tid. Men nu har Europa en avis, hvor mange mennesker fra forskellige lande kan komme til orde, og vi bidrager på den måde til demokratiet i Europa.
Adskillige gange var jeg ved at give op. Så var det godt at bo sammen med en stædig sønderjyde, som Jens-Peter. Han overbeviste mig hver gang om, at man aldrig skal trække sig eller give op i vigtige sager.
Tak for prisen.
Og nu skal I høre Jens-Peters takketale, der er formuleret som et brev til Ebbe.
