"Han er jo død, Jens, vi kan da ikke fotografere en død mand”. Og der var SÅ stille.
Det startede med en kæmpe EM fest i Parken. Stemningen var høj, koronaen [sic.] var lav. Det var ret fantastisk. Men så faldt Christian Eriksen om i det 43 minut.
Jeg sad heldigvis ved siden af en af mine allerbedste kollegaer, Jens Dresling og min chef Kristian Djurhuus reagerede lynhurtigt. Der skulle tages nogle hurtige beslutninger om alt andet end fodbold. Der var pludselig om liv og død.
Den 12 juni var en chokerende og surrealistisk dag i Parken. At fodboldlandsholdet bagefter rejste sig og kom helt til semifinalen på Wembley og der blev fodboldfest i Danmark, det startede alt sammen den dag Eriksen faldt om….. Der er kommet en enorm interesse for landsholdet og når de spiller mod små nationer som f.eks Færøerne er Parken helt fyldt.
Kære dommere. Jeg er glad for at I valgte en af os fotografer der var i Parken den dag. Der er ingen sportsbegivenhed sidste år der kommer i nærheden af det mareridt vi alle var vidne til d. 12 juni. Den dag vil blive husket for altid.
Jeg vil gerne takke mine chefer Kristian og Kris fra Ritzau/Scanpix for alle de sportsoplevelser I har givet mig.
Og jeg vil sige tak til min ægtefælle, Jeanette for at være lige her hos mig og fordi du tog hele læsse[t] med husbyggeri mens jeg rejste rundt og legede sportsfotograf.
Til allersidst. Det bedste af alt er at Christian Eriksen lever. For ca 2 uger siden, 259 dage efter sit hjertestop, spillede han igen en fodboldkamp og når han forhåbentlig snart træder ind i Parken med landsholdet, så vil jeg virkelig gerne være der.
Tak. Tak for prisen.