Allerførst vil jeg sige tak for at vi i TID TIL FRED – aktiv mod krig er blevet inviteret til at tale til denne smukke og til alle tider vigtige 4. maj manifestation. Ordene jeg vil dele med jer er udtryk for en del af vores arbejdsgrundlag, og er blot én ud af mange vinkler på det meget vigtige fredsarbejde der foregår i mange afkroge af både København og i resten af Danmark.
4. maj, vores befrielsesaften her i Danmark efter 2. verdenskrig. Afslutningen på krigen blev et håb om en verden i fred, som tydeligvis ikke skulle vare længe. Med oprettelsen af NATO i 1949, hvor nogle blev lukket ind og hvor andre blev holdt ude, blev oprustningen valgt som middel på vejen til fred, og det har bragt os til den situation vi står i i dag.
Vi kan alle spørge os selv, om det virkelig var det vi vandt 2. verdenskrig for? Blot for at danne en alliance, der har holdt os i militariseringen og oprustningens faste greb lige siden? Hvordan kan nogen tro at det giver os fred i verden?
Virkeligheden er at krig er et skræmmende instrument til gavn for ganske få virksomheder og rigmænd. Militæret er et olieslugende monster og storforbruger af kemikalier der udledes til naturen. Krigshandlinger slår mennesker ihjel, og ødelægger og lægger hele landområder i ruiner.
Her i Danmark har vi selv en kæmpe stor del af ansvaret for den situation vi står i i dag. Og desværre er den danske regering opsatte på, at Danmark skal være placeret i kernen af den vestlige alliance.
Men vi har altså brug for nedrustning, ikke udvidelse af vores militære samarbejde med alliancepartnere som NATO og EU.
USA, verdens største militære magt, og NATO, verdens stærkeste militære alliance, er i vores øjne den største trussel mod menneskeheden
Børneavisen forklarer alliancen på denne måde: NATO – en klub af lande der passer på hinanden – men nej… den vestlige alliance er en klub af lande der med vold (krig, våben og overmagt) enten smadrer eller undertrykker de lande, der ikke vil være med i legen. En forenklet voksenforklaring kunne lyde: NATO – magt eliten og våbenindustriens lobby-organisation. Og andre igen kalder den jo bare for Nuklear Armed Terror Organisation
Krigene bunder i ønsker om ressource-omfordeling og imperialistiske drømme om overlegen geopolitisk magt. Men når stormagter slås, er det altså almindelige arbejdere, der bliver sendt ud for at slå hinanden ihjel.
Med den nye forsvarsaftale kaster vi milliarder efter oprustning. Samtidig har vi en regering der er på absolut vanvids-kurs. Igennem et år har de forhandlet med USA om adgang for amerikanske tropper på dansk jord.
At åbne for det vil betyde afgivelse af suverænitet, og vil være en fortsættelse af den farlige udvikling der er, ved at trække Danmark ind i centrum af en eventuelt kommende krig, både som deltager og som bombemål.
Overalt i verden bruger USA deres baser og udstationerede soldater til at føre krig på kontinenter langt fra deres eget. Krigene mod Afghanistan, Irak, Libyen kunne ikke være gennemført uden NATO’s og EU’s baser i Mellemøsten og i Europa.
Indtil dags dato har det amerikanske militær altid nægtet at oplyse om de medbringer atomvåben når de lægger til i de danske havne. Det samme vil gøre sig gældende i fremtiden. Atomvåben er desværre en del af både USA og NATO’s militære strategi. Danmark kan ikke engang underskrive FN’s traktat om at forbyde atomvåben på verdensplan fordi vi er en del af NATO, det er da en skandale.
Lige nu opruster Danmark på alle planer. Budgettet til NATO er forøget med 18 milliarder om året, og den danske regering har udskrevet valg om at afvikle forsvarsforbeholdet i EU. Frygten for krig der ligger latent i os alle, bruges til at få os trukket længere ind i militariseringen, men de ressourcer vi bruger på krig og våben, gør vores verden mere usikker. De ressourcer der bruges, kunne være så meget bedre givet ud.
Derfor står vi klart på i TID TIL FRED – aktiv mod krig, at vi skal stoppe oprustningen, miljøsvineriet, og militariseringen af vores samfund.
Vi kan ikke bestemme over hvad andre lande gør, men vi kan vise en vej ved selv at vælge nedrustning i vores land. Hvis vi skal gøre en forskel for vores børn og for vores fremtid skal vi selv tage ansvar for at gå en fredelig vej.
Verden har ikke brug for flere våben, flere soldater og flere krige. I stedet for oprustning, så lad os kæmpe sammen for fred og velfærd i alle verdens lande.
TID TIL FRED – aktiv mod krig står på det man kunne kalde ”freds-fløjen” og vi laver jævnligt aktioner her i Københavns-området.
I anledning af fælles nordisk anti-NATO dag – går vi på gaden med flyers på fredag d. 6. maj – hvor vi også afleverer en opfordring både til den svenske og den finske ambassade om ikke at melde sig ind i den vestlige alliance. Vi mødes ved Ofelia Beach kl. 10.30 – alle der har tid og lyst kan komme og være med
Vi afholder Fredscafé om Forsvarsforbeholdets betydning for freden og fredsarbejdet i Europa. Det er i Kulturhuset Indre By, søndag d. 29. maj, kl. 13-15 Vil du være aktiv i fredsarbejdet sammen med os, så kom på vores aktions-mail-liste – Få en flyer hvis du vil vide mere :-)