Skip to content

Lizette Risgaards 1. maj-tale

Leif Jørgensen

Om

Taler

Lizette Risgaard
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Dato

Sted

Fælledparken

Tale

Kære venner. Kære alle sammen.Hvor er det dejligt at se jer! Her ude i det virkelige liv. Dejligt at være sammen med jer for vi har noget helt særligt sammen. Vi har en særlig historie sammen. Og en fælles opgave sammen. En opgave med at skabe dét samfund, der er bedre i morgen, end det er i dag.Og for mig er det faktisk ret klart, hvilket samfund det er. Det er et samfund, hvor vi er mere rige, hvor vi er mere lige, hvor vi er mere trygge.Mere rige. Altså et samfund, hvor vi har gode job, hvor vi tjener gode penge. Og hvor vi har råd til at tage os godt af hinanden.Mere lige. Hvor alle får del i velstanden, og hvor alle har mulighed for at leve det liv, de gerne vil. Uanset om man er mand eller kvinde, mørk eller lys, høj eller lav Om man bor i Kolding eller i København.Mere trygge. Hvor vi ved, at hvis vi har brug for det – så står nogen bag os og holder hånden under os. Hvor vi ved, at hvis vi mister vores arbejde, kan vi stadig beholde vores hjem. Og hvor vi trygt kan aflevere vores børn i børnehaven. Hvor vi kan trække os tilbage fra arbejdsmarkedet, når den rigtige tid er kommet. Det er dét, vi arbejder for.Så der er nok at se til, kære venner! Der er rigeligt at gøre. Men vi kan klare det i fællesskab. For når vi står sammen, så vi står fast. Vi er faktisk én million mennesker, som står sammen. Tænk lige over det. Én million medlemmer i LO-fællesskabet – 18 forbund, privat og offentlig sektor. Vi er et stort fællesskab. Vi er et stærkt, og vi er et stolt fællesskab. Det skal vi ikke glemme.Og det skal politikerne og arbejdsgiverne ikke have lov til at glemme! De skal vide, at de kommer ikke uden om os! Så når Lars Løkke-regeringen tror, at de kan slippe af sted med at hæve vores pensionsalder endnu mere end allerede aftalt – så tager han fejl!Vi vil ikke betale med vores liv og vores helbred for unødvendige skatte-sænkninger. Vi vil ikke køres fuldstændige flade, for at en direktør kan få råd til fladskærm nummer fem! Allerede i dag er mange lønmodtagere slidt ned til sokkeholderne. Derfor kræver vi i LO en ordentlig seniorførtidspension, som alle nedslidte kan få gavn af.Er regeringen i gang med at sørge for dem, som har slidt og slæbt i et menneskeliv – nej! Hvad laver regeringen så? Ja, de har travlt – sammen med Dansk Folkeparti – travlt med at gnubbe skuldre med godsejere og direktører. Regeringen og DF har foræret over én milliard kroner væk til nogle af de allerrigeste i vores samfund. Helt ærligt!Og det er altså ikke fordi, jeg har noget imod godsejere, direktører og dem med de dyreste villaer – men det er altså ikke dem, som har mest behov! Og når regeringen så samtidig tror, at de får flere penge at jonglere rundt med, ved at spare på uddannelse og forskning, så må jeg bare sige: De tager fejl! Jo mere de sparer på uddannelse, jo fattigere bliver vi – alle sammen!Og når vi nu ved, at arbejdsmarkedet og udviklingen går stærkere end tidligere, ja så har vi brug for at blive dygtigere og klogere – brug for mere uddannelse – ikke mindre. Det er jo også derfor, vi har lavet en trepartsaftale sammen. Hvor arbejdsgiverne – for første gang i historien – har forpligtet sig til at lave 10.000 nye praktikpladser. Det er en kæmpe sejr! Og ufaglærte får en bedre økonomi, imens de uddanner sig. For vi har brug for flere faglærte i fremtiden – ikke færre.Og når politikerne tror, at det er uden omkostninger at klippe huller i vores sikkerhedsnet, at udhule vores dagpenge og gøre familier fattigere – så tager de fejl! Igen. Det er usolidarisk. Det er farligt. Det er fejt. Derfor har jeg også et budskab til de private arbejdsgivere i dag. Forbundene har jo lige forhandlet nye overenskomster med dem. og mange ude i verden ser misundeligt til, mens både de og vi bryster sig af ”Den Danske Model”. Dén skal vi passe på – og hvordan gør vi det bedst?Det gør vi bl.a. ved at stå sammen i kampen mod social dumping – Det er ikke kun et problem for os i fagbevægelsen, men så sandelig også for alle de gode arbejdsgivere, som holder aftalerne med os. Og jo flere af de plattenslagere, som uantastede får lov at operere i Danmark, jo værre, også for vores fælleskasse – skattekassen.Al arbejde i Danmark skal foregå på ordentlige vilkår og under ordnede forhold – uanset om det er danske eller udenlandske lønmodtagere, vi taler om. Der må da være nogle arbejdsgivere, nogle firmaer, inden for byggeområdet, der i hverdagen ikke behandler deres ansatte særlig godt. Det syness jeg virkelig, at arbejdsgiverne skal se at få ændret på. Tillid og et godt arbejdsmiljø er guld værd i disse tider.Kære venner, jeg skal til at slutte nu. 1. maj, Arbejdernes internationale kampdag handler om solidaritet ude og hjemme. Netop det internationale – det har vi måske en tendens til at glemme lidt herhjemme i Danmark. Men kære venner – arbejderbevægelsens kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår – den ér international. International af natur.For hvad hjælper dét, hvis vi kun kæmper for gode vilkår i Danmark – og virksomhederne så bare flytter arbejdspladserne til udlandet og udnytter arbejderne dér? I LO plejer vi at sige, at vi er stærkere sammen. Det gælder både, når arbejderne i Danmark står sammen som medlemmer af fagbevægelsen. Men det gælder også, når vi står sammen på tværs af grænser og forhandler os frem til fælles løsninger.Det er også derfor, at vi i LO er engagerede både globalt og i EU. Vi vil forandre og forbedre det europæiske samarbejde, så det er til gavn for arbejderne – i Danmark og i resten af Europa. Så der handles mere på tværs af grænser. Så der skabes flere gode job på ordentlige vilkår. Så vi løfter hinanden op – ikke ned!1. maj handler om solidaritet og om fællesskab. Og skal fundamentet fortsat være stærkt, skal vi passe på hinanden, passe på vores overenskomster og hjælpes ad med at organisere endnu flere. Hvis jeg må ønske, så er det her, jeg vil bede jer bruge kræfter på at organisere jeres arbejdspladser – tværfagligt – det vil være så godt.Husk også – der vil altid være kræfter, der vil forsøge at splitte os ad, lad det ikke ske! Vi er på samme hold. Og dét her hold – vi siger: NEJ til endnu højere pensionsalder, nej til dårligt arbejdsmiljø. NEJ til nedskæringer på uddannelse og forringelser af vores sikkerhedsnet. Og vi siger JA! til et Danmark og en verden, hvor vi er mere rige, mere lige og mere trygge.Sammen er vi stærke – og klar til fremtiden.God 1. maj!


Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags