Lizette Risgaards 1. maj-tale

Kære venner 

Så blev det 1. maj.

Arbejdernes Internationale Kampdag – hvor vi plejer at mødes for at fejre vores sejre og se frem mod nye mål – dagen, hvor vi hylder fællesskabet, solidariteten og sammenholdet.

Den her 1. maj bli’r en historisk én. 

Det er 130 år siden, arbejderbevægelsen besluttede at holde 1. maj – og kun én gang siden, har vi ikke været forsamlet rundt om i landet. Det var under besættelsen i 1940. Og i år, ja, her står vi midt i en sundhedskrise, og coronaen er årsag til, at vi mødes her på nettet. 

For vi skal holde afstand – men vi skal også – stå mere sammen end nogensinde før. 

For om noget, så viser coronaen os, at det er fællesskabet, vores velfærd og solidariteten med hinanden, der gør os stærke: 

Stærkere sammen – bare hver for sig.

Corona har vendt op og ned på vores liv og vores hverdag. 

Børn og unge længes efter at komme i skole og være sammen. Voksne længes efter at komme på arbejde. Og vi længes efter at ha’ et liv med vores savnede kære. 

Ja, og så er der alle jer, som har stået i front fra coronakrisens start – været udsat – men alligevel passet jeres arbejde, uanset om du er ansat i den offentlige eller den private sektor. 

Tak til jer alle – alle sammen. Og også til alle jer tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, som knokler for at hjælpe kollegerne derude! 

Vi kommer alle til at mærke følgerne af sundhedskrisen, men nogle langt hårdere end andre. Det skal vi gøre alt for at modarbejde. 

For et samfund skal kendes på, hvordan vi behandler de svageste. 

Det må ikke igen blive dem, der har mindst, som ender med at betale det meste af regningen for krisen, sådan som vi så det under finanskrisen!

Denne gang SKAL vi vise, at der er en solidarisk vej ud af krisen. 

Det vil vi i fagbevægelsen kæmpe benhårdt for. 

Her i foråret har vi på det private arbejdsmarked – under meget vanskelige vilkår – forhandlet gode overenskomster i hus for 600.000 lønmodtagere.

Med historisk høj stemmeprocent blev det et kæmpe ja til forhandlernes resultater. Dermed har vi klare aftaler at stå på, når der skal startes op efter krisen. 

Desværre har vi også på nogle områder endnu en gang oplevet, at der var så stor afstand mellem parterne, at det ikke var muligt at indgå en aftale. 

Her vil jeg virkelig opfordre til, at parterne allerede nu sætter sig sammen – corona eller ej – og får talt udfordringerne igennem! 

Det er helt afgørende, at der lægges et ordentligt fundament for de næste private overenskomstforhandlinger om 3 år. 

På dagen i dag skal vi også huske på den internationale solidaritet. 

Ser vi ud i verden, så mister folk deres job i et tempo, der overgår finanskrisen – og uden noget særligt sikkerhedsnet at falde tilbage på. 

Vi ser sundhedssystemer knækker sammen under presset. Og at fattige har dårligere adgang til hospitalsbehandlinger end de rige. 

Det er skræmmende, beskæmmende, men desværre ikke overraskende. 

For det er stadig sådan, at alt for mange virksomheder og hovedrige mennesker snyder og unddrager sig beskatning via skattely – det forkrøbler samfundsudviklingen, der hvor værdierne er skabt. 

I Fagbevægelsen vil vi fortsat stå sammen med vores internationale kampfæller for at bekæmpe den globale ulighed og sikre anstændige arbejdsvilkår for mennesker – og sætte en stopper for skattesnyd – det gælder både her og ude i verden.

Men – vi kan ikke gøre det alene, og derfor appellerer jeg stadig til både folketing og arbejdsgivere: Det her er en fælles udfordring, både på EU- og verdensplan.

Indtil videre er det herhjemme lykkedes os nogenlunde at ta’ hånd om coronakrisen ved at stå sammen.

Vi har på rekordtid forhandlet trepartsaftaler og hjælpepakker til erhvervslivet igennem.

Med trecifrede milliardbeløb holder vi hånden under mange virksomheder og dermed også rigtigt mange arbejdspladser. 

Det er Danmark, når vi er bedst! 

Desværre er krisen langt fra slut. 

Der venter os mange udfordringer – titusindvis af især unge, ufaglærte og faglærte har helt uden skyld mistet deres job eller deres praktikplads – og dermed deres indtægt. Hvordan sikrer vi, at de kommer tilbage i uddannelse eller job?

Mange virksomheder er allerede på randen af konkurs – det går foruroligende hurtigt. Hvordan sikrer vi, at de igen bliver sunde og stærke arbejdspladser? 

Jeg vil sige så meget, at svaret ligger ikke i at gøre som den borgerlige regering gjorde under finanskrisen, hvor skattelettelser blev løsningen på alle problemer. 

Besparelser på vores skattevæsen var heller ikke nogen god idé. Det lider vi under i dag – men heldigvis er regeringen i gang med at rette op, også på det – corona eller ej. 

De såkaldte ’reformer’, der i virkeligheden var brutale nedskæringer for arbejdsløse og folk på overførselsindkomst, var også en helt forkert medicin.

Den slags krisehåndtering kan vi under ingen omstændigheder acceptere. Denne gang er det helt afgørende, at vi i fællesskab hjælper Danmark ud af krisen.

Efter sundhedskrisen bliver målet at genopbygge et godt velfærdssamfund, som alle bidrager til – så vi er klar til de næste udfordringer, der måtte komme. 

Mange af os møder jo ikke på arbejde, som vi ellers plejer. Og pludselig forstår mange flere værdien af rent faktisk at kunne træde ind på en arbejdsplads og møde kolleger. Vi får øjnene op for, hvor meget det betyder, at være en del af et godt fællesskab på en arbejdsplads. 

Den forståelse er god, for alt for mange står udenfor – og kigger ind – og de ønsker sig brændende et job, en uddannelse eller en praktikplads, men af den ene eller anden grund har de svært ved at få foden indenfor eller komme tilbage i arbejde. 

Jeg ønsker mig, at vi efter krisen gør os umage for at få flere – langt flere – med i vores arbejdsfællesskaber. 

Hvis vi kan’ gi’ lidt flere en chance og skabe et lidt mere rummeligt arbejdsmarked, så vil det styrke os alle sammen – det er jeg overbevist om.

Lige nu og her skal vi naturligvis ta’ hånd om de titusindvis, som pludselig har mistet deres job i de sidste måneder. 

Vi mener i den forbindelse også, at den maksimale dagpengesats skal hæves midlertidigt – i den her helt ekstraordinære coronasituation – ligesom vi helt ekstraordinært hjælper virksomhederne i en periode. 

Og når der nu ingen job er – så er det nu, vi skal sikre et løft i uddannelse til de ledige. Denne gang SKAL det lykkes … Vi skal uddanne – mens tid er – så vi er klar til at tage de nye jobs, der opstår, når coronaen har sluppet sit tag i os.

Og når det sker – hvis vi ta’r det lidt længere lys på – så får vi brug for:

- Offentlige investeringer, renoveringer, nybyggerier der skaber reelle jobs – og gerne grønne job. 

Det er langt bedre end flere skattelettelser, hvor vi ikke er sikre på, at der kommer job ud af det. 

- Og så skal vi have fuld fokus på klimaet. 

Coronaen stopper hverken de unaturligt store regnmængder, stormene eller de mange naturkatastrofer, vi er vidne til i disse år.

Men når vi nu ved, hvad vi – SAMMEN – regering, folketing og arbejdsmarkedets parter kan indgå af aftaler på utrolig kort tid – når viljen er der, og alle er enige om udfordringen – så skal vi gi’ hinanden håndslag på klimahandlingsplaner, der for alvor sætter kursen mod 70 %’s reduktion af CO2-udledningerne.

Vi kan, hvis vi vil! Og vi vil gerne være med. For vores børn og børnebørn skal gerne sige om os: ”De gjorde en forskel i tide”, og ikke: ”De var sig selv nok!”

Og vi ved, at alle kommer til at bidrage. Men det skal IKKE være dem, der har mindst, der skal betale mest. 

Klimaforbedringer og social ansvarlighed skal gå hånd i hånd. 

Nu vil jeg runde af med at ønske jer alle en fortsat rigtig god kampdag.

En meget speciel 1. maj. 

I skal vide, at jeg er SÅ stolt af ALLE fagbevægelsens medlemmer! Stolt af den indsats, alle yder, for at vi kommer ud på den anden side af denne coronakrise – med ar på krop og sjæl, men også med målet om et Danmark, hvor vi er mere rige, lige og trygge. 

Kære alle sammen, uanset hvor I er, så gælder det: Vi skal passe på hinanden og værne om fællesskabet.

Jeg glæder mig til at se Jer igen næste år … Sådan rigtigt 

Fortsat rigtig go’ 1. maj!