Skip to content

Lizette Risgaards tale i anledning af Arbejderbevægelsens 150-årsfødselsdag

Leif Jørgensen

Om

Taler

Lizette Risgaard
Formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation

Dato

Sted

Faksegade, København

Omstændigheder

Arbejderbevægelsen blev bannet i 1871 og fejrede i 2021 150-års fødselsdag.

Tale

Kære venner
Tak til alle jer, som er mødt frem i dag for at fejre vores 150-års fødselsdag.
Det er en stor dag!
Og se jer lige omkring.
Er der noget smukkere end et optog med røde faner?
Lige nu… For 150 år siden… blev ”Den Internationale Arbejderforening i Danmark” stiftet.
Grundstenene til den stærke, danske fagbevægelse, hvor vi står sammen på tværs af fag – ja, de blev lagt dengang, lige her ved Tømrerkroen.
Louis Pio sad sammen med Brix og Geleff og blev enige om, at det var tid…
Tid til at tage kampen op mod de forfærdelige forhold, som man bød arbejderne.
Tænk tilbage… i 1870’erne var den typiske arbejdstid for en industriarbejder fra 6 morgen til 7 aften – og for mange endnu længere. Arbejdsugen nåede hurtigt op på 78 timer!
Lønnen var lav… Og livet – det var både kort og hårdt. 
Fællesskabet blev deres redning... De stærke bånd mellem arbejderne… Tillid, mod og sammenhold.
Sådan blev vores bevægelse skabt.
Og sådan har den levet videre lige siden.
Ny står vi her – udenfor den nye Tømrerkroen.
Den har haft mange adresser siden. Vi udvikler os jo. Følger med tiden. Det er derfor, vi står her nu.
Kære venner!
Når vores samfund ser ud som det gør i dag... Så er det kun fordi vores forgængere turde ta’ kampen.
Turde sætte job og økonomi på spil.
Turde stå op for retfærdighed og frihed.
Og – ikke mindst - turde tage kampen for kollegaen.
Det er dét, vi fejrer i dag.
Vores stærke fællesskab. Solidaritet. Sammenhold.
For sammenholdet, fællesskabet – det er de udsatte og de svagestes allerstærkeste våben!
***
Siden det hele startede for 150 år siden, er vi kommet rigtig langt.
Skridt for skridt har vi hævet lønningerne… Forbedret arbejdsmiljøet…
… Sænket arbejdstiden – og tilkæmpet os seks uger betalt ferie. 
Vi har bygget det arbejdsmarked og det velfærdssamfund, der er i dag.
Senest har vi opnået retten til tidlig pension. Arne – og Annes!... pension. Så alle kan trække sig tilbage med værdigheden i behold, inden kroppen siger stop!
Det er jer, som har gjort det, kære venner. Det er det, vi kan, når vi står sammen. Det ka’ vi godt være stolte af.
Og – det har vi kun kunne gøre ved at organisere os.
Ved at melde os ind i fagforeningen og stå sammen på tværs af fag, på tværs af offentlig/privat… stå sammen!!
Men!... kære venner.
Vi kan desværre se, at nogle af fortidens forfærdelige arbejdsforhold bli’r genoplivet på dele af vores arbejdsmarked.
Nemlig.com, nul-timers-kontrakter, falske selvstændige, folk som bliver underbetalt og udnyttet på det groveste. I har jo hørt om sagerne.
Og – det er ikke rimeligt.
Det er ikke fair.
Det er ikke et velfærdssamfund værdigt.
Og I må ha’ mig undskyldt – men vi kommer ikke simpelthen ikke til at sidde på vores flade og se til, mens brutale bølle-virksomheder tramper ind – og giver sig til at smadre det, som alle før os, og som vi har knoklet i 150 år for at bygge op!
Derfor er vores budskab – til alle virksomheder, alle arbejdspladser - som mener, at de hører til i Danmark:
Lad os nu for pokker rette blikket mod fremtiden – og efterlade gammeldags og usle arbejdsforhold, hvor de hører til… I fortiden!
***
Kære venner.
Sager om dårlige løn- og arbejdsforhold… et arbejdsmiljø, der halter… manglende respekt for hinanden og for ens faglighed…
… dem oplever mange af jer til daglig – hvad enten I er tillidsvalgte, medlemmer eller kollegaer…
Det er jo derfor, vi er her – og det er jo derfor, vi altid skal være her.
For at hjælpe hinanden. Stå sammen.
Så længe der er noget at komme efter…
..Hvad enten det er fordi nogen kommer til skade eller bliver syge af deres arbejde….
… eller bliver snydt eller diskrimineret…
Så længe der er ulighed og utryghed.
Så længe har vi et arbejde, der skal gøres!
Ingen af os ved hvordan fremtiden kommer til at se ud.
Men én ting er jeg sikker på.
Sammenhold, fællesskab og solidaritet er vejen frem. 
Det har historien vist os.

For kære allesammen. Det arbejdsmarked vi har i dag, er ikke kommet fra den ene dag til den anden.
Det har krævet et langt seje træk.
Vi har lagt sten på sten.
Vi har forhandlet. Og en gang imellem konfliktet. Fordi vi har haft styrken.
I dag er udfordringerne nogle andre, end de var for 150 år siden.
Men vores opgave i fagbevægelsen er den samme.
Vi skal sikre, at vi får alle med. At i morgen altid bliver bedre end i går.
**
Om lidt går vi i samlet flok ind til Arbejdermuseet.
Den ældste bygning for arbejdernes forsamling i Europa.
Og selvom museet er en ældre dame i dag, så er fundamentet intakt – lige som fagbevægelsens fællesskab.
FORDI vi har plejet det, renoveret det, udviklet på det.
***
Jeg tror på nye sejre. Jeg tror, på at fremtiden er lys.
Vi kæmper – og står på skuldrene af dem, der startede det hele for 150 år siden.
Deres kamp… Og alt det, vi har opnået gennem tiden... - Det forpligter.
De forpligter os til at holde fast i vores stærke fællesskab.
Lad os fortsætte kampen sammen!!
Tillykke til os alle, og fortsat rigtig go’ fødselsdag!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags