Skip to content

Lizette Risgaards tale ved 3F's kongres

Leif Jørgensen

Om

Taler

Lizette Risgaard
Formand for FH

Dato

Sted

Aalborg

Tale

Kære kongres.
Kære 3F’ere.
Kære venner!
Hvor er jeg glad for at være her i dag. Hvor er jeg glad for at være sammen med jer. 
Ikke kun i dag og på kongressen, men til hverdag – at stå sammen med jer. For sådan er det. Vi står vi stærkere. 
Siden sidste 3F-kongres. Ja, der er det rigtigt. Fællesskabet er blevet større. Vi har skabt en ny hovedorganisation. Fagbevægelsens Hovedorganisation. Og nogle gange. Ja, så kan man måske tænke at det var jo lidt lettere i gamle dage. MEN. Vi er jo også kendt for, at vi ikke vælger de lette løsninger. 
Og vi står stærkere end nogensinde. 
Vi står med det, som gør det muligt at få politikerne til at lytte til os. Lytte for at få et bedre Danmark. 
1,4 mil medlemmer…. 
Og chancen for at sætte en ny dagsordener – sammen. 
Vi skal have et Danmark, der bygger både på en stærk offentlig og stærk privat sektor. 
Et Danmark, som ikke handler om dem og os. 
Ikke om dem i det offentlige. Og os i det private. 
Ikke dem på Sjælland og os i Jylland. 
Næ, et Danmark, hvor ”vi” er de fleste.
Sammen ja, hvad kan vi så ikke udrette…. 
Se på folketingsvalget. Her beviste I jo. Her beviste vi, at vi i fagbevægelsen kan være med til at afgøre den politiske retning i Danmark. 
Det var på grund af vores fælles indsats. Vores fælles indsats, at politikerne på tværs af partier var nødt til at forholde sig til alle de lønmodtagere, som bliver slidt og nedslidt af deres arbejde. 
Vi satte dagsordenen. Om tilbagetrækning og arbejdsmiljø. Ulighed og nedskæringer på uddannelse. 
Ja, om velfærd. Den velfærd som skranter. 
Og nu har vi fået en mere lønmodtagervenlig regering, som vil bekæmpe fattigdom og ulighed. Sætte velfærden først og styrke uddannelserne frem for at skære. 
Og…. sørge for tidligere pension til de slidte – dem der har knoklet et helt langt arbejdsliv og som har brug for at kunne trække sig tilbage. Trække sig tilbage uden at stå med hatten i hånden. 
Så man ikke først må gå, når man ikke kan stå… værdig tilbagetrækning…. 
Det er hjerteblod for mange. Hjerteblod for mange danskere, mange arbejdere, mange lønmodtagere… og også for regeringen, for statsministeren – det gør mig glad. Det gør mig glad, at vi sammen - kan gøre Danmark til et endnu stærkere fællesskab ….    
Hvornår kan I måske huske, en regeringschef der sidst har haft dét som topprioritet? 
Altså at hjælpe hårdtarbejdende lønmodtagere? 
At indføre reformer – som ikke handler om at skære ned og forværre - men om at bygge op og forbedre?
Jeg syn’s vi skal klappe hinanden på skulderen. På skulderen for det er jo jeres – vores – arbejde, som har sat dagsordenen for en anden vej….og vælgerne har stemt for en ny og mere solidarisk politik. 
Så…. Rigtig godt …. Vi har fået en ny regering – vi har fået et nyt flertal i Folketinget….
Og….
Ja…..  blå blok… blå blok har fået sig en rystetur. 
Jeg tror, at især Venstre har forstået vigtigheden af værdig tilbagetrækning. 
Selv Lars Løkke må ha’  indset, at det er uværdigt. Det er uværdigt at være tvunget til at trække sig tilbage af bagdøren
Og så er der Liberal Alliance. De har også fået én på tuden. Nu er de Folketingets mindste parti. 
Og så har de jo også fået Folketingets yngste formand. Mon han overhovedet kan huske, at vi vandt EM i ’92? 
Os andre… vi husker jo… dengang i ’92… …. Og du har jo ret, Per, dengang var vores samfund mere lige. 
Siden da er uligheden steget. I har råbt vagt i gevær. Vi, i fællesskabet har ….  Og regeringen har lovet, at de vil bekæmpe fattigdom og ulighed. Det holder vi dem op på…. 
Men her må jeg altså igen kvittere…. 
Regeringen har besluttet at hjælpe 28.000 børn, som lever i fattige familier  
  • De har sat velfærden først i aftalerne med kommunerne og regionerne. 
  • Styrket uddannelsen af pædagoger.
  • Og lukket Støjbergs hul for import af billig arbejdskraft til landbruget.
Og dét er altså inden den første finanslov er  startet ! Så, jeg tænker bare….  hvad kan det så ikke blive til i de næste 4 år – 8 år… 12 år?! 
Det er startet godt ….Og det er dét, der skal til. At man gør, hvad man siger.
Det er dét, der skal til – for at genopbygge vores samfund og vores samfundskontrakt. 
Det er dét, der skal til….. for at genopbygge tilliden. 
Og vi trænger til det! 
Det var ikke socialdemokraterne, der ødelagde efterlønnen og skar ned på arbejdsmiljø og på velfærd. 
Men det er dem, som skal rette det op…. Og det er dem, som har lovet, at de vil gøre det.  De vil løse problemerne. Og vi vil selvfølgelig hjælpe. 
Vi skal ha’ genskabt tilliden mellem os, vælgere og Christiansborg, vi skal ha’ skabt en 
  • En klar retning for et mere retfærdigt Danmark
  • En klar retning for genopretningen af velfærd
  • En klar retning for et grønt Danmark
Og mærk jer mine ord. Jeg synes da, vi skal være stolte af, at vi har en statsminister, der i dag er inviteret til at tale over på den anden side. Over there. Og i FH. I Fagbevægelsens Hovedorganisation bakker vi 100% op om, at der skal ske en forandring ift. klimaet.  
Den klimadagsorden er rigtig vigtig. Men det skal gøres på en måde, så det ikke er dem, der har mindst, der skal betale mest for den grønne omstilling.
Næææ. Den grønne omstilling skal også ske på en dansk måde. 
Når job forandres eller forsvinder – så skal der skabes nye og bedre job. 
Når nogen mister deres arbejde – så skal de ha’ hjælp til efter-videreuddannelse, så de kan få et andet arbejde. 
Nøglen er social retfærdighed og uddannelse. Det er dét vi går med. Der skal vi have alle skal med. 
Og det med uddannelse. Det er I jo selv startet på at drøfte.  Hvordan vi får endnu flere – endnu flere af jer – af os - til at ta’ efter videreuddannelse…. 
Det er vigtigt… for ellers bliver vi overhalet…. 
Det gælder jer – det gælder jeres kolleger …. Det gælder os alle…. … og når vi siger vi il ha’ alle med på fremtidens arbejdsmarked…. Så kræver det altså også at vi selv ’gør noget’ … 
Nogen taler for tvang…. Måske er det det der skal til. 
Men ku’ vi ikke starte med, at vi gik hjem og krævede, at der bliver lavet uddannelsesplanlægning på samme måde, som man laver ferieplanlægning. 
Så er vi da godt på vej. Og så bliver det til noget. Så bliver det prioriteret.  
For jeg tænker, at det handler om jer, os, vores ’handelsværdi’…. Sådan så I kan gå andre steder hen… hvis I vil….
Men…. Naturligvis skal det jo planlægges sammen med arbejdsgiverne….. og når nu jeg er ved de arbejdsgivere. De skal altså til at tage sig sammen…. …. I ved det godt…. 
Arbejdsgiverne mener jo, at der er mangel på arbejdskraft. ’Ja, goddaw do’. 
Arbejdsgiver, de synes altså, at de skal have lov til at importere arbejdskraft.
Ja, jeg vil altså sige, at der stadig mange lønmodtagere - Per, er det 11.000 arbejdsløse 3F’ere, som ikke er inviteret inden for i varmen endnu…. Dem kan de jo starte med…..
Og så er der millioner af europæiske lønmodtagere, som kunne komme, hvis det var attraktivt at være i Danmark. 
MEN det der er vigtigt at sige. Det er, der er IKKE mangel på arbejdskraft….  
Vi ved jo godt, hvad det her handler om, ikk ?.....  (kig ud). 
Arbejdsgiverne vil gerne tjene flere penge, og betale os mindre i løn. Men Nix, den går altså ik’. 
Og det er ikke det værste. Næe…... 
Det der gør mig sur og gal og vred… det er…. at de har den frækhed at sige til os: 
”Vi mangler arbejdskraft. Derfor skal I IKKE have RET til værdig tilbagetrækning”.  ….Jamen….. helt ærligt. 
Det er jo en ualmindelig kynisk måde at tænke – og argumentere på. 
Det skal de ikke slippe afsted med. Ikke på vores vagt. 
Jeg har allerede haft det første møde med statsministeren, beskræftigelsesministeren og DA om ret til tidligere pension. 
Og vi fortsætter selvfølgelig. 
Fordi, alle skal have ret til gode år på pension. 
Et godt senior-liv efter at ha’ haft et godt arbejdsliv…. 
Det er, hvad vi kæmper for. Og vi har vel lidt vind i sejlene. 
For…. Grunden til at I – vi – har magt til at sætte dagsordner i Danmark er jo fordi, vi har organiseret os. Vi kan banke porten ind på Christiansborg. 
Fordi 1,4 millioner lønmodtagere. Dem kommer man ikke uden om. 1,4 million lønmodtagere som står skulder ved skulder. 
Derfor vil jeg også gerne rose jer for den indsats, I yder ude i afdelingerne. 
Jeg ved, at I gør et kanon stykke arbejde. 
I organiserer kolleger, som både er født her, og som kommer fra andre lande. 
Fra et andet arbejdsmarked. Fra en anden kultur. I gør dem til en del af fagbevægelsen. Det er den helt rigtige vej at gå. Og jeg ved det er svært… det er ikke nogen ’walk in the park’….. det er virkelig en kæmpeopgave….. ude på arbejdspladserne…. Støttet op af de lokale fagforeninger….. 
Og kære venner…. Organisering…. 
Organisering er vores skjold. For der venter os flere kampe.  
De sidste 10 år har vi oplevet et massivt pres fra Christiansborg. Der er blevet spinket og sparet i et vanvittigt tempo. Mange af jer har måtte løbe hurtigere – og det gælder både på det private og offentlige arbejdsmarked. Så hurtigt, at nogle har mistet pusten. Det tryk, det håber jeg – og det ser det ud til – kommer til at lette lidt. 
Det er godt… men så er der altså en anden hovedprioritet for os alle sammen…. arbejdsmiljøet… Arbejdsmiljøet som jo også har været på dagsordenen her de sidste par dage. Mobning, vold og chikane… seksuel chikane er fortsat et virkelig stort problem ude på arbejdspladserne… 
Og det med at have retten til at være sig selv. 
Og med det vi har hørt fra mange af jer, om et arbejdsmarked, hvor krænkende adfærd foregår, og hvor sager ikke bliver anmeldt – ja, så er der da virkelig noget at komme efter… det er totalt langt ude og arbejdsgiverne skal vi virkelig have fat i. Det er totalt uacceptabelt…  
Så det er en udfordring vi også skal løse sammen… og så vil jeg sige til jer. Der er en anden ting. Det der spørgsmål om, hvordan visse af de store og internationale virksomheder kommer her og ja, faktisk også tjener penge på at tryne medarbejdere og kalder det innovation. 
Jeg tænker på en virksomhed som Amazon. De har bygget det ene lager efter det andet i Europa. De kommer tættere og tættere på Danmark. 
Og med hvert lager følger skrækhistorier om kummerlige arbejdsforhold. 
I England. I England kære venner. Der tisser medarbejdere i flasker, fordi de er så pressede på tid. Det er ikke løgn. Det er hverdag. Og endda er Amazon også kendt for at lade medarbejdere i stikken, hvis de bliver skadet på jobbet. 
Det er IKKE nytænkende at koste rundt med medarbejdere, slide dem ned og jage dem. 
Det er en gentagelse af 1800-tallets brutale idioti. Det er en oldgammel metode, som nogle virksomheder - ligesom de gamle herremænd - har brugt i århundreder.
Vi så det også med RyanAir. Og med Uber. 
Men dem tog vi os jo kærligt af i fællesskab.
Det må aldrig kunne betale sig at konkurrere på dårlig løn og usselt arbejdsmiljø.  
Derfor kære venner. Derfor er det IKKE Robotter og ny teknologi vi skal frygte. Næ, vi skal i stedet kæmpe imod de virksomheder, som behandler medarbejderne, som robotter. 
Det bedste værn mod de der frygtlige forretningsmetoder. Ja, det er organisering og overenskomst. 
Alle virksomheder er velkomne i Danmark – så længe de respekterer den danske model. 
Og apropos overenskomster… 
Så kan jeg jo ikke lade John’s indlæg fra talerstolen i går gå upåagtet hen….
Jeg holder af dig John, men…. Skal du citere eller udlægge teksten fra mig, skal det være det rigtige og ikke det, du ville ønske, jeg sagde. 
For kære venner. Det er vigtigt for mig at sige til en fuld sal her. 
At på det private arbejdsmarked, der har man stået skulder og haft en musketered igennem mange år. Nemlig sammenkædning. Hvor ingen lades tilbage. 
Ingen lades tilbage, hvis de ikke kan indgå egne aftaler på deres overenskomstområde med en arbejdsgiver. 
Jeg mener, at vi står os godt ved den solidaritet, der er indbygget i den måde, hvorpå overenskomstforhandlingerne hidtil har været grebet an på. Med et sammenkædet mæglingsforslag. Der er selvfølgelig fordele og ulemper. Det er der ved alt. Men her opvejer fordelene ulemperne. 
Det har reddet mange områder gennem tiden – Per nævnte Fødevareforbundet NNF, som blev bedt om at gå 10-20% ned i løn. Inden for byggeriet… både Malerne og Blik og Rør… I kender dem jo godt. Og Tina, du sagde det også – sammenkædningen har også været godt for jer. Den solidaritet står vi os godt ved.
Det vigtige er jo at huske, at når I kigger frem. At det er jer. Jer der indgår overenskomster på jeres egne områder.
Og kun hvis I ikke kan blive enige, så samler vi op i forligsinstitutionen…. Og det er da demokrati. I bestemmer selv over jeres overenskomster. 
Og igen. Jeg er sikker på at I også i 2020 får rigtig gode aftaler på de forskellige overenskomstområder. 
For det er jo jer. Det er jer, ude på arbejdspladserne, der løfter Danmark fremad. 
Det er jer, der finansierer vores velfærd. 
Det er jer, som skaber værdi i virksomhederne. 
Stor respekt for det.
Og vi fortsætter selvfølgelig i Fagbevægelsens Hovedorganisation, det tværfaglige fællesskab. Kampen for ret til værdig tilbagetrækning, for et bedre dagpengesystem, og et langt bedre arbejdsmiljø uden mobning, vold og chikane. Og selvfølgelig retten til at være sig selv på arbejdspladsen. Og så har vi alle de andre dagsordener….    
Vi tager kampene sammen. Vi hjælper hinanden, dér hvor vi kan. 
Det er solidaritet. Lad os blive ved med dét. 
Og så vil jeg til slut sende en KÆMPE tak for det store stykke arbejde i altid har lavet i LO-sektionerne. 
Det politiske, det faglige, det lokale arbejde er afgørende. 
Vi er ikke stærke uden. Jeg kan derfor også love jer her, at vi sammen med de repræsentanter, som også I har udpeget til det arbejde med at finde en god løsning ---- og ikke i morgen….
Ja, så vil jeg sige, at I ved det også, at det for mig er både en hjertesag og en vindersag for fagbevægelsen, at vi er markant til stede lokalt. 
Jeg ved – og det ved I også. Mit hjerte det er for det lokale, tværfaglige arbejde.  
I ved jeg lytter til jer… og jeg har aftalt med Tina, at vi skal mødes med 3F-repræsentanterne, sådan så jeg kan høre, hvad I også tænker. Så jeres synspunkter klart kan medvirke til løsningerne…. 
Kære kongres – kære Per… og Compagni
3F gøre dig stærkere – fællesskabet gør os stærkere. Styrken ligger i de tværfaglige fælleskaber. Og vi har plads til endnu flere. Spred det glade budskab. 
Kampen for det gode liv. Den skaber vi sammen….. Fortsæt jeres gode arbejde. Og tusind tak til alle jer tillidsvalgte af alle slags. Fortsat god kongres. Jeg er stolt af jer.  

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags