Lone Buhl Pedersens prædiken juleaften

Lad os rejse os og høre første del af juleevangeliet, som det står skrevet hos evangelisten Lukas. ([kap.] 2, [v.] 1-7)

[Et barn er født i Betlehem synges]

Indledende bøn                                                                
Herre! Vi takker dig for, at du kom til verden for at vise os, at Gud er kærlighed. En kærlighed, der trodser alt. En kærlighed, der overvinder alt. Giv os blik for denne kærlighed, udvid vore hjertets horisont, så den kærlighed, du elsker os med, at den via os må nå til jordens ender. Amen!

Lad os rejse os og høre resten af juleevangeliet.

Jeg vil så gerne af folk forstår mig og ser mig – og at folk tror på, at jeg vil dem godt. 

Og nogle gange når jeg ikke bliver forstået – så kommer jeg med endnu flere ord, jeg forklarer og gør ved – men det hjælper ikke altid. 

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan – det er menneskeligt, sådan har vi det alle sammen. 

Min mor kan ikke engelsk – hun føler sig udenfor, hvis folk hun er sammen med begynder at tale engelsk – eller taler alle de der engelske udtryk. Så føler hun sig ikke set og forstået. 

Jeg kommer fra landet – de første 7 års skolegang var i en lille skole:  Haurum Sall centralskole – til denne skole kom vi fra alle husmandsstederne. Halvdelen af skolens elever kom fra landet – så jeg følte mig hjemme her. Her forstod vi hinanden. Her lugtede de fleste af os lidt af ko og gris – for i bad, det var ikke noget vi tog hverdag. Hvorfor i alverden skulle vi tage bad hver dag – vi skulle jo ud til køerne igen om lidt… Vi forstod det. Det var en god skoletid. Godt jeg ikke dengang skulle gå i skole i storbyen Hammel – her snakkede de et andet sprog end jeg gjorde. I Hammel ville jeg ikke ha følt, at jeg blev set og forstået. Her ville jeg ikke have følt mig hjemme. 

Da jeg gik på Universitetet for at læse til præst, der var der et par højpandede professorer som jeg ikke kunne forstå, hvad sagde og mente. 

I dag er der mange udtryk som folk siger – som jeg ikke forstår (Heldigvis har jeg konfirmander, der kan hjælpe mig)

Det er Random. (Almindeligt). Det er Nice. Det er cooked. Det er helt Baked. (Hvis ferien har været dårlig). Cap (Hvis jeg ikke tror på det som du siger) Cooker. 

En fra Løbeklubben fortalte, at hun havde løbet nøgen til et løb (Det betød hun havde løbet uden sin telefon).

En fortalte mig. Jeg er på sociale medier – for jeg har: Fear of missing out. 

Vi vil gerne ses. Vi vil gerne kunne forstå andre og vi vil gerne selv forstås.

Flere vil mene, at det der siges i Kirken det er ikke til at forstå. Og mange præster vil ikke forstå det - så de forsvarer sig med, at hvis folk kom oftere – ja så ville de kunne forstå. (Underforstået – det er ikke os præster det er galt med).

I det hele taget – når vi forsvarer os – så hører vi oftest ikke hvad den anden siger og mener. Vi forsvarer os for at beskytte os selv. Holde på vores egen ret. 

Hvilket sprog taler Gud og Jesus? Forstår vi hvad Gud og Jesus vil sige til os? Eller er det tågesnak?

Jeg forestiller mig at Gud for omkring 2024 år siden sad oppe i sin himmel – og han var ked af at han ikke havde forstået os mennesker. Og ked af, at vi mennesker ikke forstod ham. 

Derfor tænkte han sig ekstra om – og kom frem til, at hvis han sendte sin egen søn til jorden – Han skulle fødes som kærlighedens kongesøn. Hvis Gud på den måde viste sig på jorden i et lille bitte spædbarn – for sådan et lille spædbarn taler helt særligt til os mennesker – så ville vi forstå ham. Et barn, der skulle vokse op og tale menneskesprog som os – et menneske, der ikke bare talte, men også handlede – ja så ville vi mennesker forstå Gud. Forstå hvem Gud er og hvad han står for: Godhed og kærlighed. 

Og den dag i dag kan vi mennesker jo høre fortællingerne om Jesus og dermed få en forståelse af hvem han er og dermed hvem Gud er. 

Fortællingen om den gamle præst. Jeg tror at vi skal 70 år tilbage i tiden. 

Der var en forstokket, firkantet, vredladen præst.  

Denne strenge præst prædikede helst med torden og lynild og knyttede næver så kirken lugtede en anelse af svovl når han først var færdig. Og med gudstjenesterne var det som med ham selv: Det var uden at glæden ligefrem kom og bankede på. 

En dag blev denne præsts unge datter gravid med ”Gud ved hvem”.

Præsten blev ked af det og følte sig som en fuldstændig fiasko som far. Han var ødelagt af sorg, men følelsen af fallit blev suppleret med vrede, som gjorde, at han bortviste sin datter. Når hun var gammel nok til sådan noget… – måtte hun også være gammel nok til at stå på egne ben.

En aften stod hun så på trappestenen med sit lille spæde barn på armen. Hun stod på trappestenen og bankede på den dør, som indtil for nylig også havde været hendes. Hun bankede på i håbet om at blive mødt med åbne arme. I håbet om at blive forstået. Bankede på i håbet om at finde tag over hovedet til hende og hendes lille søn. 

Det var pigens mor – altså præstens kone - der åbnede døren. Og med sin datter og sit barnebarn stående ude i entreen gik præstens kone ind for at fortælle sin mand - (den gamle strenge præst) - at hans datter var vendt hjem med et lille spædbarn på armen. Men han sagde ikke et ord. Han drejede sig på stolen så han vendte væk fra sin kone, og så han samtidig vendte ryggen mod entredøren, hvor hans datter stod med tårer i øjnene. Præstens kone gik tilbage til entreen, tog resolut barnet fra sin datter og gik så tilbage ind i stuen hvor den strenge præst sad med armene over kors. Hun lagde nu barnet i hans skød og sagde: Dette barn er dit barnebarn.

Nu var det den gamle præst, der blev helt varm i kinderne og fik en underlig fornemmelse i maven. Han betragtede barnet, som var sundt og rask. Små bitte fingre.  Han vuggede barnet - idet han rokkede frem og tilbage i stolen. Han kunne ikke sige noget. Det var så STORT. 

Slutning /version 1. Dagen efter – da præsten havde sovet på det - stak det forbenede for dybt i ham.  Han hverken ville eller kunne tilgive datteren. Han ville aldrig kunne forstå, at hun havde handlet som hun havde. Hun havde bragt skam over familien.  Han havde lært hende god opførsel og hvordan havde hun opført sig? 

Han den forstokkede, stive præst kunne ikke lade sig formilde – og da han 20 år senere døde var han fremmedgjort for sin egen datter og havde slet ikke lært sit barnebarn at kende. 

Slutning/ version 2. Det her lille barn rørte den gamle forstokkede præst dybt – helt ind i hjertet. Og han måtte sige til sig selv – det er ligegyldigt hvem, der har ret og ikke ret. Her slår ord slet ikke til. Her er et barn – det har brug for al den kærlighed som det kan få – og jeg må som barnet morfar være en af de vigtigste personer, der skal give dette barn og dets mor – min datter - kærlighed. 

Det blev aldrig nemt for den forstokkede Morfar. Men han øvede sig. Øvede sig i at lukke munden og brede armene ud. Øvede sig i at strege ud og starte på en frisk. Øvede sig i, at det var kærligheden – og freden, der skulle være det vigtigste. Så måtte han en gang i mellem alene gå langt ud i skoven og her bande og svovle.   Her gik det ikke ud over andre – for derhjemme måtte han lukke munden og brede armene ud.

I aften sætter Gud et barn i vores og i verdens skød. Forstår vi hvad der sker – at det er en kærlighedserklæring til alle mennesker? 

Vil vi vælge slutning 1 eller slutning 2? 

Vi kan overfor andre mennesker – vi kan i livet som helhed være som den forstokkede Morfar – eller/og vi kan være som den Morfar, hvor nåden og kærligheden vinder. 

I julen er der mange mennesker, der er i klemme. I julen er der mange familier, der slider på hinanden – fordi vi ofte vælger, at være som den forstokkede Morfar – ikke at ville tilgive – ikke at ville se ud over vores egen næsetip. Ikke alle glæder sig. 

Gud kunne være blevet i sin Himmel og lade os om vores liv. Vores liv som altid er et liv i med og modgang. Gud var i sin gode ret til at tænke: De mennesker vil jo ikke høre alligevel. De mennesker vil jo ikke forstå mig… sådan kunne han have sagt. Men Gud valgte at gøre alt hvad han kunne for at vi skulle kunne forstå ham. Han sendte sin søn – kærlighedens kongesøn – til os på jorden. Hans søn der 33 år senere viste sin magt ved at afstå fra magten. Da de 33 år senere ville korsfæste ham  - da kunne han ha slået fra sig – dræbt et par af soldaterne og derved ha reddet sit eget liv – men han tog ikke liv for at holde på magten – men gav liv. 

Gud sendte sin søn til os mennesker for at for os til at forstå – at han vil os det bedste. At han står for godhed og kærlighed: Gud sendte sin søn – som et spædbarn til os.  Gud valgte, at han selv aldrig vil være som den forstokkede Bedstefar. Men altid lade nåden og kærligheden vinde.

I den tro kan jeg sige…