Der var engang en ældre lærerinde, som havde bibelhistorie med sin førsteklasse. Da hun ville forklare børnene, hvordan Gud er, tog hun en fingerring af, holdt den op for klassen og sagde: Se, sådan er Gud – uden begyndelse og uden ende! Det tyggede børnene lidt på, indtil en af dem konkluderede, ganske veltilfreds: Gud er altså rund.
På lignende måde må vi konkludere efter nu at have hørt fortællingen om Peters fiskefangst: Gud er altså mad. En overdådighed af mad.
Og sådan er det jo med det religiøse sprog og med de billeder, vi tyr til, når vi vil give udtryk for, hvad vi tror og håber på. Når vi vil indkredse bare noget af det, som gør vores liv betydningsfuldt og giver vores tilværelse med hinanden mening og retning.
Selv om vi forsøger med ord og billeder at indkredse andet og mere end det, som er vores dagligdags erfaringsverden, så er det jo netop denne dagligdags erfaringsverden, der altid foregriber vores ordvalg og farver vores billedbrug.
Vi vil sige noget om det grænseløse og uendeligt betydningsfulde og taler ikke desto mindre om faste former og grænsebevidste værdier. Vi vil sige noget om det guddommeligt ubegribelige, men må ikke desto mindre gøre dette så menneskeligt genkendeligt som muligt ved hjælp af begribelige ord og dagligdagsbilleder. Gør vi ikke det, mister vi jordforbindelsen og risikerer at bortforklare vores erfaringsverden i stedet for at besinde os på den; vi risikerer at flygte fra tilværelsen i stedet for at prøve at fortolke den og komme overens med den.
Så vi prøver altså med en fingerring at anskueliggøre Guds evighed; eller vi gør som i dag, med hjælp fra Lukas-forfatteren: vi tyr til en fortælling om en overdådig fiskefangst for at anskueliggøre Gud som grænseoverskridende gavmildhed, som den overmagt, der både skaber og opretholder livet for de mennesker, der hører ham til.
Der er imidlertid det særlige ved fortællingen om Peters fiskefangst, at den består af flere lag og har mere end én pointe. I skildringen af Guds gavmildhed anskueliggøres jo nemlig en tydelig forskel mellem det guddommelige og det menneskelige, dvs. mellem Gud og Guds rige på den ene side og menneskers dagligdags erfaringsverden på den anden side. Dermed trækkes en klar grænse i mødet mellem Jesus, Guds Søn, og fiskeren Peter, og det lader forfatteren ikke et øjeblik sine læsere være i tvivl om. De to kommer bogstaveligt taget fra hver sin verden.
Men grænsen trækkes kun for prompte at blive overskredet. For det første fordi Peter med sin fiskefangst direkte bespises af Gud selv og på den måde omfattes af den overdådige gavmildhed, der kendetegner Guds rige. For det andet fordi han kaldes og tages i tjeneste som discipel af Jesus for herefter at være medarbejder på udbredelsen af dette rige og denne gavmildhed.
Ingen steder i Det Nye Testamente tales der så meget om mad og måltider som i Lukasevangeliet, og ingen af de andre evangelister har så mange beskrivelser af måltider og måltidsfællesskab som Lukas-forfatteren. Og selv om han i dagens fortælling skildrer det første møde mellem Peter og Jesus i forbindelse med en fiskefangst, der giver et genkendeligt indtryk af dagligdagens vilkår for fiskere i den antikke verden, så er pointen med skildringen selvfølgelig det diametralt modsatte: nemlig det absolut ikke-dagligdags i den underfulde fangst.
Vi bliver udtrykkeligt gjort opmærksomme på, at Peter vægrer sig ved at sejle ud igen. Han og hans fæller har allerede været ude hele natten uden resultat. Og det er om natten, man skal være ude, fordi fiskene da søger opad. Om dagen derimod, når det er lyst, søger de mod bunden; for enhver fornuftig fisker er det derfor halsløs gerning at sejle ud om dagen.
Men Jesus er ingen fornuftig fisker; han er Guds Søn. Han har netop talt med guddommelig myndighed til den folkeskare, der har samlet sig langs bredden, og på hans lige så myndige befaling om at sejle ud på ny adlyder Peter. Han samler sine fæller, sejler ud på dybt vand igen og kaster garnene ud. Og så sker det vældige madunder, der rummer den guddommelige livsbekræftelse: fangsten bliver så overdådig, at den overskrider menneskelige grænser: så gavmild er Gud, at garnene er ved at sprænges, og bådene er ved at synke af lutter overflod.
Som sagt har fortællingen flere lag og derfor også mere end én pointe. Selve fiskefangsten og det madunder, der her iscenesættes, udgør den symbolske ramme omkring det mindst lige så symbolske møde mellem de to hovedpersoner, Jesus og Peter. Her personificeres Jesus som Guds Søn, Kristus på jorden i menneskeskikkelse, over for fiskeren Peter som dagligdagsmennesket, og Peter ser og genkender i Jesus sin guddommelige herre. Eller med andre ord: Peter bekender sig som synderen over for Kristus som soneren.
Til denne pointe om den dobbelte identifikation føjer sig imidlertid endnu en pointe, den nemlig, at Peter bliver bange og vil fri af Jesus. Skønt han med ærefrygt forstår, at Jesus er hans herre, eller rettere: fordi han med ærefrygt forstår det og også ydmygt underkaster sig Jesus som sin herre, beder han samtidig Jesus om at gå bort fra ham, lægge afstand til ham og lade ham slippe. Netop genkendelsen af Jesus som Herren, der med magt som Gud selv skaffer mad i overflod, gør Peter bange. For i forhold til Jesu guddommelighed står Peter selv afsløret som synderen både over for sin Herre og over for sin dommer.
I denne skildring af mødet mellem Jesus og Peter, hvor grænsen trækkes mellem guddommeligt og menneskeligt, udnytter Lukas-forfatteren traditionen om profetkaldelsen, som vi kender fra Esajasbogen, og som jeg læste før fra alteret.
I sin vision af den overvældende magtudfoldelse med Gud selv på himmeltronen og kæmpemæssige, seksvingede serafer, der lovpriser Gud, så effekten er som lyn og torden, bliver Esajas så rædselsslagen, at han tror, det er ude med ham, fordi han, som er en syndig mand med urene læber, nu har set Gud. Men Esajas er ikke dømt til døden, tværtimod; han er dømt til som profet at være Guds budbringer. Hans læber bliver renset, hans synd er sonet, og så er han rede. Her er jeg, siger han; send mig!
På tilsvarende måde går det med Peter i den lukanske fortælling. Med myndighed som Kristus, Herren, overskrider Jesus grænsen mellem guddommeligt og menneskeligt og siger til Peter: Frygt ikke! Dermed belønner forfatteren Peter både for hans Kristustro og for hans syndsbekendelse, men samtidig fremstiller han, med Peter som kontrastfiguren, Jesus som den Kristus, der med sin død har sonet synden og derfor gør det muligt at tilgive synderen.
At såvel soning som tilgivelse skal pointeres, viser fortællingens slutning, der i kort form gør det klart, at dette er en kaldelsesscene, hvor Peter ganske som tidligere profeten Esajas bliver taget i tjeneste som guddommelig budbringer. Jesus fordømmer altså ikke Peter og fjerner sig heller ikke fra ham, tværtimod: han knytter ham til sig, for at han herefter kan virke som missionær og apostel eller, som det her kaldes – med et, synes jeg, lidt problematisk og vel egentlig også ganske ofte misbrugt ord – menneskefisker.
Med en fortælling som denne om Gud som mad billedgøres troen på Gud som livets skaber og opretholder; Gud som den, der råder over livets goder, og som gavmildt deler ud af dem til de mennesker, der har brug for ham til. Betragter vi fortællingen på denne måde, bliver det meget tydeligt, at vi med skildringen af Peters overdådige fiskefangst, befinder os i den erfaringsverden, der også har præget Fadervor. Vi er med andre ord blandt Kristus-troende, der beder til Gud om det daglige brød, fordi de mangler det, og fordi de som mennesker forstår sig selv som børn under Guds faderlige omsorg og beskyttelse. Men jo også, som vi ved fra Fadervor, blandt mennesker, der bekender sig som syndere, og som derfor ved, at de har brug for Guds tilgivelse.
Det kan måske umiddelbart synes paradoksalt, at vi i fortællingen om den overdådige fiskefangst slet ikke møder reaktioner af glæde og taknemmelighed, men må nøjes med at aflæse effekten af madunderet i Peters syndsbekendelse og i den rædsel, der også griber hans fæller. Men det kommer af, at et Guds under, om end det nok så meget drejer sig om gavmildhed og livsbekræftende frelse, også altid i den bibelske fortolkningssammenhæng er udtryk for den guddommelige overmagts demonstrative udfoldelse, på én gang ærefuld og frygtindgydende.
Den erfaringsverden, som er forudsætning for både fortællingen om Peters fiskefangst og for Fadervor, er knaphedens, nødens og de skævt fordelte goders verden, og det afgørende er, at denne verden er anskuet nedefra, fra de småfolks position, der på egen krop og af eget slid ved, hvor svært det er at skaffe det daglige brød, hvor svært og måske ligefrem umuligt at kunne spise sig mæt hver dag. For disse småfolk er Gud netop mad, fordi Gud på én gang betyder det basale og helt konkrete til livets opretholdelse og samtidig er garanten for det åndelige og mere abstrakte, der ligger i forestillingen om synd og soning og syndens tilgivelse.
Det gør Lukasevangeliet særlig interessant for os som nutidige læsere, at vi i netop dette evangelium møder en forfatter med en kritisk holdning til den skæve fordeling af goderne og i det hele taget til misforholdet mellem rig og fattig, magthavere og magtesløse.
Kun i Lukasevangeliet finder vi fx lignelsen om den rige bonde, der ligger om natten og spekulerer på, hvordan han må bygge sine lader større for at kunne opbevare alt det korn, han har høstet. Hans plan er at beholde hele udbyttet, dvs. hele denne rigdom af mad, for sig selv, og ikke et øjeblik tænker han på at dele med de fattige.
Eller tænk på lignelsen om den rige mand, der lever i luksus og ikke skænker det en tanke, at lige uden for hans port ligger den fattige Lazarus og dør af sult og elendighed. I begge disse lignelser rammes den rige af Guds straf for ikke at hjælpe ved at dele ud af sin materielle overflod, dvs. for ikke helt konkret og praktisk at vise næstekærlighed.
Gud som mad og gavmildhed er for Lukas-forfatteren nok overdådig rigdom, men det er en rigdom, der deler sig ud og kommer til hjælp, og som derfor kan personificeres som den grænseløse og uforbeholdne næstekærlighed. Hertil svarer billedet af Guds rige som det særlige sted for festmåltider; men festmåltider, vel at mærke, som i lignelsen om det store gæstebud, der ikke er forbeholdt de rige og magtfulde, men hvor tværtimod de fattige og elendige, alle denne verdens nødlidende, forhutlede og magtesløse, sidder til højbords.
I den antikke verden var det en alvorlig sag, hvem man spiste med, fordi man spiste sig til en form for samhørighed. Derfor spiste man med ligemænd, med dem, som det var en fordel at alliere sig med. Man gav til dem, der kunne give tilbage, og delte med dem, der kunne gøre gengæld. Altså delte man netop ikke med fattige og følte ingen tilskyndelse til at alliere sig eller føle fællesskab med dem.
Men ifølge Lukas-forfatteren er Guds rige det sted, hvor denne verdens sociale konventioner bliver vendt totalt på hovedet. Tænk fx på lignelsen om den barmhjertige samaritaner, denne fremmede, som kommer den blødende og forslåede jøde til undsætning og overskrider alle fordomme om, hvem der hører til, og hvem der er forpligtet til at hjælpe hvem.
Samaritaneren handler næstekærligt uden konventionelt, dvs. af etniske eller nationale fordomme, at være forpligtet til det. Han gør det bare, som en overskudshandling. Og på den måde skildrer Lukas-forfatteren eksemplarisk Guds gavmildhed med mad og livsbekræftelse og med tilgivelse som næstekærlighedens overskudshandling.
Nu var småfolks vilkår i det antikke samfund jo ikke just magen til vore vilkår, og det kan umiddelbart synes meningsløst at ville lade sig moralsk forpligte i dag af fortællinger, der så tydeligt er præget af en helt anden erfaringsverden end den, som vi har hjemme i. Selv om velfærdsstaten ikke mere er, hvad den har været, og selv om antallet af fattige og hjemløse er vokset alarmerende i de seneste år, alt imens rige er blevet rigere, så ville det vel være direkte hyklerisk og netop ikke spor forpligtende, hvis vi blot identificerede os med antikkens småfolk og overtog forestillingerne om Gud som mad og Guds rige som lutter kompensatorisk overdådighed.
Ikke desto mindre er der fortolkning på spil i fortællingen om Peters fiskefangst, som rummer forpligtende betydning også for os:
For det første dette, at Gud som Kristustroens Gud kun kendes, som han fortolkes og personificeres som Kristus på jorden af Jesus.
For det andet, at synderen kun kender sig selv i mødet med soneren.
For det tredje, at det for synderen gælder om – ikke at sørge over, men derimod at sørge for sine synder ved at handle ud fra synden som sonet.
I denne fortolkning, er det betydningsfulde ikke kun sammenhængen mellem Guds gavmildhed og Peters syndsbevidsthed, men dette, at synderen Peter tages i tjeneste af soneren Jesus og sættes på arbejde. Sådan præsenterer fortællingen os for Guds gavmildhed og Peters syndsbevidsthed som to sider af samme sag, og denne sag, som er fortolkningens egentlige forpligtelse, hedder næstekærlighed.
Tænker vi guddommeligt og menneskeligt sammen på denne måde, og lader vi både gavmildhed og syndsbevidsthed få helt konkrete og praktiske konsekvenser i vores tilværelse med hinanden, kan også vi, netop i vores aktuelle vores erfaringsverden, gøre plads for den næstekærlighed, der stadigvæk har betydning – som Kristustroens overskudshandling.
Amen.