Louise Shack Elholms båltale

Tak for invitationen til at komme og holde tale for jer i aften her i Gladsaxe Kirke. 

Jeg har glædet mig til at komme. 

I er heldige at være nogle af de få, der faktisk kan tænde bål i år. 

Der hvor min egen familie fejrer Sankt Hans, må man desværre ikke tænde bål i dag.


I år er Sankt Hans anderledes. 

Mange steder er der afbrændingsforbud, fordi det er så varmt, og regnen ikke er kommet. 

Jeg håber alligevel, at man mødes i de dele af landet, hvor afbrændingsforbuddet gælder, og hygger sig med venner og bekendte - som jeg husker det fra min barndom.

Aftenen føles som noget af det mest danske, vi har.


Vi nyder det i fulde drag, inden året vender, og vi i morgen begynder rejsen mod koldere og mørkere tider.

For aftenen minder os om, at vi bor på en plet på kloden, hvor årstiderne skifter, og det skal vi markere.

På den ene side velkendt og alligevel overraskende livgivende hvert år.

Og netop Sankt Hans føles som en tradition, der altid har eksisteret.


Sankt Hans har altid været en særlig aften i mit liv.

Som barn holdt mine forældre altid en stor sommerfest med venner, grill, bål i haven og sang til den lyse morgen. 

Det er næsten som om, at tiden et øjeblik står stille i aften, inden sommerferien banker på døren.

Lange, lyse sommeraftener. Jordbær og grillmad. 

Det bliver ikke bedre end på en sommeraften som i dag.


Men hvorfor er det egentligt, at vi fejrer Sankthansaften?

Sankt Hans er ikke kun en hedensk fejring. 

Det er også en kirkelig tradition, hvor vi fejrer Johannes Døberens fødsel – præcist et halvt år før Jesu fødsel.

Sankt Hans er et andet navn for Johannes Døberen, som døbte Jesus i Jordanfloden.

I evangelierne bliver Johannes Døberen beskrevet som Guds forløber og forbereder til Jesus.

Og forholdet mellem Jesus og Johannes Døberen bliver fortolket forskelligt i evangelierne.

Nogle steder bliver han beskrevet som underordnet Jesus. Andre steder bliver han beskrevet som en konkurrent. 

Den 24. juni er Johannes Døberens helgendag og fødselsdag.

Aftenen inden er historisk blevet brugt til at fortælle om hans liv – derfor sankthansaften.

Johannes er en omdiskuteret person i kristendommen.

Men traditionerne på sankthansaften har ændret sig over tid.

De fleste af os er vokset op med, at der bliver brændt en heks af på Sankthansbålet. 

Og lige præcis det, har vakt debat de seneste år

For skal man brænde en heks af på bålet?


Heksen på Sankthansbålet bliver ofte forbundet med hekseafbrændingerne i 1600-tallet.

Men faktisk kom traditionen med at brænde en heks af på bålet først til i slutningen af 1800-tallet.

Tanken var, at man ville lade al ondskab flyve afsted med en symbolsk heks på et kosteskaft. 

Ild og bål er også i mange århundreder blevet brugt til at skræmme onde kræfter væk.

For mig er tanken om, at vi brænder det onde og dårlige af på bålet på mange måder frigørende. 

Det er faktisk underordnet, om vi brænder en heks af, eller noget helt andet. 

Men jeg synes, at det er en fin tanke, at vi i dag helt symbolsk kan brænde det onde, det svære og det vi gerne vil lægge bag os af på Sankthansbålet. 

Hvis vi vælger at se bålet på den måde, så giver det os mulighed for at gå ind i sommeren med – måske – lidt lysere sind.

Vi ”sender” det onde, det svære og det der nager til Bloksbjerg i aften. 

I en tid, hvor mange unge mennesker mistrives og der er krig i Europa.

Så vi kan holde fast i det positive, vores livsmod og nysgerrighed.


Når vi fejrer Sankt Hans kommer vi ikke udenom Midsommervisen.

Holger Drachmann skrev Midsommervisen, som vi synger i aften i 1885.

Nogle holder mest af den originale melodi af P.E. Lange-Müller. 

Andre holder mere af Shu-bi-duas version.

Fælles for dem begge er Drachmanns fine tekst, hvor han blandt andet skriver: 

”Vi elsker vort land, men ved midsommer mest”

Sangen er skrevet som en hyldest til sommeren.

Som jeg begyndte med, så er sommeren lige for døren. 

Lad os fejre det sammen. 

Tak for ordet – god Sankthansaften.