Skip to content

Madeleine Steenberg Williams tale ved DGS' klimatopmøde

Arthur J. Cammelbeeck/Scanpix

Om

Taler

Madeleine Steenberg Williams
Fhv. forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)

Dato

Sted

Vejle

Tale

Kære gymnasieelever! 
Velkommen til Danske Gymnasieelevers Sammenslutnings klimatopmøde! Jeg hedder Madeleine, og jeg er forkvinde for DGS, og jeg har glædet mig rigtig meget til i dag til at snakke sammen med alle jer om klimakrisen. 
Vi har alle hørt om det. Set billeder af havet fyldt med plastik, isbjørne der ikke kan finde et hjem fordi isen smelter og skove, der brænder. Usikkerheden om noget der er så meget ude af vores hænder fylder. Flere og flere af os unge har klimaangst, det har vi fordi, at vi står over for en fremtid, som er usikker og en fremtid, hvor det nogle gange kan virke som om, at vi er de eneste der tager den seriøst. 
Vi vil alle gøre en forskel for verden. Alle af os, som sidder her, har tænkt på, hvordan vi kan efterlade et mindre CO2 aftryk, hvordan vi kan leve mere bæredygtig og hvordan den verden vi efterlader til vores fremtidige børn og børnebørn kommer til at se ud. Vi er bange, vi er bekymrede og vi frygter for den fremtid, og det skal vi også. For det er også vores egen fremtid den påvirker. 
Det kan føles opgivende og til tider magtesløst, når dem som står med ansvaret, vælger at prioritere pengene et andet sted. For vi står i en situation, hvor vi lever i krise efter krise, men det er som om at magthaverne ser bort fra den største krise vi står i, nemlig klimakrisen. Det er en krise der rammer dig lige meget om du er rig, fattig, bor i byen eller på landet. Det er en krise der rammer alle og skåner ingen. Det er vores generations og vores verdens største krise. 
For magthaverne mener alle, at det er vigtigt, men ikke vigtig nok til at lave reel forandring, ikke vigtig nok, for det er ikke deres fremtid, det er vores…. 
Det er vores fremtid der står i flammer! Vi kommer til at opleve flere og flere mennesker, som flygter fra hjem og land pga. naturkatastrofer, flere uddødende af jordens arter, som fryder vores natur og sikre en ordentlig biodiversitet. Vi er afhængige af naturen, vi er nemlig alle afhængige af hinanden i hele verden. 
Verdens ledere holder klimatopmøder, men der kommer ikke noget reel forandring, Derfor er vi samlet i dag, for at vise magthaverne, at vi KAN gøre en forskel, selv dem af os, som fylder mindst i samfundet. I dag finder vi i fællesskab ud af, hvordan vi unge kan rykke på noget, når det gælder klima. Hvad VI kan gøre som generation, om det er lokalt eller nationalt. Fordi vi HAR en stemme. Når de voksne ikke gør noget, så gør vi unge og det skal vi fortsætte med!
Vi unge har igennem de sidste mange år været frontløberne på klimadebatten, vi har stået sammen og råbt op om det var gennem debatindlæg eller masse demonstrationer har vi vist, hvad vi som ungdom kan gøre, når vi står sammen. Vi har vist udholdenhed, tålmodighed og kampgejst og det skal vi fortsætte med. Vi skal kræve vores ret til at have indflydelse på vores fremtid! 
Vi kan allerede gøre rigtig meget der, hvor vi er nu. Vores uddannelser kan rykke på meget.  Vi skal have mere fokus på, at snakke om klimakrisen og bæredygtighed ude på skolerne. Derfor er en grøn omstilling af driften i vores uddannelser et vigtigt skridt for at gøre Danmark mere bæredygtig. På vores uddannelser bliver vi demokratisk og alment dannet. Det betyder, at vores uddannelser og vores gymnasier skal gå forrest i klimakampen fordi det er den realitet vi står overfor lige nu. Hvis vi bliver uddannet til at leve bæredygtigt, vil vi også skabe en bæredygtig fremtid.  Vi skal nemlig klædes på til den moderne verden, som SKAL være bæredygtig.  Jeg blev student sidste år og har stadig svært med at forstå kompleksiteten i klimakrisen. Det er vigtigt, at vi lærer om, hvordan man løser krisen, men vigtigste af alt kunne samles sammen for at snakke om vores bekymringer. For når vi snakker sammen, kan vi skabe forandring. Vi skal nemlig have håb, at lige meget hvad magthaverne gør, at vi som ungdom aldrig giver op på at kræve handling! 
Vi skal uddannes til at få håbet og klimagejsten frem. Det tror jeg godt på, vi og vores gymnasier kan, vi skal vise at vi kan stå forrest.
For hvad skal vi ha’ klima handling, hvornår skal vi ha’ det nu! 
Vores miljø og klimaråd ude på skolerne er så vigtigt! vi skal have et organ ude på skolerne, hvis primære mål er klimaet. Om det betyder at lave fundraiser fester for klimaorganisationer eller det handler om sammen at tage til demonstration. Vores uddannelsers rolle er så vigtig i den her debat, og det må vi ikke glemme. For her kan vi rykke på det der er nærest, vi kan rykke på det lokale og sammen skabe bæredygtige gymnasier. 
Jeg er rigtig glad for, I er med i dag, og jeg glæder mig til alle de spændende diskussioner. Jeg glæder mig til at snakke om alt fra det globale til det helt nære. Om hvordan vi kan råbe magthaverne op, og om hvordan vi sammen kan skabe lokal forandring. Rigtig glædeligt klimatopmøde. Nu skal vi ud og forme fremtiden!

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags