Skip to content

Mai Villadsens 1. maj-tale

Om

Taler

Mai Villadsen
Politisk ordfører for enhedslisten

Dato

Sted

Bispebjerg Kirkegård

Omstændigheder

På grund af coronakrisen var det traditionelle 1. maj-arrangement i Fælledparken aflyst, og talen blev derfor vist på bl.a. Enhedslistens facebookside.

Optagelse

Tale

Er der virkelig stadig brug for fællesskab og første maj her i 2021? Mon ikke! Man kan jo bare spørge nogle af lagerarbejderne hos nemlig.com i Brøndby. 
De fortæller, at de bliver kontrolleret hele dagen af et talende robotheadset. Deres navne bliver blæst op på en storskærm, så alle kan se, hvem der er få sekunder bagud. Der er ikke tid til toiletpauser, de bliver fyret foran deres kollegaer for at skabe skræk og rædsel. De kravler flere meter op på reoler efter varer – med fare for at falde ned på et stenhårdt betongulv. 
Hvad var så den første reaktion fra direktøren, da de historier kom frem? Det var at kalde det hele en smædekampagne fra fagforeningen. Som han også lige anklagede for ikke at følge med tiden. 
Nemlig.com står desværre ikke alene. Der er mange eksempler på dårlige arbejdsforhold over alt i Danmark – også her i 2021. Så lad mig sige klart til nemlig.com’s direktør og andre, der her under corona har presset jeres ansatte til det yderste, mens jeres egne formuer har sprængt banken:
Vi er mange, der står sammen med jeres ansatte. Vi finder os ikke i arbejdsforhold fra det sidste årtusinde. Det er jeres metoder, der hører fortiden til. 
***
Her under coronakrisen har det været tydeligt, hvor uundværlig de ansatte i vores velfærd er. Men mange af dem får desværre ikke den løn og de arbejdsvilkår, som de fortjener.
For eksempel får sygeplejersker, pædagoger, SOSU’er og jordemødre en lavere løn end en række andre tilsvarende fag. Ikke fordi de har nemme job uden ansvar. For det har de ikke. Ikke fordi de har mindre travlt. For sådan er det ved gud slet, slet ikke. Det ved alle, der for eksempel har været på en fødegang. Det er ene og alene, fordi det mest er kvinder, der arbejder i de fag. Man tror, det er løgn, men det blev besluttet politisk for halvtreds år siden, og det er stadig ikke blevet ændret. Det er i den grad mangel på respekt over for alle, der arbejder i de fag i dag.
Der er lige nu sygeplejersker landet over, som har varslet strejke. Det blander jeg mig ikke i. Men jeg må sige: Jeg forstår dem godt. Noget skal der ske, og derfor vil jeg gerne i dag sende et budskab til landets statsminister: Vi har et politisk ansvar for at rette op på urimelige forhold i velfærden. Lad os give velfærdens helte nogle flere kollegaer og en ordentlig løn. 
***
Coronakrisen og tidligere kriser har vist os, at vi har brug for mere fællesskab og et stærkere sikkerhedsnet. 
Tilbage under finanskrisen lukkede den arbejdsplads, jeg var på. Det var en tømmerhandel i Kibæk lidt uden for Herning, og pludselig var der for få kunder i biksen. Vi fik en fyreseddel, hver og en. 
For mig var det ikke så alvorligt. Det var et deltidsjob, og jeg var ikke afhængig af pengene. Men det var meget alvorligt for mange af mine kolleger og deres familier. Pengene var pludseligt meget færre – huslejen, gælden og prisen på mad den samme.
Det var dygtige og arbejdsomme mennesker, der mistede deres arbejde. Det var ikke deres skyld. Og hvad kom de ud til? – En forkortet dagpengeperiode. Et forringet sikkerhedsnet. Det skal vi gøre bedre den her gang. 
Det seneste år, under coronakrisen, har tusindvis af mennesker mistet deres arbejde. Og en del er i brancher, hvor det bliver svært at komme tilbage. Lad mig slå helt klart fast: Det er ikke jeres skyld. Og vi har et fælles ansvar for at tage hånd om hinanden. Det betyder et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Dagpenge, der dækker, så man ikke må gå fra hus og hjem. Støtte til efteruddannelse. Ydelser, som sikrer, at børn ikke vokser op i fattigdom, fordi deres forældre i en periode er ramt af arbejdsløshed. Og så skal vi investere i nye grønne job i hele landet. Så vi i fællesskab skaber nye arbejdspladser og bremser klimakrisen.
Der er brug for første maj og fællesskab i 2021. For der er ingen tvivl. Vi klarer os bedst, når vi klarer os sammen.
Rigtig god 1. maj.

Kilde

Kilde

Tilsendt fra taleren

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags