Mai Villadsens tale på Folkemødet på Bornholm

Kære alle sammen

De ansatte i vores velfærd viser hver evig eneste dag, at samfundet ikke kan køre rundt uden dem. SOSU'erne holder vores bedsteforældre i hånden, når livet går på hæld, jordemødrene trækker vejret sammen med dem, der føder, pædagogerne passer vores børn og puster på knæet, når de er faldet midt i hinkelegen.  

Coronakrisen har vist os, at fællesskab fungerer. At vi er stærkest, når vi står sammen. Og at noget af det, der gør vores samfund allerstærkest, det er vores velfærd – og de mennesker, der arbejder i den.

I dag går 5000 sygeplejersker i strejke over hele landet. For de stemte mandag nej til deres overenskomstresultat. Sygeplejeskerne har mistet tålmodigheden. Utilfredsheden med lønnen har vokset sig for stor. Sygeplejeskernes arbejdsmiljø er hårdt, og nu har de i halvandet år stået i corona-frontlinjen, forrest midt i stormvejret for at passe på os alle sammen.

De siger, "glasset var allerede fyldt. Nu er det flydt over". For de har ikke ligeløn. De får ikke den løn, de har fortjent. 

Nok er sygeplejerskerne de eneste, der strejker nu, men de står ikke alene i kampen for ligeløn. De står sammen med SOSU'erne, jordemødrene, radiograferne, rengøringsassistenterne, socialrådgiverne, pædagogerne og mange, mange andre.

For rigtig mange velfærdsansatte får simpelthen ikke en fair løn. Og det skyldes blandt andet en ret gammel beslutning. Et slags fortidslevn, nemlig tjenestemandsreformen, som blev lavet i 1969. 

Den fastsatte lønnen for offentligt ansatte. Dengang mente man på Christiansborg, at kvinders løn skulle være lavere end mænds, for manden var jo forsørgeren, og kvinder havde kun brug for en slags lommepenge. Vi er på mange områder heldigvis kommet ret langt siden 1969. Ja, dengang var det helt fint at slå sine børn, og man anbefalede endda kvinder at ryge under graviditeten. Men tænk sig, selv her i 2021 er der ikke engang flertal for at ændre en reform, der sætter kvinders løn lavere end mænds. 

Helt ærligt, tjenestemandsreformen er både forældet og dybt uretfærdig – det er simpelthen på høje tid at få rettet den fejl.

Selvfølgelig skal vi ikke blande os i overenskomstforhandlingerne. Vi skal til gengæld anerkende, at Christiansborg altså har et ansvar. Tjenestemandsreformen blev besluttet politisk – og derfor er det en politisk opgave at rydde op efter den uligeløn, den har skabt. Og der spirer et håb, for nu er vi flere partier, der er klar til at sætte handling bag ordene. 

Så min besked til statsministeren her i dag er meget klar: Lige nu er det kun dig, der står i vejen for en løsning. Find pengepungen frem. Skrot tjenestemandsreformen. Og tag ansvar for at give de offentlige ansatte i de traditionelle kvindefag den retfærdige løn, de fortjener.

Velfærden skal udvides 

Det er ikke kun lønnen for dem, som knokler i vores velfærd, som skal have et løft. Det skal selve velfærden også. 

Den tidligere regering skar nemlig milliarder på vores velfærd. Der stod 21 pokaler på udenrigsminister Anders Samuelsens kontorhylde. Én for hver milliardstor skatterabat, man havde givet – primært til dem, der havde den største pengepung, den største bil eller det største privatfly. Mange af de penge var taget direkte fra vores velfærd. 

De prøvede at camouflere velfærdsangrebene med mærkværdige ord som "omprioriteringsbidrag og produktivitetskrav". Men derude, hvor det ramte – på uddannelserne, fødegangene, sygehusene – kunne man tydeligt mærke, hvad de var. Milliardstore nedskæringer. År efter år efter år.

Jeg er glad for, at vi nu endelig er ved at forbedre velfærden – men der er lang vej igen. 

Man kan desværre ikke være sikker på noget så grundlæggende som at være tryg, når man skal føde i dagens Danmark. 

Måske har I hørt historien om 25-årige Amanda, der var førstegangsfødende, og indlagt på Herlev Hospital med stærke veer. Men midt om natten, ni hårde timer inde i fødslen, bliver hun fulgt ned i parkeringskælderen af jordemoderen, fordi hun skal med en taxa til Slagelse Sygehus på grund af travlhed på Herlev. 

Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere utrygt. 

Alle fødende skal have rettigheder. Alle børn skal have den bedst mulige start på livet. 

Skrækkelige historier hører vi desværre også fra alt for mange mennesker, som har et handicap. 

Jakob på bare 19 år fik en hjerneskade efter et alvorligt biluheld. Det betød, at han gik fra at få 12-taller til at læse som en elev i tredje klassen. Han talte usammenhængende, havde svært ved at se og sov de fleste af døgnets timer. Eksperterne anbefalede et behandlingsforløb, som kunne forbedre hans liv og lindre smerterne. Men kommunen sagde, det var for dyrt. 

Derfor måtte Jakob selv have pengepungen frem og betale for sin behandling. Men Jakobs historie er desværre ikke unik. Alt for mange får ikke den hjælp, de har brug for, fordi kommunerne har øjnene stift rettet imod regnskaberne. Hver historie som Jakobs er en historie om, hvordan velfærdssamfundet og vores fællesskab svigter de mennesker, som har allermest brug for hjælp. 

Vi skal have en velfærd, som er der for os alle. Og et samfund, hvor du gribes, uanset om du har brækket en arm, har et handicap, har ondt i sindet eller flækket en tand. Du bør ikke have dankortet op af lommen, hvis du har brug for hjælp. 

Det skal være slut med at undergrave vores fællesskab og velfærd. Vi skal styrke og udbygge den.

Lige nu – i de her dage – har regeringen alle muligheder for, sammen med os, at genopbygge velfærdssamfundet – og vise de mennesker, der arbejder i vores børnehaver, plejehjem og sygehuse, at vi har deres ryg, ligesom de har vores. 

Rigtig godt folkemøde.