På Christiansborg går meget af tiden med bogstavleg, snak om hypotetiske regeringsdannelser og taktiske analyser. Det kan være spændende nok, men ved I hvad, det er uendelig langt væk fra folk derude og de problemer, som de oplever. Jeg er bange for, at snak om form og proces kommer til at stå i vejen for, at vi kan tale om de rigtige og alvorlige politiske forskelle, der er i Danmark, og jeg synes, at folketingsvalget her skal handle om de forskelle – om politik. Det skal ikke handle om Radikales vægelsind og trusler, ikke om Løkkes linedans mellem blå og rød, ikke om højrefløjens negative personkampagne, men om politik.
Lige nu rykker politik tæt på, det bliver fysisk og konkret for mange: Skal vi fryse til vinter? Har vi råd til smør, mælk og brød? Går strømmen? Det er spørgsmål, vi aldrig troede vi skulle stille hinanden, men det er nu blevet konkret hverdagssnak. Mens mange vender hver en mønt, og mens mange frygter den næste regning og indkøbstur, skovler få rige milliardvirksomheder altså penge i kassen. Lad os være ærlige: Grådigheden er blevet for stor i toppen, når virksomheder spinder guld på inflationen, når de gør sig selv rige på ryggen af de stigende priser. Når prisen for deres enorme fortjenester er, at pensionisten, den studerende og den enlige mor må trække vejret meget, meget dybt før hver eneste indkøbstur, fordi de ganske enkelt ikke har råd til det, de plejede, så mener jeg, at kæden er hoppet af.
Derfor er det her folketingsvalg afgørende. Når krisen rammer, vil højrefløjen nemlig skære ned på fællesskabet og velfærden, samtidig med at de fremlægger planer, der bare vil prioritere de rigeste. Enhedslisten vil hjælpe befolkningen, styrke fællesskabet og skære ned på grådigheden i toppen.
Klimaforandringerne truer vores eksistens, og derfor er det bydende nødvendigt, at vi rykker hurtigere og mere resolut på den grønne omstilling, at vi lever op til vores klimaløfter. Enhedslisten har leveret en helt konkret og finansieret plan for, hvornår vi når vores klimamål, og hvordan vi gør det uden usikre teknologier. Det kræver modige beslutninger, at vi gradvis og socialt ansvarligt halverer den animalske produktion frem til 2030, at vi siger nej til salg af nye fossilbiler efter 2025, at vi stopper med at lade de store forurenere i industrien som Aalborg Portland slippe billigere for klimaregningen. Hvis ikke vi handler nu, er det altså kulsort klimasvigt.
Hvad sagde fru Inger Støjberg og hr. Jakob Ellemann-Jensen så til vores klimaplan? Jo, de kaldte den helt godnat og sagde, at den intet hold havde i virkeligheden. Kære hr. Jakob Ellemann-Jensen og fru Inger Støjberg, er svaret bare at totalfrede landbruget og håbe på det bedste? Det synes jeg er dybt uansvarligt. Og kære fru Mette Frederiksen, hvad vil Socialdemokratiet dog i armene på de fossile stemmer fra højrefløjen? Hvorfor vil Socialdemokraterne i regering med dem? Det vil føre til et gigantisk svigt af klimaet og vores fremtid. Tænk lige over det! Klimakrisen er i gang. Tørke, hedebølge, skovbrande har hærget Europa hele sommeren, og senest har Pakistan stået under vand, imens op imod 30 millioner mennesker var på flugt. Verden er i opbrud, verden er i brand.
Nye Borgerliges hr. Lars Boje Mathiesen reagerede faktisk på sommerens klimakatastrofe, men ved at skrive til alle os såkaldte klimaalarmister på Twitter, at vi bare skulle tage den med ro, knappe en kold øl op fra kassen og trække i et par badeshorts, for det skal jo nok gå alt sammen. Altså, undskyld mig, Nye Borgerlige har simpelt hen ikke forstået alvoren. Nye Borgerlige stemte ikke engang for klimaloven og vil stadig skrotte den. Kære venner, Nye Borgerlige kan komme til at sidde med de afgørende mandater og diktere klimapolitikken, hvis blå blok vinder magten. Det vil være en katastrofe. Vi skal have et klimavalg, så vi kan få den nødvendige klimapolitik øverst på dagsordenen.
Lige nu slår velfærden sprækker, for selv om vi har gjort meget for at investere i alt det, vi er fælles om, er der simpelt hen for mange ansatte, der søger væk, fordi de ikke kan holde til at arbejde i vores velfærd. Årsagen er simpel: Arbejdsforholdene er for dårlige, og lønnen er for lav for alt, alt for mange.
Lige så sikkert som amen i kirken har Enhedslisten foreslået lavt- og ligelønspuljer i i hvert fald de seneste 15 år, fordi uligelønnen er så tydelig. Statsministeren har i mange år lukket øjne og ører for problemerne og bekæmpet de nødvendige løsninger, men nu er der vist en dør, der er åbnet lidt på klem. Det forlyder, at der skal kigges på lønnen i velfærden. På klem, det er ikke nok. Den dør vil vi i Enhedslisten have åbnet på vid gab. Vi vil have afsat en stor lavt- og ligelønspulje, som arbejdsmarkedets parter så kan fordele til et retfærdigt lønløft i bunden. Så kære statsminister Mette Frederiksen, vores besked er klar: Hvis Socialdemokraterne igen skal sætte sig i ministerkontorerne på Enhedslistens mandater, ja, så skal der handles på ligelønskrisen. Hvis ikke vi handler, bliver det en katastrofe for vores velfærd. Det er jeg helt overbevist om.
Men på den anden fløj står hr. Søren Pape Poulsen med sine planer om at forgylde direktøren på Strandvejen og udsulte velfærden i hele Danmark. Han er bevæbnet med en meget stor økonomisk plan stopfyldt med direktørpolitik, men fuldstændig uden svar på, hvordan vi egentlig styrker velfærden. Han vil sige farvel til Arnepensionen, til minimumsnormeringerne og sige goddag til flere fattige børn i Danmark.
Jeg synes, hr. Søren Pape Poulsen skylder et svar til borgerne i Danmark: Hvem skal der være færre af, når man ikke vil finansiere velfærden? Er det skolelæreren? Er det pædagogen? Eller er det sygeplejersken? Jeg synes, højrefløjen pakker sin politik ind i flotte målsætninger om effektiviseringer og mindre bureaukrati, men alle, der har arbejdet i velfærden, ved jo godt, hvad det i virkeligheden betyder. For hvad skete der, sidst I havde magten? Jo, der kom sygeplejerskerne til at løbe stærkere, vores uddannelser blev udsultet, og ældreplejen blev skåret ind til benet. De flotte ord viste sig altså at dække over milliardstore nedskæringer på velfærden år efter år, og det kan risikere at blive virkelighed igen. Er det dét Danmark, vi ønsker os? Det gør jeg ikke.
Beduinlejre i venteværelserne, tørklæder, bederum og halalslagtning – sådan beskrev hr. Morten Messerschmidt et ganske almindeligt besøg i velfærden. Ja, minoriteterne i Danmark har længe måttet lægge øre til, hvordan Dansk Folkeparti puster til frygt og fordomme. Jeg synes, det er nu, vi skal sige stop til alt det had. Og til alle jer, som knokler i vores samfund, men alligevel må lægge øre til alt for meget herinde fra Christiansborg på grund af jeres tro eller baggrund, vil jeg sende en dybtfølt tak fra Enhedslisten. Tak for, at I holder vores ældre i hånden og hjælper vores syge familiemedlemmer gennem svære tider. I fortjener ros og retfærdig løn, ikke generaliserende udskamninger fra en desperat højrefløj.
Jeg hører nogle gange folk sige, at venstrefløjen ikke får nok igennem, at vi ikke har nogen tydelige resultater at vise frem, men det mener jeg simpelt hen ikke er korrekt. Lad mig bare nævne nogle af de ting, vi er lykkedes med de sidste 3 år:
Vi har fjernet milliardnedskæringer inden for uddannelse og sundhed; fjernet uddannelsesloftet; investeret milliarder i velfærden, i ældreplejen, på børneområdet og i sundhed; sikret gratis tandlæge og psykologhjælp til unge; fået en 10-årsplan for psykiatrien; afskaffet kontanthjælpsloftet og gjort receptpligtig medicin gratis for de fattigste; vi er på vej mod minimumsnormeringer i daginstitutionerne; vi har fået en af verdens mest ambitiøse klimalove og sat en stopdato for olieudvinding; vi har reduceret Danmarks CO2-udledning med over 10 mio. t og skabt en fond med 53 mia. kr. til grøn omstilling; vi beskytter naturen bedre med naturnationalparker, urørt hav og urørt skov; vi har flyttet tusinder af børn ud af fattigdom; vi har sikret nye rettigheder for minoriteter og transpersoner; vi har sat en stopper for Blackstone og andre spekulanter og beskytter lejerne; vi har fået børnene ud af Sjælsmark; vi har fået kvoteflygtninge; og Danmark har fået en samtykkelov.
Så jeg synes, der er meget at være stolt af, og det er derfor, at vi i Enhedslisten arbejder for at blive så store, at vi efter et valg ikke er til at komme uden om igen, så vi kan få en masse gode forandringer af det her land.