Da jeg i sidste uge fik at vide, at jeg i dag skulle holde en tale om fremtidens Danmark, var jeg ikke så meget i tvivl om, hvad jeg ville tale om. Nemlig den grønne omstilling. Spørgsmålet var mere formvalget – altså sagt med Enhedslistens-ord, hvem jeg skulle skælde ud på. På regeringen og Dan Jørgensen, på højrefløjen eller de allerrigeste.
Meeeeen, jeg vil alligevel gøre lidt noget andet.
- For klimapolitikken er på mange måder blevet alt for teknokratisk. Vi kaster rundt med måltal og procentsatser. Her er jeg også selv skyldig. Det gør debatten til en ekspertsamtale. En teknisk samtale. Som er adskilt fra almindelige menneskers livserfaringer. Som fremmedgør i stedet for at engagere.
- Den grønne fantasi og de store klima-visioner for samfundet har alt for trange kår. Vi mangler måske lidt evnen til at kunne forestille os et andet, bedre og bæredygtigt samfund. Jeg tror det er tid til, at vi gør klimapolitikken konkret og nærværende. Tør blotte os, og lade ideerne få frit spil.
- For klimapolitik må ikke kun blive til frygtens politik. Vi kan ikke alene motivere folk til klimahandling ved at trække grufulde scenarier op for hvad der sker, hvis vi sidder på hænderne.
- Men vi skal på en og samme gang være ærlige. Vi må aldrig sige, at det ikke kommer til at koste og være en stor omvæltning – men vi skal altid fortælle hvor uendeligt meget vi får igen, ved at omkalfatre samfundet i klimaet favør.
- Da man opbyggede velfærdssamfundet, var det ikke ud fra skræmmebilleder - men med håbet for hvad der kunne opstå. Dengang var det utopisk at tro, at vi kunne få et samfund med lige rettigheder til sundhed, uddannelse og børnepasning. Modige tillidsmænd- og kvinder sloges for ret til ordentlig løn, weekend, ferie, kortere arbejdstid og ikke mindst pension, selvom det var en kamp op ad bakke. Imod partier og arbejdsgivere, som stod i vejen for fremskridtet.
- Det gjorde de, fordi de troede så meget på fremtiden og deres ideer. Nu er tiden i min optik kommet, til at opbygge version 2. – det grønne velfærdssamfund.
- I det grønne velfærdssamfund, bliver klimahandling og social retfærdighed ikke spillet ud mod hinanden. Her efterlades klimaregningen ikke hos de nyuddannede, arbejdsløse og helt almindelige lønmodtagere. Men hos de rigeste, og dem der udleder mest CO2.
- I det grønne velfærdssamfund, bliver der tænkt og handlet langt ud over næste kvartalsregnskab eller finanslov. Her er magten flyttet, fra dem der tjener penge på sort økonomi, til dem hvis fremtid det faktisk gælder.
- Her er den grønne omstilling ikke noget man bliver belært om gennem forskere og politikere i TV, men et sted man går på arbejde. Hvor alle har ret til et grønt job. Her blomstrer demokratiske virksomheder og grønne kooperativer.
- Her optager landbruget mere CO2 end det udleder. Og monokulturen er mange steder erstattet af biodivers natur og bæredygtige sunde afgrøder. Her virker det helt forrykt, at Danmark engang husede millioner af svin der var stopfodrede med soya-import fra Brasilien.
- Her deles vi mere om meget. Vores brug og smid-væk kultur er erstattet af kvalitet. Her er vi vendt tilbage til gamle dyder som reparation, genanvendelse og genbrug. Vi handler lokalt og spiser efter årstiderne.
- Her tager vi globalt ansvar, og bruger ikke bare den grønne omstilling som Danmarks reklamebureau.
- Her er mere tid til hinanden, mere ro på. Her er grønne transportmuligheder, frisk luft og vild natur.
- I det grønne velfærdssamfund, har vi kort sagt fået jordforbindelsen tilbage.
- De, som, før os, kæmpede for velfærdssamfundet risikerede meget. Men de vandt endnu mere. Jeg tror det lykkedes dem, fordi de turde drømme stort. Lad os gøre det samme.
- Nogle valgte dengang at stå på den forkerte side af udviklingen og fremskridtet. Men heldigvis tabte de. Og historien har givet os ret i at velfærdssamfundet var en succes. Nu skal vi tage fat på det næste kapitel i historien. Det grønne velfærdssamfund.
- Hvis vi beslutter os for det, så er det muligt.