Hvad har fyldt i den politiske debat i de sidste uger?
Jo. Nogen der hidser sig op over at der bliver solgt kebab på et stadion. Folk der vil bestemme, hvilket tøj unge kvinder skal have på i skolen – eller diskutere om en finsk statsminister gerne må feste og danse.
Og helt ærligt – hvor bliver jeg ærgerlig over, at det er sådan nogle småting vi skal diskutere, når det allerstørste problem er her lige nu! Nemlig klimaforandringerne.
Derfor vil jeg bruge tiden i dag på at snakke om lige præcis dem. Når nu så mange andre politikere helst ikke vil.
Skovbrænde, udtørrede floder, hedebølge. Lige nu ser vi, at millioner af mennesker bliver tvunget på flugt fra deres hjem i Pakistan pga. massive oversvømmelser. Livet, som vi kender det, er truet.
70% af alle unge er bekymret for klimaforandringerne. 40% har ikke tiltro til, at den ældre generation kan eller vil håndtere udfordringerne.
Jeg forstår det godt. For politikere og ledere har kendt til klimaforandringerne hele min levetid – og alligevel er der handlet for lidt og for langsomt.
Det får nogle gange mig til at føle mig magtesløse. Og jeg bliver også engang imellem vred:
- Når formændene for Venstre og Konservative nærmest totalt freder landbruget – selv om det står for næsten halvdelen af klima-udledningerne i 2030.
- Når næsten hele folketinget giver klimarabat til de allerstørste udledere i industrien, som cementfabrikken aalborg portland.
- Når Lars Boje fra Nye Borgerlige under hedebølgen i sommers sagde, at vi skulle lade være med at bekymre os så meget om klimaforandringerne, men badeshorts på og drikker en øl.
Til gengæld, er der også meget som giver mig håb.
Og det gør det blandt andet at komme her – og opleve en hel generation af unge, som ved, at vi skal bremse klimaforandringerne. Som ved, at det er noget af det allervigtigste. Tak!
Jeg håber, at vi sammen kan gøre det kommende valg til et klimavalg!
Enhedslistens plan er klar.
Vi skal skabe et grønnere landbrug. Vi bør halvere den animalske produktion. Stoppe for salg af nye fossilbiler i 2025, og stille krav til de største udledere i industrien.
Vi skal ikke bygge mere motorvej – men give plads til naturen. Vi skal sende mere klimabistand til de lande, der er hårdest ramt af klimakatastrofer.
Og vi skal gøre det NU.
Ved sidste folketingsvalg lykkedes vi – og vi har fået mange kæmpe resultater de sidste tre år. Det kan vi få igen.
Vi kan stadig nå at bremse de værste konsekvenser af klimakrisen. Men det kræver, at vi handler nu!
Vores fællesskab omkring klimakampen er stærkt. Vi er mange, der vil jordkloden det godt.
Så lad os vise Støjberg, Vermund og Lars Boje og mange andre – at vi er flere der bekymrer os om klimaforandringerne end kebab, tørklædeforbud og kvindelige politikere, der danser.
Lad os gøre alt, hvad vi kan, for i fællesskab at sikre, at det næste valg bliver et KLIMAVALG!