Maikki Fribergs tale ved Kristiania Lærerindeforening

For de venlige, sympatiske ord, som her er blevet udtalt om Finland, vil jeg paa mine egne og landsmænds vegne faa udtale min hjerteligste tak. I kan vanskelig forstaa for en trøst, der ligger i bevidstheden om, at de bedste og ædleste i verden føler med os og billiger vor kamp. Det virker tilbage paa hele vor nation, fra den højest stillede embedsmand til den fattige jordbruger, som gaar der med bøjet ryg bagom sin plog, og den ud­slidte arbejderhustru, som med angst tænker paa sine børns fremtid. Vi er saa lykkelige over at være her i det skønne, stolte Norge og indaande dets frihedsmættede luft. Norge er et af de lande, hvortil vi staar i den største taknemlighedsgæld for vækkende ord og ædle tanker. Og dette gælder ikke mindst os kvinder. Jeg skal her blot minde om en gave, som kom til os herfra for et par aar siden. Det var Alvilde Prydz’ Gunvor Thorsdatter. Den læstes og beundredes og fik vor sjæls inderste strenge til at vibrere. Hvor stor og sterk og fri er ikke denne Gunvor, men tillige hvor mild og fuld af medfølelse. I hendes hjerte findes plads for hver fattig arbejder og hvert lidet barn. Hun er som et forbud paa et nyt samfund med nye ædle mennesker, dette ny samfund, som vi alle saa gærne drømmer om. Jeg ved, at mange af os kvinder har fundet, at den nuværende samfundsbygning lider af mange fejl og skævheder, og der findes farlige hul og revner.Ja mere, vi har ved nøjere granskning fundet, at det nuværende samfund er bygget paa et falsk fundament, paa vold- og magt-princippet, det er sammenfæstet med blod og opretholdelse ved kanoner og bajonetter. De sandheder som forkyndes i vores skoler og kirker, skydes tilside. [sic] straks det kommer til det politiske område. Vi kvinder har ikke skabt disse forhold, men vi lider forfærdelig under deres tryk.

Men derfor maa vi rejse os med al vor kraft for at omdanne det og hjælpe til at bygge et i nyt etisk sam­fund, hvor kærlighedens og retfærdighedens begreb ikke bare er tomme fraser, „en lydende malm og en klin­gende bjelde”. [sic] men de ledende prin­ciper, som maa gælde i det private som i det offentlige liv, i politiken og i diplomatien. Men hvor skal vi kvinder kunne formaa det? Ved at opdrage os selv og vore børn til etiske personligheder, ved i al vor gøren og laden aldrig at prutte med det rette. Lad os ikke følge massen af mænds eksempel, ti de gaar voldsvejene, men lad os fæste vore øjne paa de ædleste og bedste, blandt dem, paa dem, som har kunnet overbevise ved sin personlige indsats i det godes tjeneste. Det fortælles om frimurerne, at de har et ord og løsen, ved hvis hjælp de straks kan kendes og bistaa hverandre. Lad os kvinder ha et Saadant løsen, som forener os, som gør os stærke og soli­dariske, og lad det ord være: retfær­dighed. Under det merke skal vi en­gang sejre og skabe et lykkeligeresamfund.