Manilla Ghafuris tale ved stordemonstrationen "Alle på gaden for et frit Palæstina"

Jeg vil indlede min tale, som jeg har gjort de sidste 12 måneder:

På vegne af Danmark siger jeg undskyld til Palæstina.

Undskyld for vores direkte støtte til folkedrabet.
Undskyld for vores historiske svigt og vores ignorante logik.
Undskyld for bomberne.
Undskyld for hungersnøden, fængslingerne og krigsforbrydelserne.

Og undskyld for vores aktive medvirken via våbensalg 
til forbrydelser mod menneskeheden.

Undskyld.

Jeg har navigeret i en flugtrute fra Afghanistan til Danmark. Jeg har navigeret i diskriminationens kultur her i landet.
Men jeg har ikke kunne navigere i, at jeg allerede i december måned stod på denne scene med budskabet: 
Det er forkert at dræbe mennesker.

Nu står jeg her igen – tvunget til at rive nye ord ud af ordbogen,
og grave dybere efter følelser, jeg troede, var umuligt at finde. 
Det har været hårdt. Men jeg vil prøve igen.

“Mens I spiser jeres morgenmad, så tænk på andre – dem, der intet har at spise.”
Disse ord fra den palæstinensiske digter Mahmoud Darwish minder os om, at vores privilegier står i skarp kontrast til mange andres lidelser.

I dag er vi her for Palæstina og det palæstinensiske folk – et folk, der gennem generationer har gennemlevet fordrivelse, undertrykkelse og systematiske krænkelser af deres mest fundamentale rettigheder.

Men det er ikke nok bare at samles. Vi kræver handling!

VI italesætter det, som bliver ignoreret.
VI kræver retfærdighed. 

Hvorfor har vi menneskerettigheder?
Fordi ethvert menneske på denne jord – uanset etnicitet, seksualitet eller tro – fortjener at leve med værdighed, frihed og respekt. Menneskerettigheder gælder ikke for de privilegerede. De gælder for alle.

MEN, hver gang vi tier, hver gang vi vender det blinde øje til, hver gang vi ser gennem fingrene, slår vi et flig af det fundament som menneskerettighederne er bygget på. 

Mit sprog handler om mere end bare politik. Det handler om menneskelighed, nødhjælp og nødvendighed. 

I dag kan du pege på et folk, råbe at de er onde og udemokratiske, og derefter er der frit slag. Så længe du er den rigtige der råber demokrati.

Men demokrati for hvem? Hvem er demokrati?

De siger at Israel er et demokrati.

Men hvor demokratiske er bomberne? Missilerne? Kemiske eksplosioner? Besættelsen? Raketterne? 

Hvor demokratisk er hungersnøden?
Hvor demokratisk er vilkårlige fængslinger af uskyldige palæstinenser?
Hvor demokratisk er dehumaniseringen?
Hvor demokratisk er retorikken? 

Alt for ofte hører jeg: du må sige hvad du vil, så længe du ikke er politisk. 

Men vi kan ikke gemme os bag det længere. Danmark har været et foregangsland for en Human politik - og det er den vej vi skal se frem mod. En Human politik. 

Der bliver sagt at det er kompliceret.
Men, det er privilegeret.

At kalde folkedrab for selvforsvar er et udtryk for privilegieblindhed.
Grænser og politik skal ikke bestemme, hvem der er værdige til vores medfølelse.

Medierne har magten til at dokumentere sandheden og give stemme til dem, der bliver undertrykt. Men for ofte er dækningen af folkedrabet i Palæstina enten ensidig eller tavs og i værste tilfælde usand. 
Vi har brug for, at journalister og medier gør deres pligt: informerer, dokumenterer og afslører uretfærdighed – også når sandheden er ubehagelig. Også når sandheden koster penge. 

Har I bemærket hvordan noget så aggressivt - fortælles så defensivt? For uden sandhed findes ingen retfærdighed. Jeg opfordrer jer til at kræve, at medierne gør deres arbejde. Vis verden, hvad der sker, og giv palæstinenserne deres stemme tilbage. Hvis vi forbliver tavse, giver vi løgnen lov til at vokse og forklæde sig som sandhed.

Vi har alle et ansvar.
Til dig, der ikke er her i dag, fordi det er for koldt, for kompliceret, eller fordi det måske ikke føles relevant: Har du overvejet, om du bare er for privilegeret?

Det kan føles magtesløst i en verden fyldt med konflikter. Men sandheden er, at hver handling tæller. Hver gang du taler om Palæstina, deler information eller skriver til medier og politikere, gør du en forskel. 
Hver gang siger du, at INTET kan legitimere et folkedrab. Hver gang siger du, at det IKKE er kompliceret. Hver gang siger vi: våbenhvile nu!

Ingen politiker kan kalde sig demokratisk, før de har fordømt Israels udemokratiske krigsførelse. Fra Palæstina til Libanon. Fra Libanon til Yemen. 

I, der står her i dag – I er historiens bærere, retfærdighedens stemmer.
I står her ikke bare som vidner, men som dem, der skaber forandring. Jeres tilstedeværelse betyder noget. Jeres stemme betyder alt. Vi må som mennesker finde vej tilbage til en forståelse af, at det er forkert at handle umoralsk. 

Ethvert liv har værdi, og at uanset hvem der startede besættelsen, konflikten, krigen, folkedrabet, er det vores ansvar at stoppe den. 

Vi har brug for at vende tilbage til en fælles menneskelighed, hvor vi ikke vender ryggen til uretfærdighed, men står op imod den. 
De køber og sælger menneskerettigheder for magt. Men vi, der står her i dag, nægter at betale den pris. Vores sprog er humanitært. Deres sprog er politisk. Jeg håber vi sammen kan forene os med en Human politik. 

Lad os tage Mahmoud Darwishs ord til os. 
“Mens I spiser jeres morgenmad, så tænk på andre – dem, der intet har at spise.”
Lad os handle for retfærdighed. For fred, for Palæstina