Velkommen og tak til Dokk1 for at huse denne udstilling om vores folk.
Og tak til alle jer, som er mødt op på denne fredag eftermiddag.
Dette er en udstilling, der har været længe undervejs. Udstillingen handler om at fortælle historier… Historier om folk, der for over 50 år siden bragte en særlig kultur og religion til Danmark.
En farverig kultur fuld af glæde og morskab. Og en dyb og spirituel religion med fokus på en indre søgen og en dybfølt bestræbelse på at skabe en bedre verden.
Mit navn er Manpreet Singh, jeg er formand i Sikh Ungdom. Sikh Ungdom er en interesseorganisation for unge danske sikher og har til formål at skabe et fællesskab for unge sikher i foreningslivet drevet på frivillig basis. Jeg vil kort fortælle jer om de danske sikher og vejen til hvorledes denne pop-up udstilling står foran jer i dag.
I denne udstilling har vi valgt at sætte fokus på nogle vinkler, og så er der også mange andre vinkler, som vi også kunne have valgt. Det danske sikh-samfund har åbnet deres døre, hjerter og familiealbums op for researcherne undervejs.
Der er blevet udført timelange interviews, når vi er kommet ind i hjemmene hos folk, der har fortalt deres personlige historier, måske endda for første gang. Så også en stor tak til de personer, der har delt ud af deres inspirerende og værdifulde minder med os, hvilket har muliggjort denne udstilling.
Researchen bag denne udstilling har været intens. Den bestod af alt fra indsamling af genstande hos private familier, søgen efter informationer og artikler i arkiver og museer, men også hos private samlere, som måske har haft forfædre, der har rejst i Indien.
Der ligger mange sjældne skatte gemt i danske arkiver og museer. Hvor også sikherne bliver nævnt, selv før de første sikher satte fod i Danmark. Researcherne har dykket ned blandt utallige avisartikler og fundet disse frem under researchen til denne udstilling, hvor nogle endda har været over 100 år gamle. I dag står en del af dette vigtige arbejde foran jer i dag, med fokus på især de personlige fortællinger.
Vi har at gøre med to vigtige lokationer i denne historie: Punjab og Danmark, og her især Storkøbenhavn.
Først lidt om staten Punjab. Punjab betyder landet af de fem floder. Derfor er dette område naturligt et frodigt område og i dag beliggende mellem Pakistan og Indien.
Grundet naturen er området til tider også blevet kaldt for Indiens spisekammer, hvor landbruget har en stor indflydelse på kulturen i Punjab også den dag i dag. For sikherne er Punjab helt central, da sikhismen udsprang herfra og derfor anses som sikhernes hjemland.
Det er et stort geografisk område med en befolkning på 28 millioner i Indien, men hele 140 millioner, hvis også den Pakistanske del af Punjab inkluderes. Det er et område præget af stor mangfoldighed, et folk bestående af sikher, hinduer, muslimer, kristne og andre mindre folkefærd. Punjab er kendt for folkets åbne hjerter, samt styrke og mod, men også dets festlige kultur.
I 1960erne ser vi de første immigrationsmønstre fra Punjab til Danmark. Den første bølge af sikher var oftest kendetegnet ved unge mænd, som rejste ud af Punjab for at opleve vesten, nogle som turister og nogle for at finde arbejde. De færreste kendte nødvendigvis deres endemål, nogle havde endda rejst med andre endemål for øje. Langsomt blev disse familier større, eftersom sikherne blev gift eller da deres familie ankom til landet. Senere er flere sikher kommet til Danmark i forbindelse med arbejde, uddannelse og nogle også som flygtninge, under en tid præget af uroligheder i Punjab.
I dag findes sikherne i en bred repræsentation i det danske samfund. Selvom der kun er omkring 1.500 sikher i Danmark. De er primært bosat i Hovedstaden og enkelte familier i Jylland og på Fyn. De danske sikher kan findes inden for alle brancher: Fabriksarbejdere, buschauffører, konsulenter, embedsfolk, læger, sygeplejersker, advokater, rengøringsarbejder, og selvstændige erhvervsejere.
Det er spøjst. Sikherne er nok Danmarks mest synlige minoritet, men de færreste ved, hvad en punjabi eller sikh er. Samtidig ser vi i disse år, at mange praksisser går mainstream, såsom meditation, mindfulness og yoga. Mens disse praksisser altid har været helt almene i sikhismen.
Man har altså set en gennemgående tendens i det danske samfund, som har fundet meget inspiration fra Østen uden at sætte sig ind i de traditioner som disse praksisser stammer fra.
Personligt oplevede jeg engang en medstuderende, der fortalte mig, at hun dyrkede Kundalini Yoga, og hun blev overrasket, da jeg fortalte hende, at de mantraer hun brugte i sin yoga undervisning var sikh mantraer.
Med tiden har sikherne naturligt søgt og oprettet deres egne samlingssteder. Der findes derfor to Gurdwaraer i Danmark. Dertil findes der enkelte punjabi-skoler og -foreninger, som har fokus på ungdommen, sport, kultur, sprog, musik og meget mere. På den måde har punjabierne et rigt foreningsliv og er repræsenteret i det stolte danske foreningsliv. Her mødes vi, vi lærer hinanden at kende, vi mediterer sammen, og vi hygger sammen.
De seneste 10 år er der sket en stor udvikling i interessen blandt danskere, men også et mere udtalt engagement blandt unge sikher. Det er denne udstilling et godt eksempel på, dertil er der også udkommet en lærebog til danske gymnasier om sikhismen, og samtidig ser vi punjabi repræsentation i forskellige paraplyorganisationer og som en aktiv del af det danske samfund.
Udstillingen her, ser vi som en naturlig del af denne nye interesse, og vi håber, at I vil nyde den, og at det blot er begyndelsen på noget større. En lettere tilgængelig bro mellem Hr. og Fru. Jensen og familien Singh og Kaur.
Og tak til alle jer, som er mødt op på denne fredag eftermiddag.
Dette er en udstilling, der har været længe undervejs. Udstillingen handler om at fortælle historier… Historier om folk, der for over 50 år siden bragte en særlig kultur og religion til Danmark.
En farverig kultur fuld af glæde og morskab. Og en dyb og spirituel religion med fokus på en indre søgen og en dybfølt bestræbelse på at skabe en bedre verden.
Mit navn er Manpreet Singh, jeg er formand i Sikh Ungdom. Sikh Ungdom er en interesseorganisation for unge danske sikher og har til formål at skabe et fællesskab for unge sikher i foreningslivet drevet på frivillig basis. Jeg vil kort fortælle jer om de danske sikher og vejen til hvorledes denne pop-up udstilling står foran jer i dag.
I denne udstilling har vi valgt at sætte fokus på nogle vinkler, og så er der også mange andre vinkler, som vi også kunne have valgt. Det danske sikh-samfund har åbnet deres døre, hjerter og familiealbums op for researcherne undervejs.
Der er blevet udført timelange interviews, når vi er kommet ind i hjemmene hos folk, der har fortalt deres personlige historier, måske endda for første gang. Så også en stor tak til de personer, der har delt ud af deres inspirerende og værdifulde minder med os, hvilket har muliggjort denne udstilling.
Researchen bag denne udstilling har været intens. Den bestod af alt fra indsamling af genstande hos private familier, søgen efter informationer og artikler i arkiver og museer, men også hos private samlere, som måske har haft forfædre, der har rejst i Indien.
Der ligger mange sjældne skatte gemt i danske arkiver og museer. Hvor også sikherne bliver nævnt, selv før de første sikher satte fod i Danmark. Researcherne har dykket ned blandt utallige avisartikler og fundet disse frem under researchen til denne udstilling, hvor nogle endda har været over 100 år gamle. I dag står en del af dette vigtige arbejde foran jer i dag, med fokus på især de personlige fortællinger.
Vi har at gøre med to vigtige lokationer i denne historie: Punjab og Danmark, og her især Storkøbenhavn.
Først lidt om staten Punjab. Punjab betyder landet af de fem floder. Derfor er dette område naturligt et frodigt område og i dag beliggende mellem Pakistan og Indien.
Grundet naturen er området til tider også blevet kaldt for Indiens spisekammer, hvor landbruget har en stor indflydelse på kulturen i Punjab også den dag i dag. For sikherne er Punjab helt central, da sikhismen udsprang herfra og derfor anses som sikhernes hjemland.
Det er et stort geografisk område med en befolkning på 28 millioner i Indien, men hele 140 millioner, hvis også den Pakistanske del af Punjab inkluderes. Det er et område præget af stor mangfoldighed, et folk bestående af sikher, hinduer, muslimer, kristne og andre mindre folkefærd. Punjab er kendt for folkets åbne hjerter, samt styrke og mod, men også dets festlige kultur.
I 1960erne ser vi de første immigrationsmønstre fra Punjab til Danmark. Den første bølge af sikher var oftest kendetegnet ved unge mænd, som rejste ud af Punjab for at opleve vesten, nogle som turister og nogle for at finde arbejde. De færreste kendte nødvendigvis deres endemål, nogle havde endda rejst med andre endemål for øje. Langsomt blev disse familier større, eftersom sikherne blev gift eller da deres familie ankom til landet. Senere er flere sikher kommet til Danmark i forbindelse med arbejde, uddannelse og nogle også som flygtninge, under en tid præget af uroligheder i Punjab.
I dag findes sikherne i en bred repræsentation i det danske samfund. Selvom der kun er omkring 1.500 sikher i Danmark. De er primært bosat i Hovedstaden og enkelte familier i Jylland og på Fyn. De danske sikher kan findes inden for alle brancher: Fabriksarbejdere, buschauffører, konsulenter, embedsfolk, læger, sygeplejersker, advokater, rengøringsarbejder, og selvstændige erhvervsejere.
Det er spøjst. Sikherne er nok Danmarks mest synlige minoritet, men de færreste ved, hvad en punjabi eller sikh er. Samtidig ser vi i disse år, at mange praksisser går mainstream, såsom meditation, mindfulness og yoga. Mens disse praksisser altid har været helt almene i sikhismen.
Man har altså set en gennemgående tendens i det danske samfund, som har fundet meget inspiration fra Østen uden at sætte sig ind i de traditioner som disse praksisser stammer fra.
Personligt oplevede jeg engang en medstuderende, der fortalte mig, at hun dyrkede Kundalini Yoga, og hun blev overrasket, da jeg fortalte hende, at de mantraer hun brugte i sin yoga undervisning var sikh mantraer.
Med tiden har sikherne naturligt søgt og oprettet deres egne samlingssteder. Der findes derfor to Gurdwaraer i Danmark. Dertil findes der enkelte punjabi-skoler og -foreninger, som har fokus på ungdommen, sport, kultur, sprog, musik og meget mere. På den måde har punjabierne et rigt foreningsliv og er repræsenteret i det stolte danske foreningsliv. Her mødes vi, vi lærer hinanden at kende, vi mediterer sammen, og vi hygger sammen.
De seneste 10 år er der sket en stor udvikling i interessen blandt danskere, men også et mere udtalt engagement blandt unge sikher. Det er denne udstilling et godt eksempel på, dertil er der også udkommet en lærebog til danske gymnasier om sikhismen, og samtidig ser vi punjabi repræsentation i forskellige paraplyorganisationer og som en aktiv del af det danske samfund.
Udstillingen her, ser vi som en naturlig del af denne nye interesse, og vi håber, at I vil nyde den, og at det blot er begyndelsen på noget større. En lettere tilgængelig bro mellem Hr. og Fru. Jensen og familien Singh og Kaur.