Se jer omkring i denne smukke sal. Vi er omringet af smukke landskabsmalerier fra den danske guldalder. Prøv nu at lukke jeres øjne et øjeblik og forstil jer følgende.
Du kigger op og ser den grønne bøgeskov – rejse sig majestætisk mod himlen. Lærken kvidrer. Mærk vinden – og lad blikket følge det blå hav, som danser mod Danmarks kyster. Se nu kornmarkerne – bølge som et gyldent tæppe i vinden. I må gerne åbne jeres øjne igen.
Da jeg blev bedt om at holde en tale om fællesskaber, så var det dette rum, der talte til mig. Her følte jeg mig hjemme.
Men disse malerier er mere end blot natur. De fortæller en historie. En historie om et land, der måtte finde sig selv igen – efter krise og tab. En fortælling om fællesskab – om at skabe en ny identitet og se mod fremtiden.
Malerierne i dette rum har altså haft en større betydning. De har været med til at forme og udfordre forståelsen af hvad Danmark er for en nation.
I begyndelsen af 1800-tallet var Danmark slået til jorden. København blev bombet i 1807. Staten gik bankerot i 1813. Og i 1814 mistede vi Norge. Det var en tid, hvor Danmark måtte genopfinde sig selv.
Danmark gik fra at være en helstat – til at blive en nationalstat. Tanker om en fælles kultur, et sprog og en fælles identitet voksede frem.
Det er i denne periode, at landskabsmalerierne blev til. De blev ikke kun malet for at fejre naturens skønhed, men for at samle folk om noget fælles. Grønne bøgeskove og bølgende kornmarker blev symboler på Danmark.
Men i dag står jeg her som en ung brun mand, der bærer turban og med rødder fra Punjab og spørger: Hvor passer jeg ind i dette billede? Kan jeg føle mig hjemme i denne fortælling om Danmark?
Mit svar er ja. Men det kræver, at vi ser på, hvad fællesskab betyder i dag.
Lad os begynde med at stille os selv et grundlæggende spørgsmål: Hvad er et fællesskab? Er det blot en gruppe mennesker, der deler et geografisk område, eller er det noget dybere?
Er det en følelse af tilhørsforhold, en fælles identitet, eller måske en fælles vision for fremtiden?
For mig har fællesskaber altid handlet om mere end blot fysisk nærhed. Det handler om de bånd, vi skaber med hinanden, - de værdier, vi deler, - og den støtte, vi giver og modtager.
I min opvækst har jeg oplevet, hvordan fællesskaber er en kilde til styrke og standhaftighed. I Sikhismen lærer vi, at vi alle er forbundet. Derfor har vi et ansvar for at støtte og hjælpe hinanden. Dette princip har været som en ledestjerne i mit liv.
Jeg har selv aktivt deltaget i forskellige foreninger og organisationer, der arbejder for at fremme inklusion og sameksistens.
Mine oplevelser og erfaringer har lært mig, at fællesskaber ikke opstår af sig selv. De kræver aktiv deltagelse, åbenhed og en vilje til at lytte og lære af hinanden. De kræver, at vi ser ud over vores forskelle og finder de fælles værdier og mål, der binder os sammen.
Vi lever i en tid, hvor fællesskaber udfordres. Polarisering, uretfærdighed og frygt truer med at rive os fra hinanden.
Jeg tror, at vi står ved endnu en skillevej – ligesom i begyndelsen af 1800-tallet. I dag har vi brug for en ny form for fællesskab: et, der favner mangfoldighed.
For Danmark er ikke længere kun de grønne bøgeskove og bølgende kornmarker. Danmark er os. Alle os. Også mig. – Uanset hvor vi kommer fra, eller hvordan vi ser ud.
Men det kræver, at vi tør møde hinanden med både empati og mod. Empati til at forstå – og mod til at handle.
Fællesskabet er ikke længere et spørgsmål om at ligne hinanden, men om at ville noget sammen. Om at ville hinanden.
I aften vil jeg gerne opfordre jer alle til at tænke over jeres egne fællesskaber. Hvad betyder de for jer? Hvordan bidrager I til dem, - og hvordan kan I gøre dem endnu stærkere, og mere inkluderende?
Hvordan kan vi sammen skabe et samfund, hvor alle føler sig set, hørt og værdsat?
Lad os huske, at fællesskaber ikke kun handler om at være sammen, men om at vokse sammen. De handler om at bygge broer, ikke mure.
Når jeg ser på malerierne omkring os, tænker jeg ikke kun på fortiden. Jeg tænker på, hvordan de kan inspirere os til at male fremtiden.
En fremtid, hvor vi bygger broer i stedet for at tegne grænser. En fremtid, hvor vi skaber et fællesskab, der rummer alle, der ønsker at være en del af det. En fremtid hvor jeg også kan finde hjemme I den danske fortælling.