Kære Venstre,
Da jeg talte til jer sidst, i Boxen i Herning, der sagde jeg, at vil gerne hang jeres plakater op, men at vi krævede politisk indflydelse til gengæld.
Og jeg skal da love for, at der har været anledning til at hænge valgplakater op!
Tre valgkampe har vi ført det seneste år – kommunal- og regionsrådsvalg, folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet, og seneste et folketingsvalg. Og derfor håber jeg også, at mange af jer har fået set en del mere til VUerne, end I plejer på et almindeligt år, og at i har haft stor glæde af deres engagement.
Nu er vi på den anden side af et valg, og vi kan igen fokusere på os selv.
Vi skal huske, at den der ikke udvikler, afvikler.
Derfor føler jeg mig kaldet til, på vegne af de unge generationer, at komme med et bekymret opråb. Fra os, der på et tidspunkt skal overtage og videreføre partiet efter jer.
Det kræver, at I passer godt på Venstre, så længe I har ansvaret for partiet.
Vi er bekymrede for et manglende generationsskifte, og vi er bekymrede for politisk stilstand.
For ikke nok med, at der ikke kom nogle nye i folketinget for Venstre i 2015. I 2019 kom der kun tre under 35 ind, og denne gang kan vi heldigvis byde velkommen til Linea, mens resten af vores talentlag fik ikke en plads i folketinget. Det gjorde til gengæld en lang række politikere, som vi mener har svigtet deres ansvar i den foregående valgperiode.
Jakob Ellemann har åbnet for den liberale vej, nu skal nogen udfolde den.
For når man sidder i Folketinget for Venstre har man en helt særlig forpligtelse. Ikke bare overfor vælgerne, men også overfor os der sidder her i salen. Overfor Venstres medlemmer.
En forpligtelse til at varetage partiets interesser, og dermed en helt særlig forpligtelse til at udvikle Venstre politisk.
At tænke tanker, der rækker længere end til i morgen, til næste måned eller næste valg. At skrive tekster der er længere end en facebook-opdatering, gøre sig nogle grundige overvejelser over, hvor vi som parti bevæger os hen.
Med ca dobbelt så mange mandater som i dag, har man ikke formået at komme med originale svar på, hvad Venstre skal være og mene i fremtiden. Vi har igen og igen konstateret, at vi befinder os i en borgerlige idékrise, men ingen har evnet at rykke os ud af stedet.
Det kommer vi til at bøde for fremadrettet, og det gør os dybt bekymrede. Særligt, hvis man vælger at gå i regering. For vi unge ved, at man finder ikke sig selv i et nyt parforhold.
Venstre er et liberalt parti. Vi drømmer og vi skaber muligheder og frihed for folk. Hvorfor laver vi så primært politik til, og kommunikerer til, folk på den gode side af 50? Det undrer os. Venstres medlemsskares gennemsnitsalder kunne måske være en af årsagerne, men det er et selvmål, hvis man ønsker at levedygtigt parti.
Groft sagt har unge som vælgergruppen ingen egnennyttemaksimerende grund til at stemme på Venstre. Når vi taler ungepolitik, slår vi på tromme for frit gymnasievalg, men dem der rammes af det, har ikke stemmeret, så målgruppen er deres forældre i 50’erne. Går man ind på Venstre.dk, under politik og finder ”u”, kan man læse om Udenrigspolitik, Udlændingepolitik, Udviklingspolitik, Undervisnings- og skolepolitik og Uddannelses- og forskningspolitik.
Der er intet der hedder ”ungepolitik”. Går man ned til Æ, kan vi sjovt nok godt mønstre en ”ældrepolitik”.
Jeg kan, desværre, ikke få øje på andet end det boligudspil VU lavede i samarbejde med Venstre, der skulle være grund til at man som ung skal stemme på Venstre. Og det holder jo ikke.
Som parti skal vi levere løsningerne på den stigende, og ret voldsomme, mistrivsel blandt børn og unge. Det er for vigtigt til at overlade til venstrefløjen. Vi skal have større ambitioner på vegne af erhvervsuddannelserne, der i sandhed har set bedre tider, på vegne af de unge, der læser til lærere, pædagoger og sygeplejesker. Det er dem, der skal sikre gode og frie børne- og ungeliv i fremtiden, men det kræver, at de får en ordentlig uddannelse.
Hvorfor er vi ikke partiet, der i stedet for at være kendt for at skære i uddannelsessystemet, er dem der taler mere frihed og flere muligheder ind i at gå på universitetet?
Fremtiden er liberal. I Venstres Ungdom er vi forsigtig optimistiske.
Danskerne er imod tvangsfordeling af gymnasieelever. De ønsker for deres forældre og bedsteforældre, at de kan blive behandlet omsorgsfuldt og respektfuldt i deres sidste tid. At der også i fremtiden findes dagplejemødre, at ventelisterne på hospitalerne ikke er for lange.
Vi tror på, at Venstre har svaret på fremtidens udfordringer, og vi mener, at netop VI er forpligtede til at udvikle fremtidens velfærdssamfund. Venstrefløjen kan ikke løse udfordringerne, for deres eneste løsning er mere stat.
Vi ved, at svaret er mere konkurrence, flere private leverandører og mere civilsamfund.
Det og meget mere kræver politisk mod. Det kræver frygtløse tænkere. Så skal vi nok blive ved med at være ivrige insisterende idealister.
Tak for samarbejdet og god arbejdslyst.
Vi regner med jer.