Maria Wandels tale ved afsløringen af Bertel Haarders portræt i Folketinget

Kære formand for Præsidiet og Kære Bertel Haarder og Kære alle der er her i dag. 

Først vil jeg rette en stor TAK til Folketinget og til Christiansborgs Kunstudvalg, for at have indstillet mig til at portrættere Bertel Haarder og tak til dig, Bertel, for tilliden til at jeg skulle male dit portræt. 

Det har været en stor fornøjelse at lære dig at kende! 

Vi har haft mange gode og meget levende samtaler i mit atelier under maleriprocessen, hvor du er kommet forbi, præcis til tiden, og har sat dig godt til rette i min overmalede sofa, med kaffe og lækkerier og flere glas med bobler, og så har vi ellers kigget på og diskuteret malerierne af dig.
- For jeg malede ikke bare ét portræt af dig, men mange vidt forskellige. Også et portræt, som jeg malede kun med spraymaling, - men det var alligevel for vildt!
Nu da jeg har så mange portrætter af dig, overvejer jeg at lave en avantgardistisk hypermoderne udstilling til et eksklusivt galleri i Milano, med udstillingenstitlen, “Bertello Haarder”. 

Men tilbage til den gode energi i atelieret. Du sagde, at du elskede Impressionisme og Ekspressionisme og flimrende lys og alle farver.
 Så på de stemninger malede jeg dette portræt af dig : ekspressivt, med hurtige fede strøg, fed maling, grøn, lyserød, hvid og blå, lyst og mørkt, og nogle steder skinner det hvide lærred frem, som lysglimt gennem det grønne. 

Et portræt er et maleri som viser et levende menneske, men det skal ikke bare ligne, det skal kunne mere end det, det skal også fungere som et kunstværk, rytmen, kontrasterne, paletten, penselstrøgene, alle elementerne må tale sammen på sin helt egen overraskende måde. 

Jeg har gjort mig mange overvejelser over, hvordan og i hvilke omgivelser Bertel skulle portrætteres, og fik taget en del fotografier af Bertel som forlæg til portrættet. De blev taget primært her på Borgen, hvor Bertel har haft sin gang i en menneskealder; i de kendte paternostra-elevatorer, i Snapsetinget, foran Grundloven, og på et tidspunkt bad jeg også Bertel om at kaste jakken, og hoppe op på de højtstablede stole foran det store maleri i Fællessalen. Dét var absolut ikke et problem for ham, han er jo tidligere gymnast, så før jeg havde nået at blinke, stod han på toppen af alle stolene og spejdede stolt ud over salen. 

Men vi måtte også ud i det fri, og da jeg så, hvordan farverne og de forskellige strukturer i naturen formede sig omkring Bertel i lyseblå skjorte, i Bibliotekshaven, så kom den helt rigtige inspiration: Bertel i det fri, Bertel, frihedselskeren, han træder frem i en lysning, smiler og hilser, en stor mand med en statsmands værdighed. 

Bertel er jo en farverig person, som på mange måder mimer naturens mange uregerlige former. Han er ikke sådan at tæmme på et lærred, men lader sine meninger og holdninger skyde frem der, hvor han finder det passende at blomstre med sit store vid og sin skarpe indsigt og humor. 

Det var også dette portræt Bertel straks bedst kunne se sig selv i. Da han kom op og så det, udbrød han, “Det der, det er jo lige mig! Spot on.” 

Jeg vil lige slutte af med en lille anekdote fra de mange sjove ordvekslinger og ordspil, som er kendetegnende for vores møder: 

Da Bertel havde gået frem og tilbage foran portrættet i atelieret og vænnet sig til sig selv som maleri, udbrød han pludselig: 

“Men gylpen står jo åben, hvad skal det betyde!?! “

Og jeg tror jeg svarede, “Gud ja, det gør den, men gør det noget?”

Og så udbrød vi i kor, “den står bare åben for fortolkning”.

Igen, mange tak, jeg håber I kan lide værket/portrættet.