Marianne Vinds 1. maj-tale

Glædelig kampdag
 
Hvor er det dejligt at se jer, og hvor er det dejligt, at få lov til at tale for jer.

Jeg vil starte med at tage jer til et sted ikke langt herfra.

Til havnen i Køge.

For her arbejdede min farfar. 

Han var arbejdsmand af den gamle skole.

Han stod tidligt op hver morgen og knoklede, til solen gik ned. 
Og så traskede han hjem til min farmor med vabler på hænder og fødder og smerter i ryggen.

Men en dag gav kroppen op for min farfar.

En kold morgen væltede et tungt læs tømmer ned over ham. 
 
Og det var mere, end hvad hans krop kunne klare.

Han blev krumrygget, skrøbelig og lænket til sin lænestol.

Jeg kan huske, hvordan min farmor forede hans lænestol med tæpper og puder for at lindre de smerter, der aldrig helt forsvandt. 

I en alt for ung alder blev arbejdslivets skjorte for kort for min farfar. 

Nej, faktisk blev skjorten revet i stumper og stykker af et hårdt og ubarmhjertigt arbejdsmarked.

Det var tilbage i 1960’erne. 

Siden da har både arbejdsmarkedet, teknologien og lovgivningen udviklet sig meget. 
 
Og det kunne måske få nogen til at tro, at det arbejdsliv, der blev budt min farfar, hører fortiden til. 

Men prøv så lige at høre her:

I 2013 døde to danske fiskere i en giftulykke mens deres to kollegaer på båden fik en hjerneskade. 

Arbejdsgiveren (...), han slap uden straf, uden bøder, uden fængsel. 

Og i januar i år blev en blot 17-årig dreng dræbt på en gård i Danmark. 

Han var landbrugselev, men udlært det blev han aldrig. Hans kolleger fandt ham klokken 23.46 en torsdag aften under en to tons tung strømaskine. 

Der er ingen, der ved, hvor lang tid, han havde ligget der (...)

Så nej, det hårde, nedslidende arbejdsliv hører på ingen måder fortiden til.

Til alle tider er arbejderne blevet dræbt på deres arbejdsplads. 

Til alle tider er arbejderne blevet syge af at passe deres arbejde. 

Til alle tider er arbejdernes ve og vel blevet negligere til fordel for profit.  

Og ved I hvad?

Sådan er det stadig, den dag i dag. 

Derfor har jeg besluttet, at jeg i år vil dedikere min 1. maj tale til alle de arbejdere, der hver dag bliver nedslidt på deres arbejde. 

Både dem, der bliver fysisk nedslidte med smerter i hele kroppen.

Dem, der bliver psykisk nedslidte. Af stress, et umenneskeligt arbejdspres eller en uretfærdig chef. 

Og endelig til alle dem, som bliver syge eller kommer til skade i en arbejdsulykke.  

Jeg ved med sikkerhed, at mange af jer hører til en, hvis ikke flere, af de her grupper. 

Men lad os starte med den fysiske nedslidning.  

Smerter i kroppen er blevet hverdagskost for alt for mange. 

22 procent af os danskere går på arbejde med hyppige smerter.  

Og 67 procent af  3F’s medlemmer over 40 tager smertestillende medicin for at passe deres arbejde. 

Tænk, vi har accepteret, at der er mennesker i det her land, der står op hver dag og skyller en Panodil og en Ipren ned med morgenkaffen, inden de møder på arbejde. 

Det er uværdigt. Det er uacceptabelt, og det er hamrende uretfærdigt. 

For vi ved godt, hvem det er, der bliver fysisk nedslidt. 
Det rammer nemlig ikke alle danskere ligeligt. 

I og jeg ved jo godt, at det først og fremmest er dem med de længste og hårdeste arbejdsliv, der bliver fysisk nedslidte. 

For nedslidningen skyldes ofte tunge løft, akavede og belastende arbejdsstillinger og ensidigt gentaget arbejde.

Det er især bygge- og anlægsarbejderne, sosu-assistenter, gartnere, portører og rengøringsassistenter, som er blandt de mest udsatte.

Nogen bliver hæmmet i en sådan grad, at de knap kan lege med deres børn og børnebørn. 
Eller gå en tur i skoven med deres mand eller kone. 

Det er uværdigt. 

Og så er der alle dem, som bliver nedslidte psykisk.

Den her nedslidning rammer måske lidt bredere.

Men den rammer ikke mindre hårdt. 

For hvis du, eksempelvis som sygeplejerske, løber igennem flere årtier på en underbemandet afdeling med stress til langt op over ørene og en følelse af ikke at kunne hjælpe dine patienter. Så tærer det på psyken.  

Og hvis du som pædagog på en institution lever med frygt for vold eller overgreb dagligt. Så tærer det på psyken. 

Og hvis du som sekretær arbejder med en chef, som manipulerer og mobber i et forsøg på at “motivere” medarbejderne. Så tærer det på psyken. 

Det kan give søvnproblemer. Det kan give hukommelsesproblemer. Det kan give angst og depression.

Til sidst kan dit sind være så nedslidt, at du kollapser. At du ikke længere kan passe et arbejde. 

Den psykiske nedslidning taler vi faktisk endnu mindre om. Men den er mindst lige så vigtig.  

Og sidst men ikke mindst: Arbejdsulykkerne.

Den triste nyhed er, at antallet af arbejdsulykker stiger. 

I Danmark.

Og i hele EU. 

85.000 arbejdsulykker bliver der årligt registreret i Danmark. 

Det er 230 arbejdsulykker hver eneste dag. 

Hvor alvorlige de her ulykker er, det er selvfølgelig forskelligt. 

Men – i 2022 slog vi rekord i antallet af arbejdsulykker med døden til følge. 

Kære venner

Vi har et drønalvorligt problem.

Fysisk nedslidning, psykisk nedslidning og arbejdsulykker går hårdt ud over den enkelte lønmodtagere. 

Det kan være dyrt i medicin, det kan medføre en nedgang i indkomst, det kan slide på ægteskabet, det kan give depression og det kan forringe livskvaliteten. 

Men vi har også et problem som samfund. 

For nedslidningen koster samfundet 28 tusinde fuldtidsstillinger hvert eneste år. 

Og arbejdsulykker koster samfundet 26 tusinde fuldtidsstillinger hvert eneste år. 

Det er jo en katastrofe i en tid, hvor vi taler mere og mere om, at vi mangler arbejdskraft. 

For faktum er, at dem der bliver nedslidt, 
dem der kommer ud for arbejdsulykkerne,

Det er dem, vi har allermest brug for lige nu. 

Det er de faglærte.

Og det er frontlinjemedarbejderne. 

Det her er en tikkende bombe, som truer fundamentet for vores velfærdsstat. 

Og vores samfundsmodel. 

(,,,)

Den 10. april 2024 gik Arne ud af porten på sin arbejdsplads for sidste gang. 

Efter mere end 40 år på arbejdsmarkedet.

Jeg ved, at I allesammen kender Arne. 

Det er ham, der har lagt navn til Arne-pensionen, retten til tidlig tilbagetrækning. 

Og i dag, den 1. maj 2024 går Arne officielt på Arne-pension.

Den ordning er noget af det bedste, vi som samfund har gjort for lønmodtagerne i mange, mange år.

Den er et sikkerhedsnet for alle dem, der startede deres arbejdsliv i en tidlig alder. 

Den sikrer dem en værdig og respektfuld afsked med arbejdsmarkedet og en krop og et sind, som også kan klare mange år som pensionist. 

Det er en hamrende god ordning, som vi skal værne om med alt hvad vi har. 

Men vi skal ikke stoppe her. 

For Arne-pensionen kan desværre ikke hjælpe alle dem, der mister livet eller bliver invaliderede i en arbejdsulykke.  

Og for alle dem, der er slidt ned til benet allerede inden de optjener retten til tidlig tilbagetrækning, er ordningen heller ikke nok. 

Derfor skal vi også sætte ind tidligere.

Vi skal sørge for, at man slet ikke bliver nedslidt.
Og at man slet ikke bliver udsat for en arbejdsulykke. 

Det arbejder jeg på nede i Europa-Parlamentet.

Det er herfra stort set alt dansk lovgivning om arbejdsmiljø kommer. 

Og her står vi lige nu ved en skillevej. 

For om en måned er der valg til Europa-Parlamentet.  

Og det ser desværre ud til, at der er flere og flere politikere, som vil bremse arbejdet med at forhindre nedslidning og arbejdsulykker. 

Som vil prioritere virksomhedernes mulighed for at tjene penge over lønmodtagernes mulighed for at leve et liv uden smerter og ulykker.

Og det gælder også for nogle danske politikere. 

Jeg vil ikke nævne navne her, men hvis I kigger mod højre, er jeg sikker på, at I godt ved, hvem det er.  

Derfor er min sidste og soleklare opfordring til jer:

Stem til europaparlamentsvalget

Og stem på en politiker, som vil være med til at bekæmpe nedslidning og arbejdsulykker. 

For alle fortjener et liv – og ikke blot et arbejdsliv.

Tak for ordet 

 

Til alle tider er arbejderne blevet dræbt på deres arbejdsplads. 

Til alle tider er arbejderne blevet syge af at passe deres arbejde. 

Til alle tider er arbejdernes ve og vel blevet negligere til fordel for profit. 

 

Og ved i hvad?

 

Sådan er det stadig, den dag i dag. 

 

Derfor har jeg i år valgt at dedikere min 1. maj-tale til alle jer, der bliver nedslidt. 

 

Både fysisk, psykisk og i arbejdsulykker. 

 

For der bliver desværre flere og flere af jer. 

 

Du ved det måske ikke, men antallet af arbejdsulykker stiger. 

 

Flere og flere danskere har også hyppige smerter, når de passer deres arbejde. 

 

Og danskernes stress, den er i vækst. 

 

Vi har et drønalvorligt problem. 

 

For nedslidning og arbejdsulykker går hårdt ud over den enkelte.

 

Det kan være dyrt i medicin, medføre en nedgang i indkomst,  slide på ægteskabet og give depression.

 

Men vi har også et problem som samfund. 

 

For nedslidningen og arbejdsulykker koster samfundet knap 50 tusinde fuldtidsstillinger om året.

 

Det er jo en katastrofe i en tid, hvor vi taler mere og mere om, at vi mangler arbejdskraft. 

 

Derfor arbejder jeg nede i Europa-Parlamentet for at bekæmpe nedslidning og arbejdsulykker.

 

Om en måned er der valg til netop Europa-Parlamentet. 

 

Og det ser desværre ud til, at der er flere og flere politikere, som vil bremse arbejdet med at forhindre nedslidning og arbejdsulykker. 

 

Som vil prioritere virksomhedernes mulighed for at tjene penge over lønmodtagernes mulighed for at leve et liv uden smerter, stress og ulykker.

 

Derfor er min soleklare opfordring til jer:

 

Stem til europaparlamentsvalget 

 

Og stem på en politiker, som vil være med til at bekæmpe nedslidning og arbejdsulykker. 

 

For alle fortjener et liv - og ikke blot et arbejdsliv.

 

God kampdag