Skip to content

Marie Bjerres tale ved Dansk Fjernvarmes landsmøde

Om

Taler

Marie Bjerre
Europaminister

Dato

Sted

Bella Center Copenhagen, Center Blvd. 5, 2300 København

Tale

[Jeg har efterhånden holdt tale for Dansk Fjernvarme et par gange, og jeg føler mig snart som en fast del af programmet. 
Først var jeg her som klimaordfører, så som digitaliseringsminister, og nu står jeg her som europaminister. Jeg tror faktisk, jeg missede min chance som ligestillingsminister – men bare rolig, hvis I er nysgerrige på sammenhængen mellem fjernvarme og ligestilling, så lover jeg at komme tilbage og levere den tale, hvis jeg nogensinde får den kasket på igen!]

Jeg behøver nok ikke fortælle jer her i salen det, men Danmark har et af verdens bedste energisystemer. Fjernvarmenettet ligger som blodåreløbet i det danske land og fordeler effektiv, billig og grøn energi til to ud af tre danske husstande. 
Det er et system, vi kan være rigtig stolte af. Og et system, der kun har vist sig mere og mere gavnligt med tiden. 
Når jeg ser ud over det europæiske kontinent, er det desværre ikke alle lande, der er lige så heldige som os.
I Holland opvarmes 8 ud af 10 af husstandene med individuelle gasfyr. I Tyskland er den største varmekilde stadig gas. Og i Polen er man stærkt afhængig af landets kulminer, som står for at opvarme mange af landets husstande.
Mange af vores europæiske naboer har energisystemer, som har vist sig særligt sårbare efter Ruslands invasion af Ukraine. 
Da russiske tanks rullede ind over grænsen, og grønklædte soldater rykkede ind i ukrainske byer, gik der ikke lang tid, før det kunne mærkes på varmeregningerne rundt omkring i Europa. 
De russiske gashaner blev lukket. Temperaturen i de offentlige bygninger blev sænket. Og det blev tydeligt, at vi havde været for naive i den europæiske energi- og forsyningspolitik. 
Før invasionen kom over 40 % af Europas samlende gasimport fra Rusland!
Med krigen blev det klart: Vi havde satset for meget på samhandel og stabilitet og for lidt på selvforsyning og uafhængighed. 
Heldigvis var Danmark mere skånet end de fleste af vores naboer. Vi havde et godt udgangspunkt. Og vi besluttede at sætte tempoet yderligere op gennem udrulning af grøn fjernvarme, så vi kunne frigøre os helt af russisk gas. 
***
Kriser sætter vores samfund under pres. Men det er også i krisetider, vi bliver tvunget til at finde innovative løsninger og tænke nyt. 
Udviklingen af det danske fjernvarmesystem er flere gange blevet båret frem af kriser. 
Danmarks første fjernvarmeanlæg på Frederiksberg blev bygget i 1903 i en tid, hvor man kæmpede med bjerge af affald og overbefolkning i bydelen. Løsningen blev et fjernvarmeanlæg. Ind kom hestevogne med byens overskydende affald, og ud kom varme til byens fattighus, hospital og børnehjem. 
Ved at slå to problemer sammen fik man med fjernvarmeanlægget én genial løsning. 
Den næste udfordring kom med 70’ernes energikrise. En krig i Mellemøsten fik oliepriserne til at eksplodere, og det blev tydeligt, hvor risikabel vores store afhængighed af olie fra andre regioner var blevet. Det blev en anledning til at udbygge det danske fjernvarmesystem i stor stil og dermed gøre os mere selvforsynende og robuste over for geopolitiske rystelser ude i verden.
I de her år står vi igen overfor store kriser. Krigen i Ukraine har sat pres på de europæiske energiforsyninger. Og klimakrisen sætter strenge krav til omstillingen af vores samfund.
Igen står fjernvarme som en af de helt store løsninger på tidens udfordringer. Ikke kun for Danmark, men for hele Europa. For der er et stort potentiale i Europa. 
I Tyskland har man netop i år vedtaget en ny varmelov, som sikrer, at samtlige 11.000 tyske kommuner skal i gang med at lave varmeplanlægning. De tyske gasfyr skal udskiftes –ikke mindst med grøn fjernvarme. 
Europa skal nemlig være mindre afhængig af energi udefra. Og det kræver, at vi bruger hele værktøjskassen. 

Her kan Danmark spille en helt central rolle. Vi har en klar styrkeposition på fjernvarme. Vi har årtiers erfaring med at udvikle både tekniske løsninger og de rette regulative betingelser omkring fjernvarmeanlæggene. 
Den viden skal vi udbrede til resten af Europa. Vi skal både eksportere vores viden og vores tekniske løsninger. 
Netop vores tyske naboer er allerede den største aftager af eksport af danske fjernvarmeteknologi og løsninger. Og potentialet er endnu større!
Udbredelsen af dansk fjernvarme-ekspertise er godt for Europas forsyningssikkerhed. Det er godt for klimaet. Og det er ikke mindst godt for dansk eksport og vækst.  
Det er også derfor, Danmark har myndighedssamarbejder på energiområdet med en lang række europæiske lande. Her er vores samarbejde med Polen om udveksling af erfaringer på fjernevarmeområdet et godt eksempel. Også i Ukraine har vi myndighedssamarbejder, som skal hjælpe med at genopbygge det ukrainske energinet og gøre det endnu grønnere end før.
Vi har nemlig meget at lære fra os. Og vores løsninger er efterspurgte ude i verden.
I andet halvår af 2025 indtager Danmark EU-formandskabet. Og selvom de konkrete prioriteter endnu ikke ligger fast, vil energiforsyning og grøn omstilling forventeligt være i toppen over de vigtigste dagsordener.
Her kan vi være stolte af vores danske erfaringer med den grønne omstilling. Det giver en troværdighed og platform i Europa, at vi går forrest og viser vejen. Og det er et stærkt udgangspunkt for at sætte fokus på den grønne omstilling under det danske EU-formandskab. 
***
Afslutning
Historien har det med at gentage sig selv. Vi lever igen i en tid med kriser i Europa. Men historien har også vist, at det er, når udfordringerne er størst, at vi finder de mest innovative løsninger. 
I en globaliseret verden kan Danmark ikke længere nøjes med at kigge indad. Vi skal tænke nyt og arbejde på tværs af Europa. Vi skal eksportere vores viden og bidrage til at løse de fælles europæiske udfordringer.
I Dansk Fjernvarme sidder I med nogle af de helt centrale løsninger på klimakrisen i Europa.
I det kommende år skal vi i fællesskab arbejde for, at Danmarks grønne løsninger i endnu højere grad også bliver Europas grønne løsninger.
Fjernvarmesystemet har i over 100 år ligget som blodåreløb i det danske land og pumpet varme ud i alle lemmerne. 
Nu skal vi kæmpe for, at også resten af Europa får et godt blodomløb – i en tid, hvor vi er ramt af kolde vinde fra Øst.
Tak.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags

Relateret