Tak for invitationen.
Jeg er glad for at få muligheden for at tale for jer i dag.
For nytåret er jo en anledning til at reflektere over det forgangne år og se fremad mod det kommende.
Og jeg synes, det er passende, at vi gør det i fællesskab. For I repræsenterer på forskellig vis organisationer, som hver dag arbejder for at fremme ligestillingen i Danmark.
Og selvom vi ikke altid er enige om alt, så kommer vi ingen vegne uden hinanden.
Både politisk handling og et stærkt civilsamfund er en forudsætning for at skabe de nødvendige fremskridt.
2023 har i høj grad været et begivenhedsrigt år – både for mig personligt og for os som regering.
Vi har opnået politiske resultater på ligestillingsområdet, som jeg er stolt af.
Som noget af det første lancerede jeg den hidtil mest ambitiøse handlingsplan mod partnervold og partnerdrab med initiativer på tværs af ministerområder. Der er afsat et historisk højt beløb på 233,8 millioner kroner fra 2024 til 2026.
Vi har sikret finansiering til ligestilling af krisecentertilbud til voldsudsatte kvinder og mænd.
Og jeg glæder mig til at fremsætte lovforslaget her til februar.
Vi har meldt ud, at vi vil sænke abortgrænsen til 15 år. Og at vi vil styrke abortlovgivningen.
Vi har ophævet undtagelsesbestemmelsen fra ligebehandlingsloven, som har gjort det muligt for Folkekirken at fravælge kvindelige præster – fordi de er kvinder.
Jeg har sat fokus på, at ligestilling handler om både kvinder og mænd, og afsat 35 millioner kroner til initiativer, der skal fremme mænds og drenges lige muligheder.
Og jeg har uddelt den første ’Ligestillingens Pris’ og afholdt det første ’Ligestillingens Topmøde’. Hvor vi havde en konstruktiv debat om diversitet i ledelse og bestyrelser. Og hvor der var plads til lydhørhed – både over for fakta og hinanden.
Det har været et år, hvor jeg har lært en masse – også på det personlige plan
Fx at man fortsat skal stå model til lidt af hvert, når man er kvinde, som tillader sig at række ud efter magten.
Sidste forår fik jeg kaffen galt i halsen, da jeg stod op til et debatindlæg i mit lokale dagblad. Som – udover at præsentere en lang række faktuelt forkerte oplysninger om mig og min familie – beskrev mig som ”en ung pige med fart på”.
At jeg ”først skal have afsluttet amningen og gjort mig anstændig, før jeg er seriøs til at deltage i landets ledelse”.
At det er for langt at gå at ”lade landet styre af barneplejere”.
Jeg vil ikke engang spørge, om mine mandlige ministerkolleger med små børn, har mødt samme kommentarer.
Til Flagdag, senere på året, holdt jeg en tale om vigtigheden af, at der er plads til og lige muligheder for både mænd og kvinder i Forsvaret.
Det budskab blev i en anden avisartikel reduceret til, at jeg ville have ”flere stilletter i Forsvaret”.
Helt ærligt. Kvinder i forsvaret har støvler på. Præcis som mændene.
Men tilsyneladende kan man ikke tillade sig at forvente, at ens budskab bliver behandlet med seriøsitet, hvis man selv tager stilletter på om morgenen…
Jeg er også blevet beskyldt for at have ”forrådt liberalismen” ved at føre ’socialistisk ligestillingspolitik med de røde’.
Jeg kan vist godt afsløre, at det ikke er sket ofte, at jeg er blevet kaldt ”socialist”. Og jeg tror måske heller ikke, der er så mange af jer, der er mødt op her i dag, som ville kalde mig det
For mig er ligestilling kerneliberalt. For det handler om at skabe mere frihed i fællesskabet og flere muligheder for den enkelte.
Det handler om at fjerne de barrierer, der kan være i samfundet.
Om at skabe en kultur, hvor alle kan folde sig ud og forfølge deres drømme og ambitioner – så langt talentet rækker.
Og jeg synes sådan set, det er dovent – og misforstået liberalisme – at melde sig ud af den kamp for ligestilling mellem kønnene. En kamp, som borgerlige politikere har været med til at kæmpe i århundreder.
Det har overrasket mig, hvor meget tid jeg skal bruge på at diskutere, om vi ikke allerede har ligestilling.
Det er der nok ikke mange i dette lokale, der ville mene.
Men en analyse fra Mandag Morgen viste sidste år, at 16 procent af de danske mænd mener, at ligestillingen er gået for langt. Mens 70 procent af kvinderne mener, det går for langsomt.
Det vidner for mig om en stigende polarisering i ligestillingsdebatten.
Dét er bekymrende. Og det skal vi sammen tage alvorligt.
Jeg tror, meget handler om, at ligestilling i nogles øjne fokuserer på at fremme kvinders position i samfundet på bekostning af mænds.
Og at det til dels skyldes, at vi ikke har haft nok fokus på, at køn også kan spænde ben for mænd og drenge. For når fx mænds sundhed er dårligere end kvinders, når de oftere begår selvmord eller ender i hjemløshed og misbrug, ja så handler det også om køn.
For mig er ligestillingskampen netop en frihedskamp.
En kamp for, at hverken kvinder eller mænd oplever, at normer, strukturer eller bestemte forventninger begrænser deres frihed – eller deres muligheder for at udfolde sig.
Jeg tror, det er en vigtig dagsorden, hvis vi skal bremse polariseringen og sikre fortsat bred opbakning til ligestilling.
Det leder mig videre til mine ønsker og prioriteter for det kommende år som ligestillingsminister.
For til foråret lancerer regeringen den første handlingsplan nogensinde for mænds og drenges ligestilling.
Den vil langt fra løse alle udfordringer. Men jeg håber, den vil sætte en bevægelse i gang, hvor det bliver naturligt også at tale om mænd og ligestilling.
Et andet område, som står højt på min dagsorden for 2024, er den frie abort.
Kvinders frie ret til abort er en hjørnesten i ligestillingen i Danmark.
Det er helt afgørende for kvinders deltagelse i samfundet, at de selv kan træffe valg om, hvornår og hvor mange børn de ønsker.
Det seneste års samtale om abortområdet har bidraget med ny viden og refleksion. For mig er det et fantastisk eksempel på, hvordan civilsamfund og organisationer i den grad kan være med til at løfte.
Starte en konstruktiv debat, som både har rykket ved holdningen i den brede befolkning – og skabt grobund for politisk handling.
Jeg er glad for, at vi har indledt politiske forhandlinger med Folketingets partier om en samlet styrkelse af abortområdet.
For der er behov for at sikre, at reglerne er både tidssvarende og langtidsholdbare.
Jeg er også optaget af, at vi får sat ind over for negativ social kontrol og æresrelateret vold.
For ligestilling og den enkeltes frihed er grundlæggende værdier, som skal komme alle til gavn.
Frihed til at træffe egne beslutninger. Frihed til at leve uden vold og kontrol.
Derfor kan og skal vi heller ikke acceptere, at ligestilling reelt er sat ud af spil i nogle indvandrermiljøer i Danmark.
Hvor et forældet æresbegreb, syn på ærbarhed og kønsroller bruges til at undertrykke, kontrollere og begrænse kvinders og pigers ret til at bestemme over eget liv og egen krop.
Det er en stor ligestillingsudfordring. Og helt uacceptabelt. Det håber jeg, at I også vil være med til at gøre op med.
2024 bliver også et år, hvor vi ser de første effekter af den øremærkede orlov. Det kommer jeg til at følge nøje.
Øremærkningen er en af de helt centrale nøgler i forhold til at skabe mere ligestilling – både på arbejdsmarkedet og i familierne. Og for både for mænd og kvinder.
De foreløbige opgørelser viser, at der er sket en markant stigning i antallet af mænd, der tager orlov. Og i længden af deres orlov.
Men vi ved også, at der fortsat er modstand. Både fra virksomheder, fra kvinder og fra mænd. Hvis øremærkningen skal blive en succes – så kræver det en kulturændring.
Og det kræver, at virksomheder og organisationer tager opgaven på sig – og arbejder for at sikre, at alle fædre reelt får mulighed for at holde deres del af orloven.
Den opgave håber jeg, at I vil være med til at løfte i de kommende år.
I 2024 kommer jeg også til at se på, hvad vi kan gøre for at øge trygheden i nattelivet, hvor særligt unge kvinder oplever en stigende grad af utryghed.
Og så arbejder vi i regeringen på en iværksætter-strategi. Et område, hvor vi ved, kvinder ikke har lige muligheder.
Endelig kommer vi i 2024 også til at fortsætte arbejdet med seksuel chikane i regi af den alliance, vi har på området. Vi kommer både med en undersøgelse og en kampagne.
Jeg er glad for, at Kvinderådet og en række af jeres organisationer også er aktivt involveret i det arbejde.
For vi er langt fra i mål. Det vidner den helt aktuelle sag om den unge kvindelige tømrerlærling med al tydelighed om.
Det er rystende, hvad hun har skullet lægge øre og krop til. Og lige så rystende, at arbejdsgiverens konklusion er, at han ikke vil ansætte kvinder en anden gang.
Der er nok at tage fat på. Og der er ingen tvivl om, at vi ikke når i mål uden et tæt samspil mellem Christiansborg og civilsamfund.
Jeg er håber, at I – i Kvinderådet og i alle medlemsorganisationerne – også i 2024 er klar og beredt. Det er jeg.
Rigtig godt nytår og tak for jeres tid.