Hej alle sammen
Hvor har jeg set frem til i dag.
Jeg har set frem til at møde jer virksomheder, der i dag vil fortælle og vise os, hvordan digitalisering kan understøtte en virksomheds forretning. Og så endda i Børsbygningens ikoniske rammer.
CH Byg. Jydsk Blindrammefabrik. Xtellio. I er alle tre virksomheder med meget forskellige måder at digitalisere jeres forretning på.
I har valgt, at I gerne vil invitere os alle med ind i jeres digitale omstilling. Fortælle os, hvordan digitalisering skaber forandringer. Skaber gevinster. Og samtidig vil I også på fineste vis fortælle, hvad der var svært i jeres arbejde i rejsen mod en mere digital forretning.
Tak for det.
Jeres virksomheder viser eksempler på, hvordan digitalisering gavner jeres produktion. Gavner jeres medarbejdere. Jeres salg. Og samtidig bidrager til den grønne omstilling.
I år fylder Børsen 400 år. Og i alle de år har Børsen været en central plads i Danmarks historie. For eksempel som markedsplads og som fondsbørs.
Stilladset ude foran bygningen i dag, er et symbol på, at Børsen omstiller sig og tilpasser sig tiden.
Netop som dansk erhvervsliv har og fortsat skal omstille sig digitalt for at følge med tiden og forblive konkurrencedygtige.
I dag kårer vi vinderen af Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2024. Om lidt skal vi se tre korte videoer.
Uden at løfte sløret for meget for, hvad videoerne handler om, vil jeg allerede nu sige lidt om jeres digitale omstillinger.
Xtellio. Jeres produkter hjælper med at optimere produktionen i andre virksomheder. I er gået fra ikke have noget standardprodukt til at have lanceret 12 standardprodukter på 12 måneder. Og I er begyndt at eksportere.
CH BYG. I har indført flådestyring, så I kan optimere ruteplanlægningen for jeres varebiler og nedbringe forbruget af brændstof. Og er du ansat som håndværker hos CH BYG, så ved du - ved hjælp af virksomhedens digitale systemer – altid, hvilke opgaver du skal løse. Og du har samtidig vished om, at du har de rigtige værktøjer til rådighed til at løse opgaven.
Jydsk Blindrammefabrik. Ved hjælp af robotter i jeres produktion og ved hjælp af digital overvågning kan I nu producere det samme på 37 timer, som I sidste år brugte 47 timer på at producere. Tallene taler for sig selv.
En ting er at vise resultaterne af en gennemført digital omstilling - og som jer - vise konkrete eksempler på de mange potentialer, der er i digitale løsninger og nye teknologier.
Men en anden ting er at tale om, hvad der er svært, når en virksomhed vælger at udvikle sin forretning digitalt.
Processen kan være besværlig og kaotisk. Medarbejdere kan være skeptiske. Og ledelsens fokus kan skifte undervejs.
Jeg har engang hørt digitalisering beskrevet som et monster under gulvtæppet, der skriger, når man løfter tæppet. [Baggrund: blev nævnt for ministeren på møde i det tidligere råd for SMV:Digital.]
Men jeres erfaringer viser, at når digitalisering brydes ned i mindre bidder, bliver det overskueligt at tage ét skridt ad gangen i retning mod en mere digital forretning.
Og sådan kan vi gribe de muligheder, som f.eks. kunstig intelligens, robotteknologi og sensorteknologi giver.
Som digitaliseringsminister er jeg naturligvis optaget af, at virksomheder griber de gevinster, som vi kan se, at digitaliseringen kan kaste af sig. Økonomisk vækst. Bedre arbejdsvilkår. Datagrundlag for ledelsen til at træffe bedre beslutninger. Og som et afgørende redskab i arbejdet med den grønne omstilling.
På den måde ruster vi os til en ny fremtid. På samme vis som Børsen ruster sig til sin nye fremtid.
Jeg glæder mig til at vi nu sammen skal se de tre videoer om årets finalister.