Martin Ishøys prædiken 2. søndag i advent

Klimatopmøde i Durban, kirken og grunde til håb

For to år siden smed verdens forsamlede politikere en verdenshistorisk mulighed for en klimaaftale på gulvet i København. Nu, hvor politikerne er forsamlede i Durban, tør ingen tro på en forpligtende aftale. Men tro er hvad Gud søger, og derfor må kirkerne på banen med alvorsord og håb. Vi tør håbe, for det er lys forude. 

Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt pressedækning vi oplever af klimatopmødet i Durban, COP 17. Det er selvfølgelig en kombination af fraværet af ”breaking news”, fraværet af gennembrud i forhandlingerne på den ene side, og så det at vi ikke har lyst til at høre eller læse om, hvor elendigt det går med klimaet. Det sælger simpelthen ikke aviser. Man har sagt, at pressen er den fjerde statsmagt – ved siden af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, men langt hen ad vejen er pressen præcis lige så følgagtig i forhold til populære folkestemninger som politikerne; mindst!  

Men der er noget dialektik i det her. For vi ved jo godt, at det går elendigt, mange ved godt, at EU øjensynligt er de eneste såkaldte magtfaktor, som for alvor presser på for at opnå bindende politiske aftaler. De lande som rammes hårdest af klimaforandringerne, betragtes simpelthen ikke som en magtfaktor. Vi ved det godt, men så længe vi bare godt ved det, er der ingenting, der flytter sig. Først i det øjeblik det begynder at fylde meget mere i medierne og i den offentlige samtale, begynder der at komme skred i tingene. Først i det øjeblik bliver presset så markant, at det får politiske konsekvenser. Først så holder det op med at være en kold viden, og bliver en varm viden, en aktiv viden og en aktiv energi til forandring. Det er det, der er dialektikken; bevægelsen fra kold til varm viden – fra paratviden til eksistentiel viden.   

For to år siden var mediesituationen en anden. Da var der massiv opmærksomhed på klimatopmødet. Hele efteråret var der stort set ikke gået en dag, hvor klimaet ikke blev nævnt i radio/TV og aviser. Rapporter om konsekvenser for mennesker og natur og økonomien blev omtalte hele tiden. I dag ved vi, at rapporterne underdrev, og at konsekvenserne allerede er meget mere alvorlige end forudsagt. Dengang lykkedes det os fra Grøn Kirke at få rigtig mange kirker til at slå 350 slag med kirkeklokkerne netop på denne søndag. 350 er nemlig atmosfærens tålegrænse for CO2, hvis temperaturstigningerne skal blive under 2 graders celsius, og klimaforandringerne ikke skal løbe løbsk. I dag er der meget ringe håb for at det skal lykkes på sigt. Dengang sagde en af klimaeksperterne, at vi havde tre muligheder: at modvirke klimaforandringerne, at tilpasse os dem, og at lide under dem. Vi ville komme til at gøre alle tre ting. Spørgsmålet var, hvordan blandingen blev. Jo mere vi modvirkede klimaforandringerne, desto mindre kom vi til at lide under dem.  I dag er der ringe vilje til at modvirke klimaforandringerne, hvilket vil sige, at menneskeheden og kloden komme til at lide så meget desto mere.   

Det vil kirken ikke gøre noget direkte ved. Ingen steder – i hvert fald i Europa – opfatter kirkerne sig som politiske magthavere. Men mange steder har kirkens liv stærke indirekte påvirkninger på politikken. Anderledes kan det heller ikke være, sålænge de fleste er tilsluttet en kirke, og kirkerne faktisk er kirker og ikke bare offentlige serviceorganer. Kristendommen betyder noget, den kender forskel på godt og ondt, og kirkerne går ind i samtiden som de værdibærende institutioner, som de er. 

Jeg er nød til at nævne et helt aktuelt eksempel på den forlegenhed og vantro, Danmarks kirkelige tilstande vækker i næsten alle andre europæiske lande. I forbindelse med Danmarks overtagelse af EU-formandskabet, har de europæiske kirkers sammenslutninger henvendt sig til den nationale regering, altså den danske, med henblik på at føre de samtaler og etablere kontakter, som de altid gør, når et land overtager EU-formandskabet. Men vores regering har øjensynligt været i syv sind over, hvordan den skulle reagere. Europaminister Vammen har demonstreret en fascinerende mangel på viden om de europæiske kirkers forhold til og i EU – formodentligt svarende til de fleste andre danskere. Men de er ikke europaministre. 

Selvfølgelig har kirken vigtige og vedkommende indspil til de regeringer, som er sat til at arbejde for samfundenes ve og vel. I Danmark har man bare mistet erkendelsen af det, som i langt de fleste andre lande er en selvfølgelighed. Kirkens opgave er at forkynde håb. I adventstiden er det simpelthen hovedoverskriften over kirkens liv; at forkynde håb. Og guderne og alle andre skal vide, at vi har al mulig brug for håb i den klima- og miljøsituation, som kloden befinder sig i i dag. Derfor var der nogle som for de to år siden fandt på, at klimatopmødet foregik i ”Hope-nhagen”. 

Men hvordan i alverden skulle der være håb i noget, som ikke betyder noget, og ingen forskel gør i den verden, som er vores liv? Folk der opfatter kirkens budskab på den måde, forveksler det med en sovepille…. Kirken kan ikke forkynde håb, hvis dens tale og handlinger reelt dementerer selvsamme håb. Så er der ikke noget håb. Kun en tom skal. Det budskab, den guddommelige virkelighed eller nåde, uden hvilken kirken ingenting er, kan ikke adskilles i enkeltdele, som man så kan vælge efter behag; altså noget der var til trøst, og noget der var til håb, og noget der var til inspiration, og noget der var til selvbesindelse og kritik. Ligesom syndernes forladelse ikke kan gradbøjes, kan nåden heller ikke adskilles i enkeltdele. 

Kirken skal gøre Guds ord og nåde, dvs. virkelighed gældende i virkeligheden. Dermed vil kirken rent faktisk gøre tjeneste som den fjerde statsmagt, som medierne burde være. Altså: det er en tanke værd, at kirken både i dag og i fortiden har været kritiseret for tandløst at underkaste sig den offentlige mening. Er det ikke præcis det, de mere og mere kommercialiserede medier gør – når de for eksempel undlader at skrive om det, som folk ikke kan lide at høre?

Netop dette kirkelige opdrag burde intet sted være mere oplagt end i Danmark med vores folkekirkeordning, hvor kirken ikke er staten eller omvendt, men hvor kirken står i et ægteskabeligt forhold til staten. Gensidig kærlighed i medgang og modgang. Hvis ægtefællen begynder at drikke, skal man ikke ignorere det, men prøve at få ham eller hende på ret kurs igen, og der kan helt sikkert være situationer, eksempelvis klimasituationer, hvor kirken skal tale alvorsord til statsmagten, dvs. politikerne og deres demokratiske vælgere, så de finder ind på ret kurs igen. Vi har kun én Jord, og nu er den ved at bryde sammen under klimaforandringer og andre menneskeskabte miljøkriser, fordi den eneste logik politikerne arbejder efter, er økonomisk rationalitet. Når det kommer til stykket, er der intet andet der bestemmer i dag; hverken økologisk rationalitet – dvs. kloden bæredygtighed, æstetisk rationalitet – dvs. skønhed, religiøs rationalitet – dvs. evangeliet og kærligheden, og heller ikke etik og moral. Det er på tide, at kirken kommer på banen og gør sin pligt og ”råber fra tagene” og ud i samfundet, at det ikke er Guds vilje, at verden skal kastes ud i klima- og miljøkaos, eller at millioner skal gøres til klimaflygtninge, men at der er kraft og mod og inspiration at hente hos Gud til en bedre vej at gå, en vej med retfærdighed og skønhed og taknemmelighed for det daglige brød. 

Der er selvfølgelig kirkelige røster, og nogle steder hele kirker, som faktisk tager deres kald alvorligt og forsøger at gøre Guds ord gældende. Overhovedet for den græskortodokse kirke har eksempelvis d. 23. november sendt en opfordring til verdens ledere, samlet til COP17, hvor han understreger, at de umådelige klimaudfordringer, som verden står overfor, kun er overfladen på en grundlæggende moralsk og åndelig krise, og at kirkens opgave er at gøre alle mennesker af god vilje følsomme og energiske i forhold til klimaudfordringerne. Business as usual er ingen mulighed. Det handler om at sikre moralsk lederskab i verden i en situation, hvor Jordens livs integritet og mangfoldighed er truet. Ødelæggelse af miljøet er en synd mod Gud, skriver han, men det er også en ”forbrydelse mod menneskeheden”. Nu og for fremtidens generationer. Den største vrangforestilling er, at indgreb overfor klimaforandringerne ikke må påvirke den økonomiske vækst – slutter det græsk-ortodokse overhoved. Der er også andre kirkelige røster, der også denne gang har sagt tilsvarende indlysende ting.

Men hvad er det der kan gøre os følsomme og energiske? Hvad er det der kan gøre vores kolde viden varm og eksistentielt bevægende? Hvad med at lade dagens tekst være sparring til klimaforandringerne? Her gælder det jo faktisk om at kende vores besøgelsestid og være vågne. Lignelsen om de fem kloge og de fem tåbelige brudepiger sætter ord på en uafviselig sandhed. Der er grænser for hvor dum, man kan tillade sig at være. Det er som bekendt ikke pointen i det kristne evangelium, men det er sandt, at man kan nok trække kamelen til vandhullet, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Jo mindre menneskeheden imødegår klimaforandringerne, desto mere kommer menneskeheden til at lide under dem. 

Men teksten har også andre lag. Brudejomfruerne venter jo. De sidder i nattemørket og venter helt indtil midnat. De venter på ham, der skal komme, og de nyder hverken vådt eller tørt. Også derfor er teksten så velegnet i dag, hvor vi venter og håber på flere niveauer. For det er advent, ventetiden indtil hele verdens brudgom skal komme. … Engang, hvor advent blev mere anerkendt for hvad den er, var det en åndelig forberedelsestid, og enhver åndelig praksis kræver et fokus og et afkald; fokus på sagens selv – og afkald på alt det, der påkalder sig opmærksomhed, men fjerner den fra fokus. Derfor har advent været en fastetid. Faste er jo først og fremmest en åndelig ting, et indre afkald på det, som man faster fra. Det har ofte været det at spise kød. Nogle kirker i Sydtyskland har arbejdet med at faste fra at køre i bil, Autofaste, for derved at vinde et stærkere fokus på det, som faktisk er vigtigt i livet. Men med det indre fokus (og dermed indre berigelse, fordi det vigtig i livet får mere plads) følger også en forbedring i det ydre. Det er helt klart godt at køre mindre i bil, det er helt klart godt at spise mindre kød. Produktionen af kød yder verdens største bidrag til overudslippet af CO2. Men det er indirekte virkninger af fastens egentlige formål. Ligesom kirkens og evangeliets politiske virkninger er indirekte – men virksomme. Guds ord er aldrig uvirksomt – indre og ydre hænger nemlig sammen. 

Ligesom brudejomfruerne sidder vi og venter, vi sidder med vores små lys i mørket – både det indre og et ydre. Men vi har næring til vores lys, og det er vores håb, som vi ikke vil miste. Og derfor forbereder vi os. For vi ved, at der er et større lys, et uendeligt lys, og lysene i de små lamper er ikke andet end genskin af det store lys, som er verdens lys. Derfor glæder vi os over alle små lyspunkter, beskedne fremskridt i den politiske proces, små holdningsændringer og adfærdsændringer, unge mennesker som investerer sig selv for et bedre klima. Der er mange små lys. Nogen gange så små, at vi er nød til at slukke byens lys for at se det. Men fordi alle lysene er genskin af Guds lys, er de grunde til håb, fordi de spår om langt større ting.

Vi venter og vi opgiver aldrig håbet eller kampen, for mørket får ende.
Blåt vælded lys frem af skyers skred, 
rørte vor jord midt i tidens strømme,
svøbte en flig af Guds evighed 
som blanke knopskæl om vinterdrømme.
Skærmer hernede 
Gudsrigets glæde,
sårbart til stede
i tro og håb.
Amen. 

I stedet for den almindelige kirkebøn vil jeg i dag bede en bøn, som biskoppen over Grønland, Sofie Petersen har skrevet i anledning af klimatopmødet i Durban. Grøn Kirke har opfordret alle landets kirker til at inddrage denne bøn i gudstjenesterne i dag. 

Gud vor fader og skaber, Vi siger dig tak for dit store skaberværk. 

Livet, medmennesket og den jord, du har givet os at leve på, har vi til fælles med alle mennesker. Men vi ser, at ændringer i klimaet bliver kraftigere dag for dag. På Grønland smelter indlandsisen, og det påvirker os alle. I særlig grad påvirker det fangernes levevis i nord. De tvinges til at ændre deres levevis, for isen er tyndere end den plejer at være.  

Vi oplever, at der i grådighedens navn gøres vold imod jorden, havet og luften - dette underfulde, som du har givet os. Og vi oplever, at kulturer ændres, og at mennesker på udsatte steder må flygte, fordi klimaet ændrer sig. 

Din jord, Gud, er en gave, der gives os, og jorden er så underfuld, at den må deles med vore medmennesker og vore efterkommere. 

Derfor beder vi dig gøre os lydhøre. Gør os lydhøre over for din søn, der utrætteligt gør os opmærksom på ansvaret for vor næste. Må Jesu budskab rodfæste sig i hver og en af os, så vi ikke tænker snævert på vor egen familie og nærmeste nabo, men også tænker på næsten, der er ramt af tørke, oversvømmelse og andre menneskeskabte ulykker. 

Lad din Helligånds virke oplyse os i dag samt alle de politikere, der i disse dage er samlet til klimaforhandlinger i Durban. Giv at vi alle både i handling og ord medtænker vor næste verden over, så indsigt og respekt for dit skaberværks storhed kan fylde os.  

Derom beder vi dig, almægtige Gud. Amen.