Skip to content

Martin Mejlgaards tale ved DGS' Aktivitetskonference

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Om

Taler

Martin Mejlgaard
Formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Dato

Sted

MSG Ringsted

Tale

Kære elever, kære elevråd, kære DGS
Velkommen til Aktivitetskonferencen 2019
I dag samles vi som elever, elevråd, elevbevægelse, fordi vi vil gøre en forskel.
Vi vil ændre, udfordre og forandre.
Giv jer selv en kæmpe hånd!
----
Vores bevægelse har sejret gang på gang. I år er ikke en undtagelse.
Vi har fået ministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil, til at rulle de rigide fraværsregler tilbage.
Vi har fået en elevfordeling, som giver mening, hvor eleverne er med til at træffe beslutningerne.
Vi har fået lempeligere adgangskrav til gymnasiet.
Vi får en finanslov, hvor man ikke længere skal spare lærere og kvalitet væk på gymnasierne.
Vi rykker samfundet, når vi står sammen og kræver indflydelse. Når vi råber op, så slår vi huller i Borgens tykke mure.
Det er os, som sætter dagsordenen og spillereglerne.
I gør en forskel.
-----
I 1968 kaprede den studerende Finn Ejnar Madsen, talerstolen ved årsfesten på Københavns Universitet. Derfra lød de berømte ord: "Og os tør de ikke give nogen indflydelse på universitet, hvor vi arbejder hver dag, fordi de vil tvinge os til at blive ligesom dem selv."
Finn Ejnar Madsen satte ild under studenteroprøret.
Et oprør, som gjorde op med professorvældet og lagde magten hos hverdagens eksperter – de studerende.
Ved at drømme om inddragelse og turde sætte ord om til handling gjorde de en forskel.
Der skulle gå 51 år før talerstolen igen blev kapret. Endnu engang i protest mod mangel på inddragelse. Vi kommer til at huske ordene: "Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser. Og vi vil ikke ignoreres".
Elever og studerende ville ikke ignoreres i 1968, og vi vil ikke ignoreres i dag. Oprøret er i gang:
Når besparelserne på uddannelse stopper.
Når politikerne endelig vil tage klimakrisen alvorligt.
Når fraværsbekendtgørelsen er kastet af bordet.
Så er det ungdommens skyld. Vi var titusindvis til demonstrationer for stop af nedskæringer, stop af SU-besparelser og for klimahandling.
Hvis det ikke er et oprør, så ved jeg ikke, hvad er!
Det var ungdommen, som skabte forandring i 1968, og det er ungdommen, som skaber forandring i dag.
Vi gør en forskel!
---
Vi er kommet godt fra start.
Men det er ikke tid til at læne sig tilbage og slappe af.
Vi kigger ind i et gabende hul, som skal fyldes op efter mange år med uddannelsesfjendsk politik.
Der mangler lærere på gymnasierne, mistrivselstoget brager derudaf og alt for ofte vil politikerne lave centrale regler i stedet for at have tillid til hverdagens eksperter.
Det er os, som har løsningerne, kreativiteten, oplevelserne, erfaringerne og de gode eksempler.
I kender hverdagen på gymnasierne.
I oplever det, når politikerne svinger sparekniven, bygger karaktermure og lægger loft over uddannelse.
I ved, hvad der skal til.
Derfor er den her weekend så vigtig. Vi formulerer vores politiske visioner og viser retningen for at nå derhen.
Det er jer, som skal gøre forskellen!

Indflydelse er nemlig ikke noget, man får. Det er noget, man kæmper sig til.
Hvis ikke vi tør tage de uddannelsespolitiske kampe, hvorfor skulle andre så kæmpe for os? Hvis vi ikke tør løfte ambitionerne, hvorfor skulle politikerne så?
Hvis ikke vi tager kontrol over slaget om gymnasierne i den offentlige debat, så må vi tage til takke med at blive overset, forbigået, glemt.
Så er det os, vores uddannelse, vores fremtid, vores muligheder, som kommer til at betale gildet.
Så glemmer de voksne, hvordan det er at være ung. Så glemmer de voksne vores hverdag.
Så glemmer de voksne, hvorfor vi har gymnasiet. Det er der nemlig for os, eleverne.
Vi skal være dem med visioner og ambitioner
----
Det er jer, som bestemmer. 
I er DGS. DGS er elevrådene. DGS er eleverne.
Vi er her for at sætte en retning for DGS, for uddannelsessystemet, for samfundet, for fremtiden.
For ungdommen flytter bjerge – når vi tør. Når vi vil.
I gør en forskel.

Så lad os komme i gang med Aktivitetskonferencen 2019!

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags