Mathis Kærn Berggreens folkemødetale

Jeg slår øjnene op. Kigger hen på vækkeuret. Kl. er halv syv om morgenen, og solen er ved at stå op. Jeg slår benene ud af sengen, og bevæger mig ind i køkkenet. Tager kedlen ned fra hylden over komfuret, hælder vand i og tænder for blusset. Står og gnider søvnen ud af øjnene, imens jeg venter på at vandet kommer op og koge. Jeg slår ud efter radioen, og får stillet over på dagens nyhedsoverblik. Kigger ud ad vinduet – min gamle mor står derude på gaden og luer ukrudt i grøntsagsbedet. Hun bor i andelsboligforeningen henne på hjørnet af gaden. Siden bilkørslen i København blev minimeret til varetransport og udrykningskørsel – er grøntsagsbede, træer og buske dukket op på sidegader og i midterrabatter. Jeg banker på ruden og forsøger at fange min mors opmærksomhed, men hun ser mig ikke lige. Med min tallerken i den ene hånd, min kaffekop i den anden, og min bog under armen, får jeg bakset mig hen i lænestolen. 

Jeg er i gang med at læse Sapiens. Kom et godt stykke i går – den er virkelig spændende. I dag bliver det ikke til så meget, højest et kapitel måske. Skal på arbejde kl. 10. Jeg underviser et børnehold i rytmik– bagefter skal jeg hen på en skole og have deres kor. Det er en af de længere arbejdsdage. 5 timer ender det op i. Men så havde jeg til gengæld også fri i går.

Det her, det var, som i måske har gættet, et indblik i min utopi. I en del af den, i hvert fald. Ik’ dårligt vel? Men hvorfor vil jeg gerne dele den med jer, tænker i måske. Hvad er det, jeg gerne vil sige? 

Vi får tit af vide, at vi er på vej mod en afgrund. Som vi også har hørt lige før. Og det er sandt. Men hvordan kan det være, at vi ikke ændrer kurs? Vi ved jo godt, at det vi gør, er forkert. Hvorfor forsøger vi desperat at sænke farten en smule, når vi burde stoppe bilen op og tage en anden vej?

Fremtiden er dyster, men utopien er lys. Vi kan indrette et samfund, hvor mennesker og natur trives.
Meget skal ændres. Vi skal gentænke systemer. Men i den ændring, ligger der et kæmpe potentiale til at skabe noget som ikke kun er bedre for naturen, men også er bedre for mennesker. For hvor godt har vi det egentlig lige nu? 

Jeg drømmer om et samfund med tid, med ro, med respekt og forståelse for hinanden. Jeg drømmer om at arbejde et sted mellem 3-5 timer om dagen måske, i gennemsnit. Jeg drømmer om tid til at komme til at putte for meget cayennepeber i maden, uden at have stress på resten af aftenen. Tid til at gå rundt i stuen og svinge hofterne i takt med vandkanden. Tid til igen at komme til at låse sig ude. Tid til at bruge tørresnoren i stedet for tørretumbleren.

Tid til at gøre alt det der skal gøres, og så samtidigt have tid til at slå op i en bog hver morgen, eller lytte til en spændene podcast. Tid til at blive klogere. Tid til at fodre sin nysgerrighed. Tid til at drikke kaffe. Tid til at sætte sig ind i hvor der er uretfærdighed i verden, tid til at være aktiv. Tid til at hjælpe dine naboer, dine venner. Tid til at danne lokale fællesskaber, tid til at danne læseklubber og diskutere verdensøkonomien med dine venner. 

Utopien er en nødvendighed. Men det er også en luksus. En luksus, vi har råd til. Vi burde arbejde mindre. I hvert fald, hvis der også skal være mennesker som trives på jorden om 10-20-100 år. Med arbejdskraft kan vi opbygge samfund – men lige nu er vi, med arbejdskraft, i gang med at nedbryde.

Jeg sætter det lille røde bogmærke i bogen, og rækker ud efter kaffekoppen. Tager en slurk. Kaffen er blevet kold. Jeg kigger ud i luften, mit hjerte og min krop smiler.

Tænker på de sidste års kamp for retfærdighed, kamp for at skabe en økonomi hvor mennesker og natur trives.  

Det bankede på ruden. Der stod hun og smilede til mig, dem gamle. Med hænderne hvilende på spadeskaftet, stod hun og kiggede hen over grøntsagsbedet.  Kom lige og hjælp mig i fem minutter, gestikulerede hun. Jeg rejste mig op, tog jakken på, og gik udenfor.