I disse Militarismens Tider, da der ved Siden af, at Industrien blomstrer, tillige blomstrer et Kapløb mellem Nationerne om, hvem der kan stille den største Hær paa Benene, hvem der kan opfinde det forfærdeligste Mordvaaben, ofre mest af Værdier paa dette det ufrugtbare Arbejde - i saadanne Tider opstod der naturlig Tanke og Bestræbelser af modsat Art: Hvad kan der gøres for at hæmme dette Uvæsen, hvorledes kan vi værne om Menneskeliv, om Kunsten og Industrien? Det kan alene ske ved at arbejde hen til Fred mellem Nationerne. Og her har Kvinden en stor Opgave at løse; som Moder, som Opdragerinde, kan hun nedlægge en Sæd, som bærer Fredens Frugt. Vi se herfor, ogsaa i de fleste Lande, hvor Arbejdet imod Militarismen har Fremgang, der er det Kvinden, som med Iver tager fat med. Kun her i Norden synes det anderledes, her holder Kvinderne sig mest borte eller er ligegyldige overfor en Sag, der er af saa stor Betydning for alle.
Vi har for nogle Aar siden set energiske Kvinder ofre stor Virksomhed for at tilvejebringe Pengemidler til Kanoner. En Deputation af Kvinder gik den 25. Februar 1885 til Kongen og meddelte ham, at der ved frivillige Bidrag fra 20,000 Kvinder her i Landet var anskaffet 8 Fæstningskanoner. Tænk Dem, 20,000 Kvinder, mon virkelig mange af disse har tænkt over Sagen? Jeg har talt med enkelte af disse om den Sag, og de har tilstaaet, at de ikke alene strax fortrød, hvad de havde gjort, men ved nærmere at tænke selv, havde de syntes, at det var galt.
For et Par Aar siden, 1886, udsendtes fra en Kreds af Kvinder et Opraab om Fredssagen, det gav Genlyd mange Steder, men alt for faa, vi har det sikre Haab og Grund til at tro, at Kvindesagens Venner ogsaa mer og mer vil gøre den Sag til deres.