Mine Damer og Herrer! Det er med stor Glæde, at jeg i Dag paa Kvindelig Fremskridtsforenings Vegne byder Dem alle velkommen til dette det første Kvindesagsmøde for hele Norden.
Vi har alle været Vidne til, hvorledes Skandinaviens skilte Grene har søgt hinanden til Samarbejde.
Først var det Studenterne, Videnskabsmændene, som følte Frændeskabet baade i Aand og i Tale, saa kom Skolemøderne og endelig Arbejdermøderne; man indsaa, hvor meget man gensidig kan lære af hinanden.
I vor Tid gaar det i alle Lande mere og mere op baade for Mænd og for Kvinder, at skal der være Alvor i Samarbejdet, da maa Kvinden være med, at hendes Sag er Mandens Sag, at hendes Sejr er Mandens Sejr, at først naar Mand og Kvinde i Forening paa alle Omraader tage Del i Arbejdet, vil dette blive fuldkomnere.
Det skyldes især Frihedsbevægelsen fra 48, da der kom Liv i Mandens Rækker, da var det ligesom Kvinden med et ogsaa begyndte at føle Slavelænken om Benet, at hun begyndte at tænke over, om ikke ogsaa hun hørte til de fribaarne, om ikke ogsaa hendes Aand havde Ret til Udvikling, til at faa Del i, hvad Manden ansaa for sit Særeje. Det var heldigvis ikke Kvinden alene, der vaktes til Bevidsthed om sin stedmoderlige Behandling, ogsaa mange Mænd saa klart den Uret, hun led - og saa er vi da naaede dertil, at vi her idag kan samles fra baade Island, Finland, Sverige, Norge og Danmark for at undersøge Kvindens Stilling i disse forskellige Lande og hvad der kan gøres for hendes Udvikling jævnsides Manden.
Hermed erklærer jeg da det Nordiske Kvindesagsmøde for aabnet!
Held og Velsignelse følge vort Arbejde!
