Vi lever i en tid præget af brydning og forandring. En tid, hvor vi stiller spørgsmålstegn ved gamle værdier og levemåder. En tid, hvor vi søger efter retfærdighed, lighed og en holdbar fremtid for vores næste generationer. Det er en tid, hvor vi blandt andet taler om klima, køn og seksualitet, rettigheder til egen krop, hudfarve samt tilknyttet privilegie -og manglen deraf. En tid, hvor dialogen får lov at fylde, og yngre generationer sætter foden i jorden og kræver handling.
Men vi kan ikke undgå at se, at der i lyset af en progressiv agenda også opstår en skygge. En modreaktion, hvor nogle tager et skridt tilbage fra forandringen, samler sig i grupper og søger hen mod det trygge. Det trygge, som er unægteligt præget af fortiden. Det trygge, som lever på mentaliteten om at “dét kender vi til, og sådan har det altid været.” Det er, omend vi kan lide det eller ej, en naturlig cyklus vi ser gentage sig igen og igen i historien.
Når sådan en modreaktion sætter ind, kan det føles som om, vi er fanget i en evig kamp. En kamp der kan teste vores tålmodighed, afprøve vores tro på hinanden og fjerne fokus. Vi er dog nødt til at huske, at uanset hvor håbløst det kan føles, er modstand en del af forandringens natur. Det er en dans mellem to modstridende parter; på skift må den ene træde bagud, for at den anden kan træde frem.
Det skaber gnidninger og kan til tider føles så udmattende, at man glemmer hvorfor man bød op til dans til at starte med. Men! Det må aldrig stoppe os. Tværtimod skal det motivere os til at stå fast, blive ved med at tage udfordringen op, og lade vores værdier og håb for fremtiden føre vores ben.
For vi befinder os stadigvæk i et land, der opbruger et helt års naturlige ressourcer på en håndfuld måneder. Vi ser stadigvæk mistrivsel blandt unge, der bliver hængt ud og udsat for hadforbrydelser og uprovokeret overfuset i metroen på vej hjem fra Pride, fordi de har en kæreste af samme køn. Vi ser stadigvæk de mest afskyelige Facebook-kommentarspor, hvor folk på vores forældres alder, dem der skulle være vores forbilleder, slynger om sig med racistiske, sexistiske og rettighedskrænkende ord.
Så... Lad os vise, at had og frygt ikke kan slukke vores stemmer. Lad os vise, at vi ikke lader os bremse af de hindringer, vi møder på vores vej. Lad os vise os selv som mennesker, der med åbenhed, beslutsomhed og oprigtighed, går forrest for en bedre fremtid for alle. Mennesker, der lader vores handlinger tale lige så højt som vores ord - måske endda højere.
Jeg ved, at det er en forfærdeligt krævende opgave... Men hvis ikke vi viser os selv som det gode eksempel, hvem skal så?