Folkeskolen er det bærende uddannelsesfundament i det danske samfund og selve grundlaget for kommende generationers muligheder for velstand, velfærd og fællesskab.
Her mødes børn og får indblik i og forståelse for hinandens liv. De indgår i værdifulde relationer og fællesskaber. Når byens børn bliver undervist sammen, lærer sammen og opnår tillid til egne og hinandens muligheder danner de vigtige fællesskaber og relationer i egne liv.
Folketingets politiske partier, der står bag dansk folkeskolelov fastslår, at alle børn skal møde et kvalificeret undervisningstilbud uanset deres forudsætninger, familiemæssige baggrund og bopæl. Uanset hvor problematisk og udfordrende børns opvækst er, har alle børn har ret til og krav på, at modtage den rette undervisning, der giver dem mulighed for at træffe reflekterede valg for deres videre liv og uddannelse.
For at kunne løfte den komplekse opgaver for alle børn afsættes der kommunalt ressourcer. Ind i mellem afsættes der også centralt økonomi til et løft. Fx var Lærermilliarden et eksempel på en national styrkelse af folkeskolen.
Så langt, så godt.
Men herfra begynder det at gå lidt skævt.
Men herfra begynder det at gå lidt skævt.
For:
- Hvad nu når andel af særligt sårbare gravide på 5 år stiger fra 5 % til 18 %?
- Hvad nu når andel af børn med diagnoser indenfor autismespekteret over en periode på 8 år stiger med 359 %?
- Hvad nu når andelen af børn med massivt skolefravær er stigende?
- Og hvad nu når balancen mellem opgaver og ressourcer begynder at skride?
Sidste år bestod flere børn end nogensinde, hele 11,5 %, ikke folkeskolens eksamen i dansk og matematik. Mere end 43.000 børn og unge mellem 15-25 år er ikke i gang med ungdomsuddannelse og står også udenfor arbejdsmarkedet.
Vi oplever i de fleste kommuner en udvikling, hvor en stigende gruppe børn og unge får sværere og sværere ved at klare sig i dagligdagen, deltage i undervisningen og mestre deres eget liv.
Udviklingen har de seneste år betydet, at udgiftsvæksten på de specialiserede områder, for både voksne og børn, udhuler almenområdet.
Dette til trods, er der i min kommune i 13 år ud af de sidste 14, sparet på folkeskolen.
Og ser vi på folkeskoleområdet, har besparelser og udhulningen betydet, at der er færre ressourcer til at sikre en folkeskole, der kan rumme flere børn. Så er den nedadgående spiral i gang. Den udvikling skal og må bremses.
Så her er min opfordring til KL og Folketingets partier:
- Hav for øje, at trivsel faktisk er afgørende for, om børn kan modtage læring.
- Giv kommunerne bedre muligheder for at omstille folkeskolen, så den kan møde flere børns forskelligheder. Skal folkeskolen kunne rumme flere børn, så handler det om flere ressourcer til den omstilling – og ikke mindst viden.
- Skab en holdbar bund under skolernes økonomi, så de mange gode ambitioner på skolens vegne faktisk kan gennemføres
- Styrk den almene undervisning, så vi kan stoppe den negative spiral, der sender flere og flere børn ud i specialtilbud
- Invester i vores børn fremtid.
Men … nu knækker filmen for alvor. For selv om min kommune havde pengene, så må de ikke bruge flere pga. Budgetloven.
Det politiske argument for de vedvarende besparelser og forringelser af folkeskolens rammer er reduceres til, at ’kommunen ikke kan tillade sig at bruge flere penge, da det vil udløse en sanktion fordi de rammer ’driftsloft’.
Det giver bare ikke mening.
Afskaf den urealistiske Budgetlov og skab balance mellem krav og muligheder. Tillad kommunerne at bruge de nødvendige ressourcer for at kunne lykkes med opgaven.
Og fremfor alt – gør det for børnenes skyld.
Og fremfor alt – gør det for børnenes skyld.
