Skip to content

Mette Frederiksens 1. maj-tale

Marie Hald / Folketinget

Om

Taler

Mette Frederiksen
Justitsminister

Dato

Sted

Fælledparken, København

Tale

Forleden besøgte jeg den store danske virksomhed Leo Pharma. Den ligger et stenkast fra min bopæl. 1600 gode danske arbejdspladser har de i Danmark. 

De skaber produkter til millioner af syge mennesker over hele verden. Og i mandags åbnede vi lokalerne hvor et nyt produkt skal fremstilles.

Vi har igennem mange år tabt tusindvis af arbejdspladser ikke mindst til Asien. Nu trækker vi endelig nogle af dem hjem igen. Flere kommer i arbejde. 

Det er ny produktion. Det er en stærk dansk industri der skaber værdi for os alle sammen.

1.maj er dagen, hvor vi fejrer resultaterne af vores politiske og faglige kamp. Hvor vi insisterer på solidariteten som den værdi der skal bære Danmark. 

Dagen hvor vi igen slår fast at i Danmark lader vi ingen i stikken. I vores samfund får fanden aldrig lov til at tage de sidste.1. maj er selvfølgelig først og fremmest fremtidens dag. Det er i dag vi som socialdemokrater fortæller hvad det er vi gerne vil med vores fælles Danmark. 

Men inden vi når så langt, så et par ord om det der optager mig som landets justitsminister.

Først en reklame, som det er svært at få journalisterne til at gengive. 

Ungdomskriminaliteten falder nu på 8. år i Danmark.

Udspillet om ungdomskriminalitet. Målet er at sikre endnu mindre kriminalitet blandt børn og unge. Det kræver en indsats der går på to ben. Vi skal prioritere den forebyggende indsats og det lange seje træk. Men vi skal også tage hårdere redskaber i brug. Ingen skal sprede frygt og utryghed uden at mærke en konsekvent reaktion fra samfundets side.

Vi vil et Danmark med færre ofre og mindre kriminalitet. Hvis vi vil have færre ofre, skal vi også have færre kriminelle.

Vi er og skal være hårde mod kriminaliteten. Men tag ikke fejl. Hvis vi for alvor vil være hårde mod kriminalitet. Så skal vi lige så hårde overfor dens årsager. 
et Danmark med færre ofre og mindre. 

Og det er jo netop det den danske – den socialdemokratiske - samfundsmodel handler om. 

Vi ved godt, at det slet, slet ikke er tilfældigt, hvilke børn og unge der havner i kriminalitet.

Derfor bekæmper vi uretfærdige og dårlige opvækstbetingelser. Det er og bliver vores vigtigste opgave.

Vi ved godt at uddannelse og arbejde ikke alene er kilden til velstand og velfærd. Uddannelse og arbejde er også det bedste værn mod netop ulighed og uretfærdighed. 

Derfor vores stædige socialdemokratiske insisteren på fuld beskæftigelse. Det er det vi vil. Et Danmark med arbejde til alle.

Det går fremad igen i Danmark – vi er bestemt ikke i mål, men det lysner. 

Beskæftigelsen stiger. Der bliver igen skabt arbejdspladser. Unge skifter kontanthjælp ud med svendebrev. Tusindvis har sagt farvel til jobcentret og går igen på arbejde hver morgen.

Krisen har været hård, arbejdsløsheden har vist sit grimme ansigt. Og igen og igen har vi hør om at arbejdsløse er dovne. At ydelserne skal sættes ned. At ledighed er folks egen skyld.

Som om langt de fleste ledige ikke gerne vil have et job. 

Som om de fleste ikke drømmer om en bedre fremtid. 

Som om livet på kontanthjælp er en evig fest med dyre rejser og sko til priser som kun de færreste tør drømme om.

Skal vi ikke bruge denne 1. maj til at sige stop? 

I Danmark skal arbejdsløse ikke mistænkeliggøres. Grove generaliseringer og myter om dovenskab vil vi udfordre. Hvor vi end møder dem.

Derfor er jeg også decideret begejstret for statsministerens udmelding om dagpenge i dag. Der er nemlig ingen tvivl.

Vi socialdemokrater kæmper for et stærkt, trygt og attraktivt dagpengesystem. Færre skal falde ud. Og folk uden længere uddannelse skal naturligvis også have en fair mulighed for fortsat tryghed og forsørgelse indtil de får et arbejde igen.

Når tusindvis af mennesker ikke kan få et arbejde, men derimod falder ud af vores dagpengesystem så er der noget galt. Derfor er Helles melding i dag så vigtig, så rigtig.

Når vi socialdemokrater siger vi kæmper for flere job, så mener vi selvfølgelig flere job på ordentlige vilkår.

Altså løn og arbejdsvilkår efter almindelig overenskomst. Som man kan leve et anstændigt liv af. Det er den danske samfundsmodel – den er ikke til forhandling. 

Modsat andre partier mener vi ikke at social dumping bare er et andet ord for konkurrence.

Modsat andre partier ønsker vi ikke at svække fagbevægelsens ret til fortsat at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet. 

Modsat andre partier drømmer vi ikke om at indføre lave tyske lønninger på det danske arbejdsmarked.

Modsat andre partier ønsker vi at sende et klart signal til Ryanair og andre. I er velkomne på det danske arbejdsmarked men I skal spille efter reglerne.

Om kort tid skal vi til stemmeurnerne. Og det er præcis det her valget kommer til at handle om.

Vil vi danskere virkelig den vej som foreslået af Dansk Arbejdsgiverforening. Vil vi virkelig tage tusindvis af kroner fra førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Hver måned?

Svaret er selvfølgelig nej. Vi skal ikke sætte ydelserne ned for de mennesker der ikke har en kinamandschance for at komme i arbejde. 

Det er ikke det Danmark vi kender. Hos os skal arbejdsløshed, handicap og sygdom aldrig betyde at man mister sin plads i fællesskabet.

Og jo, selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde – men prisen må og skal ikke blive et fattigere samfund. 

Balancen mellem, at det skal kunne betale sig at arbejde – og et ordentligt socialt sikkerhedsnet, finder vi ikke ved indføre hverken et gammelt eller et nyt såkaldt moderne kontanthjælpsloft.

Er der i øvrigt nogen der er blevet klogere på hvad det loft er lavet af? God gammeldags træ eller det lavet af asbest? Eller er Løkkes loft af glas? Vi ved det ikke – ved bare der på alle måder bliver mindre plads. Også til børnene.

Hvis Venstre og Dansk Folkeparti gennemfører forslaget skal vi huske én ting. Det handler ikke blot om at gøre nogle mennesker fattigere.

Tyskland og Storbritannien har skåret kraftigt i overførslerne. Og det har medført én ting. Mindstelønnen er presset ned og uligheden er blevet markant større. Det er den egentlige dagsorden.

Jeg siger nej tak. Det kan ikke være, har aldrig været og skal ikke blive socialdemokratisk politik at skabe et ræs mod bunden.

Vi beder om danskernes fortsatte opbakning. Det handler fundamentalt om arbejde og tryghed.

Vi vil have endnu flere med. Vi tror på at alle har noget at bidrage med. Vi ved vi får brug for alle hænder og hjerner. Det kræver at vi fortsat bliver dygtigere, satser mere på uddannelse og tør tænke nye tanker. 

Men vigtigst af alt. Vi skal huske de værdier der har formet vores fælles Danmark. Vi nægter at indgå i et ræs mod bunden hvor man ofrer anstændige lønninger og blæser på arbejdsforhold og sikkerhed.

Vi socialdemokrater har altid troet på og kæmpet for forandring. Og det altid sket med udgangspunkt i vores værdier. Aldrig ud i det blå. 

Vi har været åbne for fornyelse når det gælder midlerne. Men målet har altid været det samme.

Vi har aldrig valgt reformer, for reformerne skyld. 

En regering vil altid være udsat for kritik. Og vi har i den grad fået vores. 

Men når jeg står foran Jer i dag, vil jeg gerne sige at det Danmark vi leverer videre er et bedre, stærkere og mere lige Danmark.

Arbejdsløsheden falder, beskæftigelsen stiger. Men vi er ikke færdige endnu. 

Vi beder Jer om 4 år mere.
  • For at bruge flere penge på velfærd. Nej til nulvækst.
  • For at det er mig og ikke Pia Kjærsgaard der sidder for bordenden når det handler om retspolitikken.
  • For at sikre at det er princippet om fri og lige adgang og ikke privathospitaler der bestemmer sundhedspolitikken.
  • Hvor vi både forebygger og straffer mere konsekvent i stedet for at sende børn i fængsel.
  • Hvor vi sikrer et dagpengesystem hvor færre falder ud 
Rigtig god 1. maj.

Kilde

Kilde

Udlånt af Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags