Skip to content

Mette Frederiksens tale til DM i Skills 2024

Steen Brogaard

Om

Taler

Mette Frederiksen
Statsminister

Dato

Sted

Roskilde Kongrescenter

Tale

Kære alle sammen.

Man bliver simpelthen så glad og så stolt over Danmarks ungdom, når man træder ind i teltet. Giv dem lige endnu en kæmpestor hånd.

Det er fantastisk at se mødre, fædre, søskende, kærester, venner og repræsentanter fra fagbevægelsen, arbejdsgivere og uddannelsesinstitutionerne.

Men mest af alt er det fantastisk at se alle jer deltagere ved DM i Skills 2024.

For I er noget helt særligt.

De fleste af jer har kæmpet jer gennem skolemesterskaber og regionsmesterskaber.

Og I har bevist, at I ikke blot brænder for jeres fag, men at I har et helt særligt talent.

Som f.eks. Toki, der er en af fremtidens anlægsgartnere.

Før Skills fortalte han, at han aldrig havde troet, han skulle med til DM i noget som helst.

Men nu står du her, Toki. Sammen med resten af alle de andre deltagere. Flere end nogensinde før til et DM i Skills. Det er kæmpestort.

Om lidt ved vi, hvem der vinder. Hvem, der kan tage hjem med en guldmedalje. Vi ved også, at flere af jer får chancen for at komme med til Europamesterskaberne i Herning næste år og repræsentere jeres fag og Danmark.

Der er ikke så lidt på spil, og jeg fornemmer en vis spænding her i teltet.

* * *

I dag kårer vi de bedste af de bedste.

Jeres stærke faglige stolthed smitter, og den kommer til at inspirere mange efter jer.

Uanset, om du er bager eller brolægger. Gartner eller glarmester. Smed eller social- og sundhedsassistent. Tømrer eller lastvognsmekaniker.

Så repræsenterer I en dyb kærlighed til helheden og til detaljerne, og det er dét, der smitter os andre, når I giver os lov til at kigge ind i jeres faglige rum.

Dronning Margrethe sagde det meget smukt i hendes sidste nytårstale.

Jeg citerer:

”Godt håndværk er en nydelse at opleve. At betragte en velbygget mur. At se på en blank og smukt malet væg. At beundre et møbel, hvor træet er behandlet med omsorg og indsigt. Det fylder mig med glæde hver gang.”

Citat slut.

Jeg tror, at mange af os lyttede til Dronningen, og jeg tror at mange af os deler glæden over jeres håndværk. Den deler jeg også, og jeg ser den hos jer alle sammen.

Når I dykker ned i jeres fag. Knokler løs. Og afleverer et flot stykke veludført arbejde vel vidende, at I har givet alt, hvad I havde.

Den stolthed. Den kærlighed. Den glæde. Den må I love mig altid at holde fast i.

I viser, hvor langt man kan komme. Når man knokler. Når man tør. Når man vil. Og når man har viljen til at blive den bedste til sit fag. Og det er dybt inspirerende.

* * *

Flere fag til DM i Skills går flere tusinde år tilbage i tiden, og vi har jo oplevet det med Børsen i København.

Mange af os danskere blev oprigtigt kede af at se vores kulturarv gå op i flammer. Og det var måske lige der, at det gik op for mange af os, hvad det vil sige, når nogen er dygtige håndværkere.

Selvom vi lige har haft den opfattelse, så hersker der stadig en kedelig fortælling mange steder i vores samfund.

At dét at tage en faglært uddannelse er mindre fint eller mindre vigtigt end at tage en boglig uddannelse.

Intet kunne være længere fra sandheden, og det beviser I i de her dage. Tak for det.

Jeg er glad for alle unge, der tager en uddannelse i Danmark. Vi har brug for alle fag og mange forskellige kompetencer. Vi kommer bare ikke udenom, at skal vi løse klimakrisen, så er det jer, der kommer til at gøre det.

Derfor er dét, der sker de her dage i Roskilde og næste år i Hjørring, meget større end det øjet kan se.

For vi har brug for jer som forbilleder for andre unge. Det er jer, der bliver ansigtet på vores erhvervsuddannelser. Og jeg ved, at I kommer til at trække nogle flere med.

Det vil jeg gerne takke jer for.

* * *

Snart får I jeres første job efter uddannelse.

På et lille værksted. På et stort hospital. I en global industrivirksomhed. Fra den mindste flække til de allerstørste byer.

Og vi har brug for jer. Uden jer drejer tandhjulene ikke rundt, og derfor har vi besluttet, med stor opbakning, et historisk stort løft af erhvervsuddannelserne.

Så der bliver mulighed for at investere i værktøj. Teknologi. Og lærerkræfter. Så I får de uddannelser, I fortjener.

Løftet lønnen for nogle af dem, der arbejder i den offentlige sektor.

Og givet eleverne i 8. og 9. klasse mulighed for at komme i juniormesterlære.

Men jeg ved godt, at de politiske initiativer ikke kan stå alene.

* * *

Om lidt skal vinderne af DM i Skills afsløres.

Tillykke til alle jer, der vinder. Tillykke til jer, der har været med. Tillykke til alle jer familier, der kan være stolte. Og tillykke til Danmark med, at vi har så fantastisk en ungdom.

Giv dem en ekstra hånd. Og held og lykke.

Kilde

Kilde

stm.dk

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret