Kære allesammen!
I den her tid er der rigtig meget, vi savner alle sammen. Og jeg er egentlig ret sikker på, at mange af jer unge savner det allermest at kunne give et kram til sin allerbedste ven eller til hele venneflokken. At holde en god fest. Danse hele natten. Gå til koncert. Jeg ved også godt, at meget af det her er vigtig for jer på en helt særlig måde. For der er meget, I oplever for første gang. Den første Roskildefestival. Måske den første eksamen. Måske den første forelskelse.
Den norske sundhedsminister, han har holdt en rigtig, rigtig god tale, og han har sagt noget meget smukt og noget meget rigtigt om jer unge, nemlig at næste sommer findes ikke, når man er ung. I mister noget, det ved jeg godt, som I ikke bare får igen. Og i stedet for at have det sjovt med hinanden, som man normalvis har, når det er forår, så er der rigtig mange af jer, der har siddet derhjemme og måske kun set nogle enkelte af jeres bedste venner. Og foran jer ligger der en sommer, hvor noget af det, I har glædet jer allermest til, måske er blevet aflyst. Men vi er – 7-9-13-bank under bordet – på vej mod lysere tider. Skridt for skridt begynder vi at kunne mærke og se vores hverdag igen. Også selvom der er meget, der er anderledes.
Mange af jer er begyndt at gå i skole igen. Se flere af vennerne, og selvom det er på en anden måde, så ved jeg, at der er rigtig mange af jer, der er glade for en mere almindelig hverdag igen.
Jeg vil også gerne have lov til at sige til jer i aften, at jeg synes, I har grund til at være stolte. Jeg tror ikke, der er nogen af os, der er i tvivl om, at det, vi oplever lige nu, det er en historisk tid. Det er 100 år siden, at Den spanske syge hærgede i Danmark, og ikke siden 2. Verdenskrig har vi som samfund oplevet så svær en krise som den, vi har været igennem nu. Og i øvrigt stadigvæk står i.
I unge er unge i en historisk tid. En tid, hvor der til trods for, at vi er hver for sig, også har bredt sig en meget stærk følelse af at stå sammen. Og vi har jo kunne mærke, at vi alle sammen har behov for nogle stærke fælleskaber at være i. Danmark har brug for jer, og det ansvar, det har I taget på jer. Tak for det.
Og det har I gjort, selvom at mange af jer unge ikke selv er bange for at få coronasygdommen. Det gør faktisk jeres indsats til noget helt særligt. Jeres afsavn – og jeg ved godt, at de har været der og er der – er ikke for jer selv, men for andre. I, der har livet foran jer, passer på dem, som har flest år bag sig. Jeres bedsteforældre og jeres oldeforældre. Og I passer også på den ven eller bror, søster, fætter, kusine, som måske lider af en kronisk sygdom, og som bare ikke må få corona. Med andre ord: I udviser et samfundssind, som redder menneskeliv, og det vil jeg gerne have lov til at sige jer en stor tak for, en dybfølt tak for.
Og det er faktisk også betryggende for alle os andre at opleve det, at vi har en generation af unge, som bare tager ansvaret på sig. Det giver håb, synes jeg, for vores fælles fremtid. Vi skriver historien sammen lige nu. Vi gør det ved at passe på hinanden. Og vi skal nok klare det. Det bliver godt igen. Så tusind tak, alle sammen. Vi kan væres stolte af alle jer unge mennesker. Og ved I hvad? I kan også være stolte af jer selv.