Velkommen til pressemøde her i Statsministeriet igen. I dag er det 12 dage siden, regeringen og myndighederne begyndte at lukke Danmark ned. Det er lykkedes i fællesskab, at vi har ændret vores adfærd. Meget gennemgribende. Vi har forandret den måde, vi er sammen på. Vi holder afstand, og vi bliver hjemme. Og det er helt afgørende for strategien med at bryde smittekæderne.
I dag går vi så ind i den 3. epidemiuge. Status er, at 254 er indlagt med corona. Af de indlagte er 55 på intensiv, og alvorligt er 24 nu afgået ved døden. Det tal er ikke direkte sammenligneligt med de 13 dødsfald, som var status i weekenden. Der er en ændret opgørelsesmetode, og når vi ser tilbage, har udviklingen været stabil over de seneste dage. Men et stigende dødstal er selvfølgelig alvorligt. Flere mennesker vil bukke under i den kommende tid. Flere familier vil miste deres kære. Det er ulykkeligt. Fra man bliver smittet, og til man bliver syg, kan der gå næsten to uger. Og der går endnu flere dage, før sygdommen måske bliver alvorlig og kræver indlæggelse på et sygehus. Derfor kan alt det, vi har gjort i fællesskab i Danmark, endnu ikke ses i tallene. Der er ganske enkelt en forsinkelse. Men Statens Seruminstitut vurderer, at tiltagene kan have en effekt på smittespredningen og dermed på belastningen af sygehusene. Hvis alle initiativerne vel at mærke fortsætter. Og derfor er det vigtigt, at vi som land holder fast.
Jeg ved, det er rigtig svært, det her, for rigtig mange mennesker, men det er afgørende, og vi har en tro på, at det nytter. Derfor har regeringen besluttet sig for, at vi forlænger alt det, vi har sat i gang til og med 2. påskedag – altså 13. april. I formiddags havde jeg møde med partilederne, og der er opbakning til forlængelsen.
Før jeg går i detaljer med den beslutning, vil jeg gerne sætte nogle ord på den samlede situation for Danmark. Vores hovedopgave allesammen er lige nu stadigvæk at forhindre, at for mange bliver alvorligt syge på én gang. Derfor kæmper vi videre for at bekæmpe og mindske smitten.
På samme måde skal vi jo gøre, hvad vi kan for at sikre, at økonomien ikke går helt i stå. Og vi skal mindske konsekvenserne både for danske lønmodtagere og for danske virksomheder. På begge områder, sundhed og økonomi, sætter vi ind med hurtige, konsekvente og midlertidige løsninger. Og vi gør det i fællesskab.
Vi viser samfundssind i Danmark, og vi står sammen om at passe på de mest sårbare og udsatte. Ja, vi står faktisk sammen om at passe på vores samfund. Lige nu ser vi værdien af den stærke samfundskontrakt, vi danskere har med hinanden. Jo bedre vi kommer igennem epidemien, jo hurtigere kan vi komme tilbage på arbejde og få gang i økonomien. Mange andre lande – også omkring i Europa – har indført hjælpepakker, og hvert land gør det på sin måde.
Herhjemme står vi solidt på den danske model. Danmark har dybt ansvarlige både fagforeninger og virksomheder. Vi har et fantastisk stærkt demokrati. Et enigt Folketing har besluttet sig for at holde hånden under dansk økonomi i en svær tid med nu tre hjælpepakker. Både til lønmodtagerne og til virksomhederne. Og de selvstændige. I alt over 285 milliarder kroner. Heraf mere end 55 milliarder i direkte tilskud. Mere end 230 milliarder i ekstra likviditet. DI's direktør, Lars Sanddahl, har kaldt det danmarkshistoriens største sikkerhedsnet.
Milliardstøtten er en gensidig kontrakt mellem velfærdssamfundet på den ene side, altså os alle sammen, og erhverslivet på den anden side. Et eksempel på gensidighed: Bankerne får lov til i den her periode at slække på visse lånekrav. Så kan de hjælpe trængte virksomheder med at holde sig oven vande og beholde deres medarbejdere. Det forventer vi, at de gør. Og det er der brug for. På en uge har mere end 20.000 mennesker meldt sig ledige, og det kommer selvfølgelig med store omkostninger for den enkelte. Og vi frygter, at det trækker ud.
Regeringen vil, som jeg indledte med at sige, forlænge de ting, der nu er sat i gang. Og dermed nu til det helt konkrete. Den midlertidige grænsekontrol og Udenrigsministeriets rejsevejledning gælder allerede hen over påsken. De øvrige tiltag, I kender og lever med, bliver forlænget til og med 2. påskedag, altså 13. april. Det gælder hjemsendelsen af offentlige ansatte, som ikke kan varetage kritiske funktioner eller nødvendige opgaver. Myndighederne opfordrer fortsat alle private arbejdsgivere til at lade flest muligt arbejde hjemmefra. Nogle af de offentlige medarbejdere kan også arbejde hjemmefra eller hjælpe til på andre områder, hvor vi begynder at mangle folk. Det kan f.eks. være pædagoger, der for en stund bliver social- og sundhedsmedarbejdere i hjemmeplejen.
Alt det skal fortsætte og også gerne udvides, hvor det giver mening. Men der vil også være offentligt ansatte, der bliver sendt hjem uden at kunne arbejde hjemmefra. Her er vi nu i dialog med de offentlige organisationers forbund om de vilkår. Jeg synes, vi skal lade os inspirere af den gode trepartsaftale, der er indgået mellem staten og parterne på det private arbejdsmarked. Her har vi tydeligt sagt til virksomhederne: Hold igen med fyresedlerne, send i stedet folk hjem. Staten dækker en stor del af medarbejdernes løn. Virksomheden resten. Og medarbejderne bidrager ved selv at bruge fem fridage, hvis de er hjemsendt i hele perioden. Der er selvfølgelig forskel på det offentlige og private arbejdsmarked, men i den her tid viser alting jo, hvor afhængige vi er af hinanden.
Følgende tiltag vil også blive forlænget: lukning af dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud. Forbud mod arrangementer og begivenheder med flere end 10 personer. Lukning af natklubber, værthuse, restauranter og cafeer. Lukning af storcentre, biografer, teatre, fitnesscentre og solcentre. Lukning af frisører, tatovører og andre erhverv, hvor der er en tæt fysisk kontakt med kunderne. Og desuden fortsætter retningslinjerne om god afstand for detailhandlen og for den kollektive trafik. Alt det her forlænger vi hen over påsken.
Jeg har lyttet mig til, at mange danskere har tænkt, at det nok ville blive forlænget med de første 14 dage. Måske især i lyset af det, der sker ude i verden. Men jeg ved også godt, at mange allerede nu kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Jer, der har mistet jobbet eller frygter at miste jeres job, den utryghed og det afsavn, som følger. Man kan ikke besøge sin mor og far på plejehjemmet. Og i det hele taget er bekymret for, hvordan det skal gå deres familiemedlemmer. Familier, som allerede nu oplever, det kan være svært at arbejde hjemme samtidig med, at man skal hjælpe børnene med undervisningen. Og apropos det, hvor kan vi være stolte af danske børn og unge. I tager omvæltningerne i stiv arm.
Der ligger i det hele taget en ny usikkerhed under hverdagen. En sårbarhed. Og selvom vi begynder en dag at åbne Danmark op igen, så vil meget være forandret. Kommunerne og regionerne, som vi har med her i dag, har gjort alt, hvad I kan gøre i den her nye situation, men vi må allerede nu også sige, at vi danskere ikke kan forvente at møde præcis det samme velfærdssamfund, når vi er ovre på den anden side. Der vil være forandringer for os alle sammen, og jeg tror hele den offentlige sektor kommer til at trække på borgernes tålmodighed.
Til de danskere, som er i udlandet, men som ikke kan komme hjem, vil jeg også gerne sige et par ord. Jeg ved, det nogle steder er utrygt, også for familie og venner herhjemme. I gør det helt rigtige, når I bliver ved med at forsøge at komme tilbage. Og de danske myndigheder og rejsebranchen gør, hvad de kan for at hjælpe jer tilbage til Danmark. Men vi må også erkende, at vi ikke kan få alle lige hjem hurtigt nok. Og I må for nogles vedkommende blive ved med at være tålmodige.
I det hele taget, så kommer vi til at få behov for tålmodighed med hinanden i den kommende tid. Danmark står sammen ved at holde afstand, og det skal vi blive ved med. Om kort tid er det påske, en tid som mange familier har stærke traditioner omkring, og hvor jeg tror, det for mange kommer til at føles ekstra hårdt, at man ikke kan mødes og se hinanden. Her bliver det helt afgørende, at alle holder ved og holder afstand. For hvis ikke vi gør det, så kommer vi ikke til at holde smitterisikoen der, hvor vi gerne vil have, den skal være. Så i påsken får vi behov for, at alle bliver ved med at tænke sig godt om og bruger andre metoder til at tale med hinanden. Facetime. Telefon. Send et gækkebrev. Men! Rejs ikke ud af landet. Tag ikke på skiferie i Sverige. Hold jer hjemme.
I hele Europa er der efterhånden indført kraftige restriktioner. Nogle steder er man gået længere end hos os og har indført egentligt udgangsforbud. Der er vi ikke nået til i Danmark. Foråret er kommet, og vi har godt af at komme ud og få frisk luft. Og meget tyder på, at de fleste også håndterer det fornuftigt. Men. Som Rigspolitiet sagde det her i weekenden: Alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger gælder også udenfor, og det gør reglerne også. Så: Hold afstand, også når solen skinner.
Vi står på ubetrådt land, og der er mange tunge dilemmaer. De sværeste beslutninger i al den tid, jeg har været politiker. Det vil jeg overhovedet ikke lægge skjul på. Men der sker også meget i Danmark i de her dage, som giver håb. Hjælpsomhed, solidaritet og sammenhold. Vi har sat den kurs, hvor Danmark i virkeligheden viser sit værd. Og hvor rigtig mange mennesker tager et stort ansvar, også for at passe på andre. Til jer i sundhedsvæsnet, som er vores fronttropper i den her tid: I passer på os andre, og I skal selvfølgelig også passe på jer selv.
Vi står i noget, vi ikke har prøvet før. Vi skriver historie. Og vi vælger alle sammen – både hver for sig og sammen – hvad det er for en historie, vi egentlig ønsker at skrive. Det er min tro, det er mit håb, og det er min forventning, at vi kommer godt ud af det her på den anden side. Fordi vi evner at stå sammen. Og fordi at samfundssindet er så stærkt, som det er.