Velkommen til pressemøde her i Statsministeriet. Der er her til formiddag opnået en fælles forståelse blandt et flertal af partierne i Folketinget omkring de næste skridt af den gradvise udfasning af restriktionerne.
Stort tak til alle Folketingets partier for at deltage i drøftelserne. Stort tak til de partier, der står bag og tager ansvaret for de næste nødvendige skridt.
Jeg vil genre i dag tale til jer, der efterhånden er ved at være godt trætte af corona. Og som er trætte af nedlukningen, og som spørger: Hvorfor åbner vi ikke noget mere op? Hvor er logikken, når det ene kan åbne, og det andet ikke kan?
Jeg vil også gerne tale til jer, der er bekymrede for, om vi nu åbner for meget i Danmark. Som spørger: Risikerer vi nu, at smitten kommer ud af kontrol? Kan sundhedsvæsenet klare presset?
Og jeg vil også gerne have lov til at tale til alle jer, der står et sted midtimellem. Som måske tænker, at vi nok gør det, der er det rigtige, eller jer, der bare er i tvivl.
Epidemien, den tester vores udholdenhed. Den tester vores tålmodighed, og i stigende grad, der tester den desværre også vores sammenhold.
Vi er i gang med som samfund at finde en uhyre svær balance. Hvor vi holder epidemien under kontrol og samtidig får mest muligt af samfundsaktiviteten i gang. Både af hensyn til menneskers trivsel og af hensyn til økonomien. Det kræver, at restriktionerne udfases. Ikke for hurtigt, men heller ikke for langsomt.
Det er gennem snart 12 måneder lykkedes os at finde den balance i Danmark. I hvert fald nogenlunde. Derfor tror jeg også, at vi kan gøre det igen, nu og de sidste måneder frem til sommer.
Og vi er i gang. 0.-4.-klasseeleverne er tilbage i skolen. På mandag åbner rigtig meget af detailhandlen igen. Det gælder også for udendørs kultur og idræt. Afgangselever i Nord- og Vestjylland kommer tilbage på skolebænken. Og vi igangsætter samtidig en større genåbning på Bornholm. Samtidig genindfører vi patientrettighederne i sundhedsvæsenet. Det er et meget klart signal om, at sundhedsvæsenet er åbent, og at behandlingen af andre sygdomme end corona selvfølgelig prioriteres højt.
Og hvis vi har fortsat kontrol med epidemien, så kan flere afgangselever i flere dele af landet komme tilbage d. 15. marts. Derefter yderligere udfasning af restriktionerne, så snart smittesituationen tillader det. Vi vil gerne invitere alle partier i Folketinget til i fællesskab at udarbejde en samlet plan for udfasning af restriktionerne, sådan at alle i Danmark ved, hvad man har at forholde sig til.
Vores udgangspunkt for det, vi er i gang med lige nu, det er faktisk ret solidt. Regeringen bad allerede tilbage i januar måned uafhængige eksperter i både sundhed, økonomi og andre samfundsforhold om at anbefale en rækkefølge for, hvordan vi får lempet på restriktionerne. Efterfølgende har matematikere og folk med forstand på epidemier beregnet, hvad det skønnes at betyde i form af smitte og indlæggelser. Endelig, oven på det, er myndighederne kommet med en samlet indstilling. Jeg vil gerne have lov til at kvittere for det arbejde, og jeg er glad for, at det anderkendes af alle Folketingets partier.
Oven på dét faglige grundlag, så er det selvfølgelig i sidste ende en politisk beslutning, hvordan vi håndterer situationen. Sådan skal det være.
Udgangspunktet, det er vi enige om. Der er ikke nogen partier, der har ønsket at åbne mindre end det, myndighederne har anbefalet. Og endemålet, ja, det er vi også enige om politisk: Vi skal selvfølgelig derhen, hvor Danmark kan være fuldt og helt åbent igen. Men derimellem, der er der selvfølgelig nogle forskellige vurderinger af, hvor stor en risiko man er villig til at løbe. Og der kan også være forskellige politiske ønsker om, hvad der bør åbnes først. Sådan er det selvsagt i et demokrati. Den diskussion skal der være plads til – alle synspunkter er legitime. For der er ikke noget i alt det her, der er sort og hvidt. Faktisk er der vel næsten kun tvivl, og den skal vi give plads til. Men som statsminister for hele Danmark, så er det min vurdering, at det er svært at gå længere end det, myndighederne og mange eksperter finder forsvarligt.
Med 0.-4.-klasse i gang i skolen igen og det, vi i dag har besluttet, der også skal åbnes, så løber vi det, man kan kalde en kalkuleret risiko. Det er nemlig eksperternes skøn, at den genåbning, vi er i gang med, den vil betyde markant flere smittede danskerne med COVID-19. Det vil også betyde – med de matematiske modeller, vi nu engang har til rådighed – at der i midten af april vil være ca. 870 indlagte med corona på de danske sygehuse. Det er mange mennesker, og det kommer til at kræve mange ressourcer, der jo ellers i øvrigt ville kunne være brugt på andre patienter med andre sygdomme.
Forudsætningen for de beregninger, der ligger til grund for de beslutninger, der træffes nu, hviler på noget, der er vigtigt for os at understrege; nemlig en massiv brug af test. Det bliver et krav på ungdomsuddannelserne, det bliver også et krav på besøg ved udendørs kulturinstitutioner. Og vi kan lige så godt vænnes os til det, for vi skal blive ved med at have epidemikontrol, og der er det at lade sig teste ofte et vigtigt redskab.
Beregninger som dem, der ligger til grund for beslutningerne, de vil altid være behæftet med usikkerhed. Det kan gå bedre, og det håber vi, at det gør, men det kan altså også gå værre. Og derfor sidder vi med en samlet afvejning, når vi skal træffe de her beslutninger. Vi tør godt løbe den her risiko på det tidspunkt, vi er nu i epidemien. Det gør vi, både fordi sundshedmyndighederne vurderer, at det er forsvarligt. Vi gør det også, fordi vi heldigvis nu er på vej ind i foråret. Vi håber, at årstiden kommer til at hjælpe os, som vi oplevede det sidste år. Og vi tør løbe den her risiko, fordi vi er kommet så godt i gang med at vaccinere. På plejehjemmene er fire ud af fem beboere nu færdigvaccineret, og efterhånden er der også rigtig mange medarbejdere i sundshedsvæsenet, der også har fået deres vaccination. Derfor er situationen anderledes, end den var tidligere, og samtidig, så bliver omkostningerne ved nedlukningen af Danmark kun større. Omkostningerne er mange, og de er store, og det er barskt for rigtig rigtig mange mennesker.
Og der er ikke noget ord i den tale, jeg holder i dag, der kan ændre på, hvor hårdt rigtig mange mennesker har det. Jeg vil inderligt ønske, at det kunne være anderledes. Jeg forstår alles ønske om at komme i gang igen. Intet af det, vi oplever hver især, har vi fortjent. Der er kun en eneste grund til, at det alligevel er, som det er; nemlig den, at hvis vi åbner alt eller for meget op på én gang, så vil smitten i Danmark eksplodere. Så taber vi kontrollen med epidemien. Og det kan tvinge os ud i nye nedlukninger – måske endda nogle, der er endnu større, endnu mere manglende trivsel, flere mennesker, der mister deres arbejde, potentielt også flere konkurser.
Jeg ved godt, at der ikke er nogen, der foreslår, at vi åbner alt på én gang, men med det vi gør nu, så kan nogle af de butikker, der har størst betydning for samfundsøkonomien, få lov til at få gang i jeres forretning igen. Det skønnes at ca. 37.000 danskere kan vende tilbage på arbejde, og det forventes at bidrage med mere end 2 mia. kroner til BNP.
Men når alt ikke kan åbne på én gang, så er der stadigvæk nogle, der må vente. Og vi skal hele tiden finde de svære balancepunkter. Er den balance nem at finde, har vi ramt den rigtige balance? Ja, det kan vi ikke vide med sikkerhed, men det er det, vi forsøger at gøre efter bedste evne og med rådgivning fra eksperter og myndigheder. Og ja, der er meget, også i den her omgang, der kommer til at virke ulogisk. Især når man sætter konkrete eksempler op over for hinanden.
Når vi bliver nødt til at leve med, at noget er ulogisk, så er det, fordi vi så at sige kun har et bestemt råderum at gøre godt med, for det afgørende er stadigvæk at holde den samlede samfundsaktivitet så meget nede, at vi bliver ved med at have kontrol over situationen. Og derfor skal der trækkes nogle grænser et sted; der skal foretages nogle valg.
Til gengæld vil jeg gerne have lov til at understrege over for jer alle sammen, at vi taler ikke om en evighed længere. I løbet af de næste otte uger, vil mange mange mange danskere opleve at blive vaccineret. Og det stiller os et helt andet sted. Med andre ord: Det er lige nu, her ved overgangen fra vinter til forår, at vi står med en særlig stor udfordring i Danmark. Den britiske variant af corona er nu den dominerende i Danmark. Den er mere smitsom, og meget tyder på, at den kan føre til flere indlæggelser.
Mutationerne har ændret spillereglerne igen for vores håndtering af situationen. Og selvom smittetallene er banket ned, så var der altså flere end 3.000 smittede i Danmark i sidste uge, og vi har et kontakttal, der er mere end et. Samtidig, så er der mange i risikogrupperne, som ikke er blevet vaccineret endnu, fordi vi venter på leverancerne; kæmper for, at de kommer hurtigere.
Ud af de 100.000 danskere, der er over 85 år, som hverken bor på plejehjem eller modtager væsentlig hjælp i hjemmet, har ca. 70 % nu fået det første stik. Det er rigtig rigtig godt. Men jeg er så desværre også nødt til at understrege alvoren i, at det kun er én procent af de over 85-årige, der bor hjemme, og som ikke får hjælp, der er færdigvaccineret. Det viser noget om den udfordring, vi står overfor. Og det er kun ca. en tredjedel af de 80-89-årige, der er påbegyndt vaccinationerne i det hele taget. Det er derfor, at vi ikke kan gøre andet end en fortsat gradvis udfasning af restriktionerne, så vi bliver ved med at klare os godt igennem den her epidemi. Med vores sundhed, økonomi og demokrati i god behold.
Flere vil blive vaccineret. Vi øger brugen af test, og i takt hermed, ja, så mindsker vi altså også omfanget af de her restriktioner så meget, som det overhovedet kan lade sig gøre, så vi sikrer, at vi kommer fri af coronaens greb, og målet, ja, det er fuldstændig klart: Vi skal genåbne Danmark så hurtigt, som det overhovedet kan lade sig gøre og undgå flere store nedlukninger. Derfor ser jeg også meget frem til det arbejde, som regeringen og partierne nu er enige om at lave; altså en samlet genåbningsplan for Danmark.
Det er mit håb, men det er også min tro, at når coronaen tester os – ikke bare vores udholdenhed og vores tålmodighed, men også vores sammenhold – så består Danmark testen en gang til. For sandheden er jo den, at coronaen er fuldstændig ligeglad med, hvem du stemmer på. Coronaen, den er hverken rød eller blå, det er en sygdom, og vi skal bekæmpe den i vores samfund.